#108 Balladen om fugleedderkoppen


Foto: Unsplash.com


Den orange forårssol hævede sig roligt over Isefjorden og sendte sine første stråler ind ad vinduet i campinghytten, hvor den lille familie lå og sov. Den mindste dreng på lige knap fire registrerede med det samme lysindfaldet, og selvom hver en fiber i hans krop skreg efter mere søvn, (klokken var kun 05:32) var det alt for spændende at vågne et nyt sted, og han satte sig straks op og orienterede sig i det fremmede.


-Hvor er jeg? Nå, ja. Den lillebitte hytte. Men hov. Hvad er nu det? Han førte sin hånd ned til natbleen og konstaterede, at han havde tisset ved siden af. Ret meget: -Pokkers. Må ind og sige til mor, at jeg har tisset.


Med en resolut håndbevægelse åbnede han skydedøren og vækkede hele hytten:


-Er det allerede morgen?,mumlede storebroren.

-Det er bare løgn, stønnede faren.

-Jeg magter det simpelthen ikke, sagde moren og satte sig op for at se, hvad der foregik.


Den lille dreng sjoskede hen til morens seng, og hun så med det samme, at bleen var gået op i begge sider. Pokkers. Så var hun nødt til at stå op og vaske lagen og betræk og pude. For anden dag i træk. Hvorfor fanden kunne bleerne ikke sidde fast her, når de kunne derhjemme? Og hvorfor lå de andre bare og sov rævesøvn og lod som om, det ikke havde noget med dem at gøre. Ja, hvorfor var der egentlig altid hende, der skulle vaske? Frustrationerne stod og i kø, men der var ikke noget at gøre. Hvis de lagner skulle vaskes i tide, var hun nødt til at gøre det med det samme.


Faren forsøgte at ligge helt stille, mens han inderligt håbede, at moren ikke ville råbe hans navn og bede ham om at vride en klud eller finde vaskepulver eller andet, der ville kræve en uoverskuelig form for anstrengelse. Han tvang sig selv til at lukke øjnene og tænke på sin yndlingsfodboldklub, der måske/måske ikke ville rykke op i superligaen, og lige da han var ved at falde hen til en sublim Helenius-afslutning i krydset, blev han vækket af et skrig, der flænsede sig ind i øregangene og fik dyner og lagner til at løfte sig.

-Hjæææææææææælp, skreg moren højt, og faren (som var en modig mand) spang ud af fjerene for at assistere sin nødlidende hustru.

-Er det ikke en kæmpe edderkop, som sidder der? Hvis det er, så dør jeg. Jeg kommer seriøst aldrig til at sove her igen.


Faren kiggede ned på gulvet og jo, der sad sgu noget der, lige foran sofaen. Det var helt tydeligt. Men hvad var det? Skumringen gjorde det svært at se, så han måtte rykke tættere på, og nu var der kun omkring en meter mellem ham….og…. jo fandme. Det var en edderkop! En kæmpestor fugleedderkop med hvide pletter, og faren tænkte: Der findes sgu da slet ikke så store edderkopper i Danmark, gør der? Måske er den livsfarlig?


Men som sagt var han meget modig, så han tog en vinterstøvle, rykkede tættere på og klaskede lynhurtigt bæstet, som imidlertid ikke bevægede sig det fjerneste. Så han klaskede igen. Og igen. Og igen. Hvad fanden skete der? Den var jo helt hård. Efter en syv otte yderligere klask, løftede han langsomt støvlen og konstaterede mistænksomt, som den Sherlock Holmes han også er: -Jeg tror sgu, den er lavet af plastik.


Men det var jo nærmest endnu mere creepy. Var der nogen, der havde været inde og lægge en plastikedderkop i deres campinghytte? Mens de sov? Var de med i skjult kamera? Stod der en gruppe mennesker og skraldgrinede netop nu, hvor han sad i underbukser og kampsvedte med en vinterstøvle i hånden? Eller var det en af hans egne drenge? Nej, de havde sgu ikke klamme plastikedderkopper, som de kunne rende rundt og smide med. Måske var det campingpersonalet eller rengøringen, der lagde edderkopper som en stille protest mod dårlige arbejdsforhold og lav løn. Eller gemene drengestreger.


---


Han kom i tanke om, at han havde forsøgt at slå sovesofaen ud om aftenen, så edderkoppen havde måske gemt sig der, og så var den faldet på gulvet. Og så havde de ikke set den, fordi det var mørkt. Ja, det var nok de tidligere gæster, der havde glemt den, eller "gemt" den, i sofaen. Det måtte være sådan, det hang sammen.


Langsomt faldt pulsen ned, og han tillod sig at slappe lidt af. I det mindste var han frisk nu. Helt frisk. Og beriget med endnu en af de ekstrem-morgen-oplevelser, der kun opstår i småbørnsfamilier, fordi børn har en underlig tendens til at stå op, længe før deres forældres hjerner virker.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.



0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle