#77 Jeg elsker de satans skærme


Foto: Unsplash.com

Jeg synes, det er vildt svært at skrive om børn og deres forhold til skærme. Nu har jeg efterhånden taget tilløb mange gange, men jeg kommer hele tiden til at lyde moraliserende eller bedrevidende, og det er bestemt ikke min hensigt. Snarere tværtimod. Jeg er nemlig meget i tvivl om, hvor man som forældre skal lægge snittet, når det handler om at give børnene lov til at hygge sig med deres skærme. På den ene side forstår jeg godt, at de synes, det er det sjoveste i verden at sidde og ”se” og spille, men samtidig ligger det dybt i mig, at det er usundt at sidde der for længe. Man bliver bleg, får firkantede øjne og hovedpine.

Jeg tror, min usikkerhed hænger sammen med, at jeg selv kommer fra et hjem med en meget hård skærmpolitik. Da jeg var en lille, måtte jeg kun se fjernsyn på helt særlige tidspunkter. Jeg måtte se Disneysjov om fredagen og en sjælden gang imellem en film, hvis den fandt vej igennem voksenfilteret. Jeg måtte aldrig bare se det, jeg havde lyst til. Da jeg blev større og ville se Beverly Hills, måtte jeg aldrig se starten, fordi min stedfar skulle se Dus med dyrene med Povl Thomsen, og jeg anede derfor ikke, hvorfor Dylan og Brenda havde slået op, eller hvorfor David pludselig havde sex med en anden pige end Donna i en bil. Selv under EM i ’92 var jeg forment adgang, og jeg listede derfor hen til fjernsynet om aftenen og så anden halvelg af kampene mod England og Sverige (uden lyd), mens jeg holdt den ene hånd på fjernsynets sluk-knap, så jeg kunne slukke og pile i seng, hvis jeg pludselig hørte voksne på trapperne.

Derfor gik jeg også helt bananas, da jeg endelig blev større og fik mit eget fjernsyn på værelset, som oven i købet var koblet på antenneforeningens netværk og gav adgang til mere end 30 kanaler. Når jeg kom fra skole, lukkede jeg døren og satte mig til at stene Paradise Beach, Rap fyr i LA, Kaos i familien, Spin City, Australien Open, synkronsvømning, skiskydning, dart, og hvad de ellers kunne diske op med på Tv Danmark og Eurosport i sluthalvfemserne. Og jeg slukkede først, når jeg skulle til fodbold eller spise aftensmad.

I 2005 besluttede mig for, at jeg ikke skulle have fjernsyn mere - og det har jeg så ikke haft siden.

Men så kom computeren. Og internettet. Og streamingtjenesterne.

Og jeg kan ikke styre det. Jeg bliver et frådende monster, når jeg får adgang til streamingtjenester, og jeg mæsker mig i film og serier og sportsbegivenheder, og jeg bliver afhængig på sekundet og må have mere og mere og mere, og pludselig sidder jeg og ser Skive-HB Køge en onsdag aften, mens jeg putter den yngste......indtil jeg lige pludselig får dårlig samvittighed og indleder et udmarvende boykot, og forbyder mig selv adgang til Viaplay, TV2-play, Netflix, og hvad de ellers hedder alle lækkerbidskenerne derude.

Ja, det lyder sygeligt, og jeg overdriver måske også en smule for at fremme forståelsen, men jeg har det svært med skærme, fordi jeg er vokset op med, at det er forbudt, samtidig med at det er megalækkert. Det er nok også derfor, at jeg insisterer på ikke at have en telefon med internet, som du kan læse om her. Jeg vil gerne kunne klare mig uden for mange skærme, og jeg har det bedst med ikke at udsætte mig selv for fristelser konstant.

Men det er svært for mig at håndtere. Skærmene er æblet i paradis, og hvis jeg ”måtte”, så jeg fjernsyn konstant.

---

Derfor er det også svært for mig at administrere mine børns adgang til skærme. På den ene side er jeg med på, at skærme er et vilkår, og de får udleveret en I-pad i 0. klasse, så der er ikke noget at rafle om. På den anden side er det vigtigt for mig, at de er i stand til at navigere i den virkelige verden. Jeg vil have, at de skal kunne indgå i relationer, møde andre børn, kede sig, aktivere sig selv, finde ro i at tegne, bygge Lego og lave perleplader.

Men de elsker jo bare at se og spille. Min yngste søn har lært at sige ”ju-tjube”, og min ældste søn spørger håbefuldt hver eneste eftermiddag, om han ikke nok må få lov til at spille. Jeg synes, det er svært at navigere i. Jeg vil for guds skyld ikke have, at de får samme forkvaklede forhold til skærme som deres far, men samtidig er jeg bange for, at de skal blive nogle verdensfjerne skærmificerede robotbørn. Så det handler vel om at finde en balance.

Min kæreste og jeg har udviklet nogle principper eller regler, som ikke fjerner problemerne, men giver os nogle pejlemærker og udrydder nogle af diskussionerne, fordi børnene ved, at de ikke er til forhandling. De lyder sådan her:

Aldrig skærm om morgenen

Aldrig skærm under måltider

Aldrig skærm under transport

Aldrig skærm i det offentlige rum

Aldrig skærm hos familie og venner

Det betyder, at skærmene kun kommer i spil derhjemme, og min ældste søn tror vist, at I-padden kun virker hjemme og henne i skolen. Og det fungerer rimelig godt for os. Det skrider nogle gange på regnvejrsdage i weekenden, hvor vi giver op og skærmplanter dem i timevis, men som regel betyder principperne, at vi holder det på et nogenlunde rimeligt niveau.

Men det er ikke let, og jeg sikker på, at plagepresset bliver intensiveret i de kommende år (og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, når de en dag skal have en smartphone).

Men hvad gør I derhjemme? Er I strammere eller slappere? Hvordan finder I balancen mellem ingen-skærm, lidt-skærm eller meget-skærm? Skriv endelig en kommentar eller opret et indlæg i Jagtstuen, hvis du mener noget om emnet.

Tak fordi du læste med.

61 visninger