Jeg har prøvet at kravle ind i hovedet på en hønemor:
De må da savne mig. De må helt sikkert savne mig. Jeg er jo deres mor for søren. Og sidst de var af sted, savnede de mig rigtig meget, og sådan er det jo nok bare med børn og deres mødre.
Men der var også den lørdag, hvor de ikke ringede eller gav lyd, og hvor jeg ikke hørte et pip hele aftenen og ikke en gang fik at vide, om de var faldet i søvn. Og det var jo på en måde godt, for svigermor sagde senere, at de havde hygget sig og været på havnen og spise softice og spille minigolf, og så har de jo været helt opslugte af det, og så har de selvfølgelig ikke tænkt på deres mor.
Med mindre, selvfølgelig, at de rent faktisk har tænkt på mig den eftermiddag, for børn tænker jo på deres mødre, når de skal prøve noget nyt, og der var jo ingen af dem, der havde spillet minigolf før. Og så har de stået der og fået en minigolfkølle i hånden og ikke anet deres levende råd. Og Miabella har sikkert været ved at græde, mens Maximilian har spillet modig og fået den lille utryghedstrækning ved mundvigen, som man skal være mor for at kunne se. Og svigermor har sikkert bare sagt ”kom i gang”, fordi hun ikke forstår deres følsomhed og ikke ved, at især Miabella skal stryges med hårene i sådan nogle situationer. Og så er de gået på banen og har kastet sig over opgaven med krum hals, fordi de gerne ville imponere deres farmor - men indeni har de været skælvende små nervevrag, og det har hun selvfølgelig ikke opfattet.
Og man kan jo sige meget om svigermor. Altså, jeg har verdens bedste svigermor, det er slet ikke det, men hun er bare ikke den store pædagog. Og så går hun sindssygt meget op i, at børnene skal sige, at de har haft det "åh så sjovt" sammen med hende, og så overser hun sikkert deres signaler. Og distraherer dem og siger ting som: "Vil du ikke have en is mere? Og så taler vi ikke mere om det.”
Og det er jo faktisk helt forfærdeligt at tænke på. Så går de der en hel weekend og savner deres mor og får store klumper i maverne, og måske spørger de også, om de ikke må få lov til at ringe hjem, men så distraherer hun dem igen, og til sidst giver de jo op, og så ligger de der og savner sig i søvn. Og græder. Og det er jo sådan noget, der kan sætte sig i traumer og komplekser og mavesår.
Nej, det er nok bedst, at jeg taler med børnene, inden de skal af sted næste gang. Siger til dem, at de altid kan ringe, hvis de savner mig. Nej, at de skal ringe inden sengetid, for der er jo ingen, der har fortjent at græde sig i søvn. Og jeg ved jo også, hvordan man beroliger dem og får deres små hjerter til at slå en lille smule roligere.
Og hvor bliver det dog rart, når de selv får telefoner, så man lige kan sms’e i løbet af dagen og høre, om alt er okay, og så man kan sige ”godmorgen” og ”har du sovet godt” og ”husk nu, at tage rene underbukser på og tisse af, inden I skal i skoven.”
Og det vil jo faktisk også være en kæmpestor hjælp for svigermor. At der lige kommer en hjælpende hånd fra den, der kender børnene allerbedst. For det kan jo heller ikke være i hendes interesse, at de skal gå og savne og være utrygge, når de ligeså godt bare kunne slappe af og have det rart sammen med farmor.
Tak fordi du læste med
Husk at der kommer et indlæg om børneopdragelse her på siden hver fredag de næste 15 år. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.