Den vigtigste grund til, at du ikke skal lægge billeder af dine børn på de sociale medier er, at du skal give dem ret til at holde en del af deres tilværelse privat. Det er ikke for sjov, at vi altid spørger voksne mennesker, om det er okay, at vi bruger deres billeder og lægger dem på eksempelvis Facebook. Det er, fordi vi respekterer, at de kan have gode grunde til ikke at have lyst til det. Den respekt skal vi også vise vores børn.
Og vi kan ikke spørge børn på samme måde, som vi kan spørge voksne. Det ene øjeblik vil de sige ja, og det næste øjeblik vil de sige nej. Børn forstår ikke komplekse problemstillinger - de forstår måske knap nok hvad Facebook er - og derfor skal vi som voksne tage ansvar og lade være med at lægge billeder op af dem, indtil de er gamle nok til selv at tage stilling. Jeg vil tro, at man skal være 15-16 år for at kunne tage kvalificeret stilling til fordele og ulemper ved, at ens billeder florerer på andre menneskers Facebook-sider. Og indtil da må vi respektere deres ret til ikke at være der.
Og så skal vi måske også spørge os selv, hvorfor vi har lyst til at lægge billederne ud på de sociale medier. Handler det om, at vi er stolte af vores børn og gerne vil vise dem frem? Handler det om, at vi har lavet noget fedt, som vi gerne vil dele med andre, så de måske kan blive ”med-glade” og måske endda inspirerede? Eller handler det om, at vi bare har lyst til dele vores historier med andre, fordi mennesker er sådan nogle, der godt kan lide at være sociale og dele oplevelser med hinanden?
Jeg er sikker på, at langt de fleste opslag med børn på sociale medier udspringer af kærlighed, men jeg er også sikker på, at det først og fremmest handler om forældrenes behov. Børn kommer ikke hjem fra en skovtur og siger: ”Mor, vil du ikke nok lægge billederne på Facebook?” Og hvis et barn endelig siger sådan, bør vi nok for alvor være bekymrede.
Forældre lægger billeder af børn på Facebook, fordi de gerne vil kommunikere noget om sig selv til andre voksne. Måske vil de kommunikere, at de er gode forældre. At de er ærlige. At deres børn har det sjovt. At de har overskud, eller at de har haft en rigtig god dag. Men ligegyldig hvad formålet med kommunikationen er, synes jeg bare, at det er grundlæggende forkert, at man bruger et andet (lille) menneske, til at sige noget om sig selv.
Og jeg ved godt, at mange unge vokser op i en helt anden digital virkelighed end mig og min generation gjorde, og måske får de et mere afslappet forhold til billeddokumentation på nettet. Men jeg synes stadig, de skal have retten til selv at vælge. Jeg ville selv finde det vildt ubehageligt, hvis man kunne backtracke hele min barndom på mine forældres Facebooksider med hundredvis af billeder af mig i private situationer. Jeg synes, det burde være et ethvert menneskes ret selv at bestemme, hvilke billeder man gerne vil have til at ligge ude på nettet.
Så jeg synes, at man som forælder skal blive på sin egen banehalvdel. Man kan eventuelt nøjes med at tage billeder af sig selv, når man er i skoven og så lægge dem ud på Facebook bagefter og skrive: ”Jeg var i skoven i dag med mine børn, og jeg havde en rigtig dejlig dag”. Så holder man oplevelsen hos sig selv, respekterer børnenes ret til privatliv og lader være med at fælde dom over, hvordan børnenes oplevelse har været.
For vi har også en tendens til at ville gøre os til dommere over, hvordan børn oplever deres liv, og dermed gør vi os til medforfattere af deres livsfortælling, som vi så oven i købet tillader os at dele med en masse andre. Jeg synes, at lille Andrea selv skal have lov at finde ud af, om hun synes skovturen var sjov, om den var værd at huske, og hvad der i givet fald gjorde den mindeværdig. Det skal ikke være sådan, at hun næste gang, hun møder farmor, bliver mødt med sætninger som: ”Hold da op, jeg kunne se, at du havde en sjov dag i skoven forleden”.
Lad nu for pokker være med at bestemme, hvad børn skal synes er sjovt, kedeligt eller ligegyldigt. Vis dem respekt, spørg dem, lad være med fælde dom over deres oplevelser, og lad dem skrive deres livshistorier selv.
Endelig er der også alt det rod med techgiganter og andre ondsindede kræfter, der kan finde på at udnytte billeder og tekster til egne formål. Der er nok en grund til, at EU bruger oceaner af ressourcer på at lovgive om og implementere GDPR i alle medlemslandende, og derfor virker det paradoksalt, at så mange mennesker samtidig skovler private oplysninger og billeder ud på nettet. Som om der er en blind tiltro til, at Facebook er styret af rare mennesker, der kun vil os det godt. Jeg læste for nylig en bog, der hedder ”Ti grunde til at slette dine profiler på sociale medier nu af Jaron Lanier (tidligere superstar i Silicon Valley), der fortæller, hvordan techgiganterne med deres algoritmer former vores hjerner, påvirker vores humør og slår til med målrettede annoncer, som rammer i det øjeblik, vi har læst to-tre af de artikler, der plejer at gøre os i godt humør og dermed købedygtige. Tak for kaffe for en omgang hjernemanipulation. Og endnu et argument for, at børn ikke skal florere unødigt på de sociale medier.
Ja ja, jeg ved godt, at jeg er hardliner på det her område, og du må endelig skrive en kommentar og udfordre mig, hvis du er uenig. Men jeg har virkelig svært ved at se nogle rigtig gode grunde til, at man skal lægge billeder af børn ud på de sociale medier. Jeg synes, man viser dem allermest respekt ved at lade være.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Comments