Tænk hvis man kunne leve af sin hobby? Tænk hvis man kunne leve af det, der gør én allermest glad. Jeg synes tit, jeg har siddet over for et menneske, som efter et par fadøl fortæller, at de elsker at tegne, har et romanmanuskript liggende i skuffen, drømmer om at spille i et band eller noget helt fjerde. Men de får det aldrig lige gjort. ”Det er jo også bare noget fjolleri, og man kan jo ikke leve af det”. Som om der er en arbejdsstemme, der altid overtrumfer og siger: ”Du skal jo huske, hvor vigtigt det er med fast indtægt, så vi kan få råd til tandlæger, forsikringer, pensionsopsparing og en rejse til Mallorca.” Og så bliver de kreative sysler i skuffen, og måske får man travlt på arbejdet, og pludselig har man ikke tegnet/skrevet eller sunget i årevis, selvom det måske i virkeligheden er det, der giver allermest livskvalitet.
For nylig fik jeg så stukket en bog i hånden med titlen Livseksperimenter, skrevet af en mand, der rent faktisk har sagt sit job op, er begyndt at leve af sin hobby og nu også opfordrer andre til at gøre det. Og jeg er bestemt ikke typen, der plejer at læse sådan-gør-du-dit-liv-bedre-bøger, men denne bog gik på en eller anden måde rent ind. Jeg læste den nærmest i ét stræk. Og budskabet var i virkeligheden ret simpelt: Lav nogle ganske få justeringer i din dagligdag, og du vil kunne opleve store forandringer. En af de pointer, der gjorde en forskel for mig, var et ganske konkret råd. Lav det, du brænder for én time om dagen. Men find den bedste time, du har til rådighed. Gør den til det vigtigste på din dag, og du vil opleve, at det hurtigt griber om sig. Pludselig vil du være fordybet i noget, der kommer inde fra dig selv, og tiden vil flyve af sted. Og jeg synes, det er en meget fed måde at tænke det på. At prioritere timen med det kreative over ens arbejde. Vente med at tjekke arbejdsmails, til du har været kreativ. Eller stå op før resten af familien og vær kreativ i en time, inden husstanden vågner. Det er da virkelig at tage sin hobby, kreativitet og måske livskvalitet alvorligt.
Nå, men han kom også til at skrive, at han synes, at man nogle gange skulle opsøge og tale med et kreativt menneske bare for inspirationens skyld, og det skal man altså ikke skrive to gange, hvis man ikke ønsker at blive kontaktet af en eventyrlysten børneopdragelsesblogejer. Jeg skrev straks til ham og spurgte, om han havde lyst til at give et interview, og det sagde han heldigvis ja til (fedt når mennesker handler, som de prædiker).
Så jeg tog regionaltog og Metro ud til Ørestad en torsdag i oktober og blev endnu en gang forundret over, hvor science fiction-agtig bydelen egentlig er: Højbanetog, skyskrabere, gigastorcenter, hightech infrastruktur og så lige en omgang tung støvregn og masser af mundbind til at give en dystopisk finish. Man ville ikke blive overrasket, hvis der pludselig dumpede en UFO ned, eller hvis hovedpersonerne fra advokatserien Suits pludselig kom vandrende hen ad gaden.
Efter at have gået lidt rundt (jeg er et af de få mennesker, der altid kommer for tidligt) besluttede jeg at gå ind på adressen, der viste sig at være en gigantisk kontorbygning, og melde min ankomst hos receptionisten. Hun ringede op til Ole Ditlev Nielsen, der hurtigt kom sjoskende ned og hilste på mig på den der coronamåde, hvor man giver albue, mens man taler om, hvor akavet det er, at man ikke længere må give håndtryk. Han fulgte mig op på den rette etage, der var nærmest mennesketom på grund af pandemien, og jeg mærkede med det samme, hvor sårbart og ensomt det må være at have sit eget enkeltmandsfirma og arbejde i en fuldstændig tom kontorbygning.
Nå, men sårbarhed og utryghed blev hurtigt erstattet af selvsikkerhed og varme, da vi satte os i det lille mødelokale og begyndte at tale sammen. Jeg fornemmede hurtigt, at her var et menneske, der havde taget styring over sit liv og valgt en retning, der gav mening for ham. Han fortalte om, hvordan han i nu snart 6 år har levet af at skrive bøger, holde foredrag og sælge onlinekurser, og så citerede han fra en mail, han netop havde fået fra en kvinde, der skrev, at hans nye bog havde ændret hele hendes liv, og som han tilføjede:
”På en måde kan man sige, at denne livsstil både fører til, at jeg kan gøre noget godt for mig selv, fordi jeg laver det, jeg godt kan lide - for min familie, fordi jeg tit kan hente tidligt og stå for meget af det praktiske, men også gøre for andre mennesker, fordi de rent faktisk kan bruge det, jeg laver. Og så bliver det hele jo bare utrolig meningsfuldt.”
Det kunne jeg godt se pointen i. For selvfølgelig må det være det fedeste at leve af sin hobby og samtidig opleve, at man gør en forskel for andre. Men jeg prøvede også at forestille mig, hvad der ville ske, hvis jeg kom hjem en dag og sagde: ”Jeg har i øvrigt sagt op på arbejde og vil til at leve af at skrive.” Jeg tror sgu, at min kæreste ville blive ret chokeret og spørge, om jeg havde fået en hjerneblødning. Jeg spurgte ind til, hvordan han havde fået sin kone med på ideen, og han forklarede, at overgangen til det kreative liv ikke bare skete fra den ene dag til anden. Han havde allerede fået udgivet et par bøger og var begyndt at mærke en efterspørgsel, og han havde også nogle faste undervisningsaftaler i starten, så han ligesom var garanteret en form for indtægt. Men generelt havde hun været meget opbakkende, nok både fordi hun kunne mærke, at det var det, han gerne ville, men også fordi hun hurtigt kunne se alle fordelene:
”Det er jo også ret luksus at have mulighed for at hente børnene hver dag kl. 14. Hvor mange har lige mulighed for det?”
Jeg spurgte om hans kreative arbejde ikke komme til at fylde for meget derhjemme. For han kunne måske nok gå klokken 14, men jeg ved da fra mig selv, at når jeg bliver opslugt af skriveriet, så kan det pludselig fylde det hele, og hvis jeg også skulle leve af det, så tror jeg, jeg ville tænke på det non stop. Han forklarede, at det mest er, når det går dårligt, at det fylder:
”Da Mette lukkede landet ned, og det pludselig væltede ind med aflysninger for 100.000 kr., der var det sgu ikke sjovt. Jeg havde heldigvis formået at lægge noget til side, så jeg klarede den, men i sådan nogle situationer, når man virkelig møder modstand, så mærker man sårbarheden, og så kommer det til at fylde det hele.”
Jeg spurgte, om det ikke kan være svært at bevare nærværet til børn og familie, når ens arbejde på den måde er hjerteblod, men her reflekterede han sig frem til, at det på en måde var en fordel for ham, at han havde en søn med autisme og ADHD, fordi det betød, at han var nødt til at koncentrere sig om noget andet, ligeså snart han forlod kontoret. Og måske også en fordel i forhold til at sikre, at arbejdet ikke kom til at fylde i alle de vågne timer:
”Jeg hører tit om de her iværksættere, der mener, man skal arbejde i døgndrift med sin virksomhed, men det mener jeg er misforstået. Jeg tror, det er meget bedre, at man arbejder nogle færre timer koncentreret, og så måske siger ligesom Hemingway, at det er meget godt at standse midt i en sætning. Selvom jeg ikke er superstruktureret på dén måde, så sørger jeg altid for at skrive en liste med ting, jeg skal klare dagen efter, og det tror jeg er meget sundt, når man skal arbejde på denne her måde.”
Det var tydeligt, at han havde gjort sig mange overvejelser over balancen mellem arbejde og fritid, og jeg kunne høre, at han havde baglandet i orden. Men jeg prøvede alligevel at spørge lidt ind til, om det ikke kunne have nogle konsekvenser, når man vælger at leve hundrede procent af sin kreativitet og dermed gør sig afhængig af andre menneskers svingende efterspørgsel efter ens produkter.
”Det er klart, at vi er nødt til at skære ned på nogle ting som for eksempel dyre abonnementer på magasiner og mængden af rødt kød, ligesom vi meget sjældent spiser dyr take away og den slags. Vi har også omlagt nogle lån, så vi har færre udgifter og på den måde bliver mindre sårbare. Jeg har også selv måtte nå til den svære erkendelse, at det ikke er sikkert, at jeg kommer til at lave den ultimative bestseller og at det her måske ikke gøre mig rigere på penge, end hvis jeg havde haft et almindeligt arbejde. Til gengæld gør det mig meget rigere på livskvalitet, og så er vi igen fremme ved alle fordelene, og hvorfor det er så meningsfuldt”
Vi talte lidt videre om, hvordan man har mange muligheder, hvis man tør gå ned i levestandard, og jeg kunne mærke, at han ville være enig i pointerne i mit aldrig-senere-end-klokken-15- indlæg, hvor jeg argumenterer for, at mange mennesker kunne hente deres børn tidligt, hvis de ellers var villige til at gå på kompromis med karriere, bolig eller dyre ferievaner.
Men jeg ville gerne tilbage til alle barriererne, der forhindrer mange af os i, at gå videre med det kreative. For hvorfor er det, at vi ikke tager vores kreative arbejde ligeså alvorligt som vores lønarbejde? Handler det om at kreativitet er noget, vi forbinder med leg og børn og derfor noget man lægger fra sig, når man bliver voksen? Er det fordi vi er rundet af en protestantisk arbejdskultur, hvor det vigtigste i verden er arbejde, og så kan man lave noget hyggeligt, hvis der er tid til det bagefter?
