Da jeg var barn, var julekalenderen noget helt særligt. Det var pebernødder og hele familien klumpet sammen i sofaen, det var forventningens glæde og den daglige nedtælling mod juleaftens klimaks. Det var drama og eventyr og nogle voksne, der for en gangs skyld gad at se børne-tv og sætte sig rigtigt ind i handlingen. Især første december var spændende. Så fik man fornemmelsen af, om årets julekalender kunne leve op til forventningerne, som man havde skruet i vejret siden de første reklamer løb over skærmen i starten af november.
Og jeg husker ikke, at vi ret tit blev skuffede (på nær selvfølgelig det år med Linje 3). Som regel synes vi bare, det var fedt. Og spændende. Og dramatisk. Men måske var vi heller ikke så forvænte den gang. Måske accepterede vi bare tv-stationernes valg og satte os til at følge med.
I dag ser det noget anderledes ud. I dag kan vi vælge mellem Pyrus, Nissebanden, Julefeber, Jul i Valhal, Juleønsket, Ramajetternes jul, Onkel Rejes Julefis plus alle dem til de voksne. Vi kan springe en dag over og se to den næste dag, og vi kan streame os ud af de fleste logistiske vanskeligheder. Vi er ikke længere ”tvunget” til at være hjemme kl. 19, hvilket passer os glimrende, fordi moderne familieliv er fyldt med fritidsaktiviteter, fodboldkampe og behov, der skal tilgodeses. Vi har ikke længere tid til flow-tv, og grundlæggende priser vi os lykkelige over, at vi ikke er tvangsindlagt til at sidde og glo i timevis på en serie, som ikke siger os det fjerneste.
Og selvom jeg sikkert kunne bruge et helt indlæg på at brokke mig over denne udvikling, som jo på mange måder er alt for forbrugerorienteret, overfladisk og kommerciel, så kan jeg mærke, at jeg ikke rigtig orker at gøre det denne gang. Jeg vil i stedet stilfærdigt konstatere, at det forholder sig sådan og så gå videre til mit virkelige ærinde, som er at hylde julekalendrene for deres blotte eksistens og udtrykke en glæde over, at de findes lige netop i år, hvor vi har rigtig meget brug for dem. Og faktisk også tid til at se dem.
For i år er verden nemlig fucked up og julen for en gangs skyld reelt i fare. Om to timer holder Mette Frederiksen pressemøde nummer-jeg-ved-ikke-hvad og i værste fald siger hun, at det kun bliver jul i år, hvis Holger Danske vågner, eller julemanden for alvor træder i karakter. I stedet for snefnug fyger det med luftbårne virusdråber og lungeinfektioner suppleret med daglige klokken-14-smitte- og dødstal, og hvis vi nogensinde har haft brug for julekalenderens evige insisteren på julehygge og sammenhold - ja, så må det vist være i år.
Så derfor vil jeg kraftigt opfordre dig til at sætte dig sammen med dine børn og en pose pebernødder og skabe nogle julede tidslommer, så børnene en dag vil sige noget i stil med: ”Coronatiden? Nå, var det den gang, vi fik lov til at se alle de der julekalendre?” Og hvis du ikke har børn, vil jeg anbefale dig at gøre det alligevel. Vi har alle sammen brug for en seriøs dosis julevitaminer i år, og når man ikke har julefrokoster, socialt samvær og alt det andet, der plejer at bringe os i julestemning, må vi jo (endnu en gang) finde redningen i vores skærme. Og så er det jo faktisk superfint, at der er et gigantisk udbud, så man i princippet kan se julekalender fra man vågner, til man går i seng.
Og her kommer så listen over de mest obligatoriske børnejulekalendre, og så kan du selv tilføje et par ekstra, hvis du kan mærke, at det stadig ikke er nok til at holde virkeligheden på afstand.
Først og fremmest skal du se Julefeber, som er en slags Tove-Ditlevsen-på-speed-beretning om socialrealisme og klasseforskelle i Danmark, og selvom det lyder tungt og trist, er det faktisk det stik modsatte. Det er totalt begavet fjernsyn, der emmer af solidaritet med de svageste, samtidig med at individet ikke bliver frikendt fra selv at tage ansvar. Især den ”cool” far, der hele tiden kalder sin søn ”bro” er genial, fordi alle hans elendige beslutninger følges op af humor, opportunisme og en kæmpetrang til at gøre julen til et hit. Man bliver i Julefeber mindet om, at nogle har det sværere end en selv, og at man måske trods alt er et privilegeret menneske, selvom det er en hård tid, hvor man føler, at man er ved at drukne i håndsprit og mundbind. Eneste minus er, at den treårige er sat helt af og må plantes med en I-pad, så resten af husstanden kan få fred til at sidde og redde verden.
Når du er færdig med Julefeber, kan du hente en ny pose pebernødder og sætte Pyrus på, som åbenbart hitter for evigt. Jeg husker selv, hvordan den skabte sensation i 1994, hvor vi alle sammen væltede ud i legetøjsbutikkerne for at købe kasketnissehuer, som vi tog på i skole dagen efter. Og nu sidder mine egne børn og synger ”gang i den, sang i den, mere fest og farver dagen lang i den”, præcis som jeg selv gjorde. Ja, de lapper det virkelig i sig. Forleden væltede Pyrus ned i en skraldespand, som Jesper Kleins arkivsekretær netop skulle hen og rode i, og drengene kunne nærmest ikke være i sig selv af spænding. ”Han bliver sgu opdaget nu”, som den otteårige formulerede det. Og det er jo egentlig ret tankevækkende. En umoden nisse, der laver dumme ting, og pludselig kan du lave timevis af historieundervisning til børn, der får dem til at tænke over, at vi alle sammen er forbundne med hinanden, og at handlinger ofte har konsekvenser. Måske ikke noget dårligt budskab i en tid, hvor vi alle sammen bliver bedt og at passe ekstra meget på hinanden (og børnene er åbenbart ligeglade med, at grafikken ligner noget, der er lavet på en Commodore 64).
Bagefter kan du hente brunkager (for variationens skyld) og se Juleønsket, som jeg egentlig ikke bør udtale mig om, fordi den otteårige for længst har slået fast at ”Jeg gider kun at se den sammen med mor!”, men jeg kan da forstå, at den handler om overnaturlige fænomener som engle og dæmoner, og måske er den med til at få mennesker til at tænke over, at der findes mere mellem himmel og jord – samtidig med at Rasmus Seebach har skrevet titelmelodien, så vi alle sammen trods alt bevarer jordforbindelsen.
Og herefter kan du se Nissebanden, altså den gamle, men her kræver det nok, at du har hjemmearbejdet så længe, at du er blevet apatisk og ligeglad med, hvad der specifikt kører på skærmen, så længe den bare er tændt. Eller at du er nået en alder, hvor du finder glæde i at sige ting som: ”Han er nu meget lun ham Flemming Jensen”. Og det er i hvert fald vigtigt, at du ser den med et lille barn på skødet, for her kan den stadig begejstre, når Hr. Mortensen dagligt falder ud sengen, eller de endnu en gang skal synge risengrødssangen og kaste med smørklatter. Og hvis du skulle formaste dig til at se en oldeforælder eller andre virkelig gamle, må den være absolut obligatorisk. Ja, hvis jeg var Søren Brostrøm, tror jeg faktisk, jeg ville gøre det til en anbefaling, at den skulle køre non-stop på landets plejehjem, så de gamle også kunne få et ordentlig skud nissehuer og dansk-lystspil-monologer fra folkekomediens guldalder.
Ramajetterne jul er en ny-klassiker, og hvis du ikke har set den, bør du komme i gang med det samme. Den handler om en pige, der skal styre en lufthavn med en masse dukker, og den er virkelig godt skrevet med masser af humor, drama, overtro og tydelige moraler, som går rent ind hos børn, nok særligt i 4-7 års alderen. Hos os har den ikke været så hidsigt i rotation i år, fordi den treårige synes, den er uhyggelig, og fordi den otteårige har set den de sidste 4 i træk og nok har fået en form for overdosis. Men den skal absolut nævnes, for det er på mange måder Danmarks Radios børneafdeling, når den er allerbedst.
Så lad julefreden sænke sig og frygt ej firkantede øjne eller børnesløvsind, thi netop i år er fiktionen klart at foretrække frem for virkeligheden.
Glædelig jul og tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.