Jeg har tidligere skrevet om, hvor svært det er at håndtere skærme, og hvordan man skal indføre regler for at holde børnenes snuder fra dem. Spil og tegnefilm er designet til at skabe maksimal endorfinudløsning, og pokkers også, at vi er tvunget til lade vores poder hvirvle ind i skærmuniverser udtænkt af ondskabsfulde, skatteunddragende tech-giganter. Ja, det hele var bedre, dengang man bare tog en tur i skoven.
Men på det seneste er jeg løbet ind i en helt ny type udfordringer. Jeg har opfostret et 4-årigt barn, der er så oldschool, at han ikke rigtig gider spille i-Pad eller se tegnefilm. Han vil meget hellere spille kortspil eller brætspil, og når det er eftermiddag, og jeg har lagt mig til rette på sofaen med min avis og en kop kaffe, kan jeg være sikker på, at der står en lille fyr ved siden af med hundeøjne og posen med Uno-kort i hånden:
-Far, skal vi ikke pille Uno? (han overdriver ikke brugen af s’er i sit sprog)
Og her ville man jo med normale børn kunne sige noget i stil med: ”Jeg vil gerne lige læse min avis, kan du ikke lige se en tegnefilm i ti minutter, og så kan vi måske spille bagefter?” Men den går ikke med ham her. Han spørger bare igen, og hvis man siger nej til UNO, foreslår han Ludo, gak (skak), Piratjagten, Labyrinth, Myretuen, Ballonspillet, Ramasjangmysteriet eller Fire på stribe, og man er nødt til at sige meget tydeligt nej, når man ikke orker at spille, og det er jo på en måde problematisk.
I hvert fald hvis man er en børneopdragelseshjemmesideejer, der praler af at have tid til at spille Ludo og drikke kakao om eftermiddagen, og som har gjort det til en vigtig del af sin identitet at være imod moderne fænomener som i-Pads og computere og fremhæve ture i skoven og gammeldags sysler som eksempelvis UNO. Så duer det jo ikke at sige nej. I hvert fald ikke særlig tit. For så er man jo dobbeltmoralsk som bare pokker, og det er da slet ikke noget at lære sine børn.
Så her sidder jeg, fanget på min egen moralske høje hest og blander kort og siger ”UNO” og ”Du starter” i en uendelighed. Og i virkeligheden er UNO endda et hårdt tilkæmpet kompromis for at undgå favoritspillet Afrikas Stjerne, som er så kedeligt, at det føles som om livsenergien ganske langsomt siver ud af én, når man spiller det. Så er UNO trods alt en hel del bedre.
Men den her spilfase virker bare ikke til at aftage. Eller stilne af. Det er ikke ligesom andre børnefaser, der kortvarigt kigger forbi for så at blive afløst af noget nyt og mere spændende. Nu har han haft kort- og brætspil på hjernen i så mange måneder, at det uden tvivl er blevet permanent, og jeg kan se frem til en sommer, hvor jeg vælter rundt i brikker, terninger og spillekort og konstant bliver mindet om, at jeg er langt større tilhænger af spil i teori end i praksis. Ja, og jeg er endda begyndt at drømme om UNO om natten. Forleden drømte jeg, at jeg var til MUS med min chef, hvor han pludselig fandt kortene frem og spurgte, om det ikke er rigtigt, at man skal have syv kort hver, og at yngste mand starter.
I mine mest dunkle øjeblikke overvejer jeg, om Disney+ eller Netflix kan være svaret på mine udfordringer. Er det bare, fordi vores skærmudbud er så dårligt, at knægten ikke lader sig suge ordentligt ind? Burde jeg helt diskret lulle ham ind i nogle seriøse tegnefilmsuniverser, til han finder noget, der er så tillokkende, at han lader sig opsuge og bliver ligesom alle de andre børn?
Men det er selvfølgelig ikke en mulighed. Jeg er nødt til at stå det her igennem, blande mine kort og bilde mig ind, at min ekstraordinære spilindsats forsyner ham med nogle helt særligt evner, så jeg en dag kan sige til mig selv, at det var alle timerne værd: ”Tænk at du endte med at bliver den nye Magnus Carlsen og spille skak på absolut topniveau. Så var det alligevel godt, at vi brugte alle de timer på at spille spil, dengang du var helt lille, hvad ha ha.” Skrækscenariet er selvfølgelig, at han bliver pokerspiller eller ludoman og spiller sig fra hus og hjem, men det gør simpelthen for ondt at tænke på lige nu.
Lige nu handler det om at stå det igennem og tage et spil ad gangen.
Tak fordi du læste med