#110 Krig og fred

Opdateret: maj 7


Foto: Unsplash.com

Krig er noget, jeg hørte om som dreng, når jeg var på besøg hos min farmor og farfar. De var begge vokset op under besættelsen og kunne fortælle hårrejsende historier om, hvordan det var at være barn i en tid med luftalarmer og tyske soldater i gaderne. Min farmor fortalte, hvordan hun flere gange blev vækket om natten af sirener og fik besked på at skynde sig i sikkerhed i kælderen, hvor beboerne fra opgangen sad i absolut tavshed og lyttede efter britiske bombefly, der overfløj byen. Min farfar fortalte, at ham og kammeraterne stjal cigaretter fra tyskerne, og at hans far smuglede en jødisk ven fra Hamborg til København i bunden af en bil, fordi han skulle videre med en fiskerjolle til Sverige.


Krig er også noget jeg husker fra undervisningen i skolen, hvor vi havde en modstandsmand på besøg, som begyndte at græde som pisket, da han fortalte om sin tid i tysk fangelejr, og jeg kan huske at jeg tænkte, at det var vildt, at man kunne være så ked af noget, der var sket for så mange år siden.


Krig er også noget, jeg legede i frikvarterne. Med trægeværer. Og til børnefødselsdag hos en af pigerne, hvis storebror havde legetøjsvåben nok til at bevæbne halvdelen af skolen. Og jeg legede det også derhjemme. Brugte timer på at lave storslåede opstillinger med plastiksoldater fra Tyskland, USA og Sovjetunionen.


Krig er også noget jeg så i fjernsynet, og jeg husker særligt Drengene fra Skt. Petri og afsnittene i Matador, hvor Maude redder hr. Stein, og grisehandler Larsen ryger i spjældet for at have Hitler hængene på lokummet.

Krig er også noget, jeg husker fra min tidlige ungdom, hvor jeg demonstrerede mod Invasionen af Irak og Afghanistan, og Anders Fogh fik rød maling på jakken.


Krig er også noget, jeg har undervist i utallige gange i folkeskolen og forsøgt at gøre nærværende for eleverne.


Krig er også noget, jeg læste om på universitetet, hvor jeg forstod, at meget af den europæiske pædagogik er funderet på Horkheimer og Adornos ideer om ”aldrig mere holocaust”.


Krig er også noget, jeg forbinder med rejser i Europa, hvor statuer, mindesmærker og monumenter fortæller os, at vil aldrig må glemme historien.


Krig er også noget, jeg læser om og forholder mig til, mens jeg tænker tanker som: ”Hvad nu hvis Hitler aldrig havde angrebet Sovjetunionen?” Eller ”Hvad nu hvis tyskerne havde vundet slaget ved Stalingrad?”


Krig er også noget, som jeg tit ikke forholder mig til. Og som jeg nærmest er ligeglad med, når det foregår i Afrika.


Krig er noget, der kommer længere og længere væk fra vores allesammens bevidsthed, fordi vi lever i den fredeligste periode i nyere europæisk historie.


---


Men netop derfor er det måske vigtigt, at vi mindes. At vi husker, hvad generationerne før os gennemlevede, og at vi taler med vores børn om, hvad krig egentlig er for en størrelse. Jeg prøver altid at huske at tænde et stearinlys den 4. maj om aftenen, tænke på min farmor og farfars historier og tale med min ældste søn om, hvad der egentlig skete i Danmark, dengang oldemor var en lille pige. Ikke for at han skal blive bange. Ikke for at han skal blive nervøs. Men for at han skal forstå, at vi står på skuldrene af tidligere generationers erfaringer og handlinger, og at demokrati er en styreform, som vi skal være glade for og aldrig nogensinde må tage for givet.


Tak fordi du læste med.



Hvis du vil læse mere om, hvordan man kan tale med sine børn om krig, kan du læse sidste års 4. maj tekst, som du finder her. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle