#113 Radiobilerne


Foto: Unsplash.com

Min ældste søn havde prøvet den gamle rutschebane, ballongyngerne, piratskibene, Mælkevejen, veteranbilerne, Kamelen, den med rumskibet og rutschebanen igen, da vi slentrede igennem den mere oldschool del af Tivoli.

-Hvad med radiobilerne?, spurgte jeg og pegede derover: -Har du ikke lyst til at prøve dem?

-Nej, tak, sagde han: -Jeg vil hellere prøve Mælkevejen en gang til.

-Hm..det orker jeg ikke rigtig. Hvis vi nu tager en tur med radiobilerne først, så kan vi tage Mælkevejen igen bagefter. Hvad siger du til det?

-Okay.


Da vi kom hen til radiobilerne, vendte min søn pludselig om.

-Det skal jeg ikke det der, sagde han.


Jeg kiggede derind og så en masse 16-17-årige, der smadrede ind i hinanden, mens de grinede højlydt og havde en fest af den slags, 8-årige ikke er inviteret med til.

-Men prøv at se her i køområdet, forsøgte jeg. -Der er ikke andre end os. Lige om lidt så går alle de store drenge ud, og så kommer vi til at tage en tur helt alene. Kunne det ikke være meget hyggeligt?

Han tænkte sig lidt om.

-Nå ja. Okay. Så tør jeg godt.


Da sirenen lød, og det blev vores tur, gik vi ind og valgte gul bil nr. 16. Seksten var et godt tal, mente min ældste søn. Jeg spændte os begge fast og forklarede, at han skulle trykke på speederen for at give gas og dreje skarpt på rattet, hvis han var ved at køre ind i noget.


Lige da vi skulle til at køre, væltede det pludselig ind med en flok store børn. Ikke 16-17-årige, men femte klasser eller noget i den stil. Alle sammen mindst et nummer større end mit projektbarn, der netop skulle til at have sig sin første køretime i fred og fordragelighed. Jeg overvejede, om man kunne bede dem om at vente eller sige til dem, at de skulle køre forsigtigt, men det kan man selvfølgelig ikke på en radiobilbane, og nu var det alt for sent at stige ud. Fuck. fuck. Fuck.


….Jeg huskede i det samme mit eget første møde med radiobilerne, hvor min far tog mig med i Dalgårds Tivoli eller Jysk Tivolipark, og jeg slet ikke var stor nok. Jeg sad forventningsfuldt i den lille maskine og troede, at jeg skulle ud på en tryg lille hyggetur med min far ved rattet, men allerede ved den første kollision blev jeg klar over, at radiobilerne er noget helt andet end de andre forlystelser. Her handler det ikke om at have det hyggeligt med de andre gæster, men om at køre ind i dem og forskrække dem og drille dem så meget, man kan slippe af sted med. Jeg kan huske, at jeg var utryg og bange og klamrede mig til min far, der imidlertid grinede højlydt og spurgte mig, om det ikke bare var skideskægt at køre i radiobil.


Og var jeg nu i gang med at føre slægtens kedelige tradition for dårlige radiobiloplevelser videre? Var jeg nu i gang med at udsætte min egen søn for præcis det samme, som jeg selv blev udsat for, for efterhånden mange år siden? Hvordan kunne jeg have glemt, hvor ufedt det er at køre i sådan en maskine, når man ikke er klar til det? ”Ja, min søn. I vores familie har vi så dårlig hukommelse, at vi gerne begår de samme fejl igen og igen, og nu er det så din tur til af få det, vi kalder ”radiobiltraumet”.


Men måske var han faktisk klar til det nu, selvom han ikke er så gammel. Måske ville det her blive et af de afgørende øjeblikke, som han vil kigge tilbage på, når han en gang bliver voksen: ”Far, hvor var det bare godt, at du overtalte mig til at køre i radiobil den gang. Jeg troede slet ikke jeg havde det i mig, men det var her, jeg lærte, at jeg kan meget mere, end jeg selv tror.”


Men ville jeg overhovedet kunne hjælpe ham i denne her situation? Mine radiobilerfaringer var gamle og muligvis forældede, samtidig med at jeg jo ikke har kørekort og ikke aner en pind om god eller bare nogenlunde civiliseret bilisme. Hvis nogen spurgte mig, hvordan en bremse eller kobling ser ud, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle svare, men i stedet begynde at tale vævende og lidt usikkert om deres funktioner. Og nu sad jeg her og skulle agere kompetent forbillede og redde min søn igennem hans første trafikale biloplevelse sammen med en masse børn, der var meget større end ham selv.


.....Da startsignalet lød, lagde jeg en arm omkring ham og sagde:

-Prøv at træde på speederen og køre derned, hvor der ikke er så mange.


Og det gjorde han. Sådan nogenlunde. Jeg kunne med det samme fornemme, at han havde lige så lidt styr på det, som jeg ville have haft i en formel 1-bil. Men jeg hjalp ham efter bedste evne, og vi cirklede rundt i ubehjælpelige ottetaller og prøvede hele tiden at sigte efter den mindst trafikerede del af kørehallen. De andre var heldigvis søde og betragtede os som kedelige mål, og de var også langt mere civiliserede radiobilister, end jeg selv var, da jeg var på deres alder.


Da tiden var gået, åndede jeg lettet op, løsnede selerne og spurgte ham, om det havde været sjovt at køre i radiobil for første gang nogensinde.


-Ja, det var fint nok, svarede han: -Men jeg vil nu hellere over og køre i Mælkevejen.


Og det ville jeg egentlig også. Radiobilerne er jo faktisk ikke noget særligt.


Tak fordi du læste med.


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.



0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle