Dette indlæg er også udgivet på Point og View International d. 9/1 2021
Hvis der er noget, der fylder for førstegangsforældre i dag, er det overvejelser om valg af institution. Hvordan bliver man skrevet op? Hvad skal være vores førsteprioritet? Og hvad siger andre forældre om standarten de forskellige steder?
Tager man til eksempelvis Amager en tilfældig tirsdag formiddag (når der ikke er corona), vil man opleve en stærk trafik af barslende mødre med barnevogne på vej ud for at inspicere vuggestuer og tage temperaturen på den pædagogiske kvalitet. De har fået at vide, at der er frit valg, og at det er en god ide at være opsøgende og tage på vuggestuebesøg. Og de har jo masser af tid. Og det er et godt samtaleemne i mødregruppen, fordi alle jo snart står med samme pasningsbehov: ”Ej, det virkede som et utrolig varmt sted. Noget helt andet end Krøllebøllehuset, hvor alt var nedslidt og deprimerende”.
---
Da vi fik vores første søn, gjorde vi også klar til shoppetur, men vi valgte at starte besøgsrækken hos den lokale vuggestue, selvom den havde et noget blakket ry og lå i et ”farligt” område med mange store boligblokke. Men den lå godt nok dejlig tæt på. Og tænk nu hvis den var bedre end sit rygte. Jeg ved ikke, om det var akut opstået samfundssind eller en trang til at gamble med førstefødtes trivsel, men vi valgte at tage chancen og lade drengen starte (den havde selvfølgelig ikke nogen venteliste), og det viste sig faktisk at gå glimrende. Der var styr på tingene, masser af omsorg og kompetent pædagogisk personale tilsat en solid dosis mangfoldighed.
Og den erfaring har efterfølgende fået mig til at reflektere over, at vi har skabt en ret usund kultur, hvor vi tror, at vi kan komme ind fra gaden og vurdere en institutions pædagogiske kvalitet med det blotte øje. Der kan være tusind faktorer, der forstyrrer indtrykket: Det kan være en dårlig dag, en god dag, en stue hvor der lige er noget uro, en leder, der gør et dårligt førstehåndsindtryk og så videre og så videre. Der kan også sagtens være pædagoger, man som forældre ikke tænker er det store hit, men som ens barn elsker over alt på jorden. Der kan også være ”dårlige” vuggestuer med supervelfungerende stuer, og der kan være institutioner med super-ry med flere ikke-velfungerende-stuer. Det er det rene lotteri, og man har som forælder ikke den ringeste chance for at vurdere noget kvalificeret ved et kort besøg af tyve minutters varighed. Det eneste vi ret beset kan vurdere ved et kort besøg, er institutionens evne til at arrangere vellykkede korte besøg, og det tænker jeg ikke er et afgørende kriterie for ret mange.
Og derfor bør vi måske lade være med at shoppe institutioner. Retten til frit valg er også retten til ikke at vælge, og måske er det i virkeligheden mest hensigtsmæssigt, hvis vi lader pladsanvisningen træffe beslutningerne, så vi får en bedre spredning af børnene, og så flere får en vuggestueplads tæt på deres bopæl. Så er vi både med til at tage et socialt ansvar i nærområdet, skabe nogle logistisk nemmere morgener i familierne, spare os selv for en masse bekymringer om institutionsvalg og undgå at spilde det pædagogiske personales tid med at arrangere meningsløse inspektionsbesøg, som ingen får noget ud af – især fordi de lange ventelister jo i realiteten betyder, at rigtig mange mennesker ikke får deres ønsker opfyldt alligevel.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.