For nylig gik jeg en tur på 30 kilometer med en af mine venner. 30 kilometer! Prøv lige at overveje, hvor langt det egentlig er.
Hvis man skal overleve sådan en tur, er der flere ting, man skal være opmærksom på. For det første skal man være forberedt på at vade non-stop i seks timer, for ligeså snart man stopper for at holde pause, risikerer man at blive kold og få tunge ben (det siger min ven selv, og han har været spejder).
Så skal man sørge for at vælge en dag, hvor solen skinner, eller hvor det i det mindste er tørvejr og vindstille, så man ikke risikerer at blive stærkt deprimeret over at skulle ”nyde” naturen i stiv kuling og silende regn.
Så skal man sørge for at have gode vandrestøvler på og ikke bare de sko, som man normalt underviser i. Ellers risikerer man at modtage adskillige smil og kommentarer fra alle ”vandrerne”, som er en gruppe mennesker, der er iklædt farvestrålende udstyr fra top til tå og på alle måder signalerer, at de ved alt om at gebærde sig i den vilde sjællandske natur.
Endelig skal man sørge for at have masser af øl og abrikossodavand med. Ølindtaget gør, at man har masser at tale om, mens sodavandene gør, at man ikke dehydrerer + de smager ekstremt godt.
---
Man det er smart at gå sådan en tur. Blandt andet fordi det er lovligt i en tid, hvor alle former for real-life-socialt-samvær er bandlyst. Men også fordi man har mulighed for at komme i dybden med nogle emner på en anden måde, end når man taler i telefon eller mødes på anden vis. Der sker ganske enkelt noget med samtalerne, når man går (og drikker), og jeg var så heldig at gå med en FCK-fan, og når man som Silkeborgfan går og taler med sådan en, er der åbnet for en masse samtaler, hvor man ser forskelligt på tingene. For eksempel synes han, at det er underligt, at nogen gider holde med en klub, der aldrig vinder noget, mens jeg synes, det er underligt, at man gider holde med en klub, der køber sig til en masse pokaler.
Men sådan er der så meget…
Det mest interessante var, at mens vi gik i forårsidyllen og beundrede Lejre Kommunes uanede udbud af shelters, skovsøer, morænebakker, græssende heste og stråtækte huse, fortalte min ven en masse historier om, hvordan børnene nød, at de for et års tid siden havde rykket teltpælene op og var flyttet på landet: ”Dér kælkede vi hele sidste lørdag, og børnene var ikke til at drive hjem, dér skal vi ud med nogle venner i morgen og lave snobrød over bål, og dér skal vi overnatte med ungerne, når det bliver sommer.” Han fik det virkelig til at lyde som det mest idylliske børneliv, og jeg kom med ét i tanke om, hvordan jeg også selv nød at lege ude i timesvis, da jeg var en lille dreng i Østbirk og Yding Skovhøj. Jeg kunne nogle gange gå ud om morgenen og kun lige stikke hovedet ind ved spisetiderne og så ellers skynde mig ud i naturen igen.
Og det blotlagde pludselig en følelse af tvivl. Er jeg i færd med at opdrage nogle drenge til at tro, at det mest naturlige underlag i verden er asfalt? Og at klatreskoven i Roskilde er en rigtig skov? At edderkopper og insekter er ulækre? Ja, er jeg i virkeligheden i færd med at fjerne deres ægte og medfødte naturbegejstring og erstatte den med iPads, løbehjul og dresserede hunde i snor? Bare fordi jeg selv er vokset ud af min naturbegejstring og er blevet bymenneske, der elsker at tage til Lissabon og Rom, og som til hver en tid vil foretrække et godt hotel frem for et shelter med trangia og åben ild.
Og betaler mine børn prisen for, at jeg er blevet sådan en by-elsker?
Jeg besluttede mig for at tage en abrikossodavand mere for at dulme nerverne.
Det var også bare, fordi det var så pokkers smukt derude. Det var ligesom at gå rundt i en Morten Korch film og efter 12 måneders coronaindespærring føltes alt jo nyt og eksotisk. Men min kæreste og jeg har jo talt om alt det der. Vi har jo én gang fundet ud af, at vi ikke er have- eller snobrødsmennesker. Vi har jo besluttet os for, at vi ikke vil have bil og derfor ikke kan bo ude på landet. Vi har jo drøftet mange gange, at det passer os godt at bo inde i Roskilde lige nu, og så skal jeg da ikke pludselig vade rundt og komme i tvivl, bare fordi naturen gør et eller andet ved mig.
Jeg besluttede mig for at drikke en øl mere og snakke om noget andet. Måske landsholdet? Landshold og øl plejer at være godt, når man ikke har lyst til at mærke, hvordan man har det - og den var min ven heldigvis med på. Selv ikke Lejres spektakulære natur kunne stoppe to fodboldinteresserede mennesker fra at stille alletiders drømmehold.
Advarsel: Du skal overveje nøje, hvis du pønser på at begive dig ud i naturen. Du risikerer at blive udsat for dybe samtaler, eksistentiel tvivl, spektakulære udsigter, vurderende blikke fra farvestrålende vandrere, ømme fødder og massive tømmermænd.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.