Ole Ditlev Nielsen havde en interessant pointe her, hvor han er introducerede begrebet dørvogtere. Dørvogtere er mennesker tæt på en, som kommer til at spænde ben for de kreative processer, ikke af ond vilje, men fordi de måske er bekymrede eller ikke selv er kreative og derfor ikke forstår betydningen:
”Kreativitet er sårbart, og derfor er det meget nemt at blive overbevist om, at det ikke er godt nok det, man laver. Der skal ikke meget til, før man mister modet, hvis man for eksempel ikke har vist sit kreative arbejde til ret mange, og så viser det til nogle mennesker, der ikke reagerer, som man håbede. Derfor skal man overveje, hvem man sparrer med. Jeg sparrer en del med min kone omkring mine bøger, men ofte har jeg meget mere brug for nogle ægte kritiske læsere, og det kan man ikke altid forvente fra venner og familie – heller ikke selvom de vil en det bedste.”
Da interviewet nærmede sig sin slutning, sagde jeg endnu en gang tak for hans tid, og så sagde han følgende sætning, som jeg tror kendetegner ham meget godt som menneske:
”Jeg synes bare, det er fedt at kunne give noget. Og jeg synes virkelig tit, jeg har oplevet, at når jeg giver noget, så får jeg dobbelt så meget tilbage. Jeg tror bare, det er vigtigt, at man ikke forventer det. Men jeg har virkelig tit oplevet, at det er en god ide at give.”
Efter interviewet spiste vi en frokost (som han også fik lov til at give) og på vej ud af science fiction bydelen tænkte jeg over, hvor fedt det var, at han havde lukket mig ind i sin hverdag, og hvor inspirerende det var at møde et menneske, der havde taget en chance og giver den fuld gas med kreativiteten og var kommet helskindet over alle barriererne. På et tidspunkt beskrev han malerisk, hvordan han hver morgen står op kl. 5:30, sætter sig ud i køkkenet med en kop kaffe, hører klassisk musik i høretelefonerne, mens han skriver og mærker, hvordan verden langsomt vågner og kommer til sig selv.
Men det er vel for pokker ikke så nemt bare at sætte sig ned og være kreativ hver eneste dag? Det må jo kræve en vild dedikation og tro på, at det er indsatsen værd. Og hvordan skal man lige forklare, eller forsvare, at man har tænkt sig at rive syv timer ugentlig ud af en travl børnefamiliekalender, fordi man har en lille forfatter gemt i maven? Selv små tidslommer kan jo være vanskelige at finde i en hverdag, hvor der altid er et barn, der skal have en flyverdragt på, og hvor der ofte tjekker en arbejdsmail ind med en opgave, som garanteret ikke bliver sjovere af, at man venter med at løse den. Jeg ved ikke, om det kræver et særligt mod, en særlig tro på eget talent eller en usædvanligt opbakkende kæreste at gøre, som Ole Ditlev Nielsen har gjort.
Men måske kan mindre også gøre det. Måske kan man bare starte med at sige højt: ”Ja, jeg kan godt lide at tegne, og fra nu af vil jeg gøre det noget mere.” Måske handler det for mange om at turde stå ved kreativiteten og gøre den til noget vigtigt. For vi lever jo i et samfund, hvor det er nemt at tale om vejr, fodbold og arbejde, men hvor det er anderledes sårbart at fortælle, at man har en hemmelig drøm om at blive forfatter eller komponist. Og det er jo på en måde dumt. For det er jo ikke noget at skamme sig over.
Yndlingslisten
I 90’erne var der altid lister efter interviews, og det vil jeg gerne have genindført. Så her er listen over Ole Ditlev Nielsens ”yndlings-”:
Tennisspiller: Roger Federer
Cykelrytter: Rolf Sørensen
Fodboldspiller: Kim Vilfort
Fodboldhold: Brøndby
Skønlitterære bog: Sportsjournalisten af Richard Ford og Det lykkelige menneske af Thorkild Hansen
Forfatter: Thorkild Hansen
Faglitterære bog: 4 timers arbejdsuge af Timothy Ferrier
Livret: Indisk Thali
Drik: Weissbier
Land: Indien, Vietnam, Thailand
By: Bangkok
Dyr: Hund
Navn: Cecilie, Mikkel
Sang: Thunder Road af Bruce Springsteen
Band/solist: Bruce Springsteen
Koncertoplevelse: Bruce Springsteeen i Parken
Transportmiddel: Cykel
Film: Lost in Translation
Serie: Mad Men
Forbillede: Brené Brown (især bogen Glem hvad andre tænker)
Tak fordi du læste med.
Husk at det her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Huk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.