#143 Du læser næppe denne tekst..
top of page

#143 Du læser næppe denne tekst..


Foto: Unsplash.com


I dag er det juleaftensdag og fredag, og eftersom mine indlæg oftest bliver læst om fredagen, er denne tekst en fuldstændig gratis omgang. Ingen kommer jo til at læse den. Alle har alt for travlt. Jeg kan for en gangs skyld skrive præcis, hvad jeg har lyst til uden at tænke over at skulle være høflig eller velformuleret eller undgå at skræmme følsomme curlingforældre eller velfriserede bedsteforældre væk.


Alle familier tonser jo netop nu rundt og gennemlever alt det, som er en fuldstændig ufravigelig del af juleaftensdag: De skændes om maden, skælder børnene ud over, at de er så overgearede og gør klar til invasionen af bedsteforældre og onkler og tanter, og hvem der ellers er inviteret. Med mindre de selvfølgelig selv skal af sted med poser og sække og tasker, og så er de måske netop nu ved at pakke bilen og råbe alle mulige julestreessagtige ting til hinanden: ”Har du husket at pakke opladeren?, hvor er posen med legetøj? Har du set mine handsker? Og hvor fanden er nøglerne? Alle mand. Kig efter nøglerne!” Og måske bliver de så stressede i løbet af dagen, at det slet ikke når at aftage, inden de sidder og sveder over anden, og måske er de i virkeligheden pissesure på hinanden, fordi de har nedslidt hinandens nervesystemer i dagene op til jul. Og så sidder de der ved bordet og holder gode mine til slet spil, eller hvad man siger, mens de i virkeligheden bander ægtefællen langt væk.


Og måske kulminerer det hele under gaveåbningen. Måske er han blevet så stiv, at han spørger svigerfar, lidt snøvlende, om de ikke skal finde den gode cognac frem, og måske synes hun, at han er blevet decideret pinlig: ”Og han skal i hvert fald ikke regne med et juleknald i år, det er helt sikkert”, tænker hun. Og hun lægger mærke til, hvor grådigt han åbner signe egne pakker, og hvordan han overhovedet ikke er interesseret i de andres.


Og han er helt væk i sin egen verden. Fokuserer kun på rusen og det næste glas og følelsen af at slappe af og drømme sig væk, inden alle juledagstraditionerne uden nåde melder deres ankomst dagen efter. For julen er ikke kun juleaften, hvor umenneskelig hård den end måtte være. Julen er også julefrokoster og et hav af dage med rastløse børn i nattøj, der ikke kan få brugt al den energi, de plejer at bruge i skolen og i børnehaven, og nu er det ham, der er tvangsindlagt til røvsyge legepladser og flyverdragter og tøjbytning i storcenteret. Han ved, at han om få dage vil drømme sig tilbage på arbejde, hvor han i det mindste kan få lidt fred og ro og lave noget, som han med sikkerhed er god til.


Og måske kan hun godt fornemme, at han i virkeligheden hellere vil være et andet sted. Måske tænker hun, at han slet ikke var, som han var en gang, hvor han begærede hende, og interesserede sig for hende. Nu virker han mere eller mindre ligeglad. Nu giver han hende kun et kys på kinden af pligt, og på det seneste har han også fuldstændig mistet lysten til at have sex med hende. Og hun orker det heller ikke. Og da slet ikke nu, hvor han sidder og fylder sig med cognac, og Gud, hvor er han i grunden blevet fed, efter han er blevet fyrre. En gang tog han sig selv alvorligt. Og gjorde noget ud af sig selv. Nu er han bare en halvskaldet fed familiefar, ligesom alle de andre.


Og måske bliver denne juleaften deres sidste sammen som familie. Måske kysser de hinanden godnat og tænker begge to, at det her magter jeg ikke en gang til, og måske kommer 2022 til at foregå i Statsamtet, fordi de ikke kan finde ud af at dele børnene, og måske bliver det deres værste tid nogensinde, og måske blev det alt sammen udløst af at de ikke kunne lade være med at stresse sådan i dagene op til jul.


---


Men hvorfor egentlig sidde og skrive deprimerende og moraliserende julehistorier, når der ikke er nogen, der læser med? Det er jo fuldstændig spild af tid. Og desuden har jeg slet ikke tid til at skrive mere, hvis jeg også selv skal nå at skændes om maden, skælde børnene ud over, at de er så overgearede og gøre klar årets invasion af bedsteforældre....


Tak fordi du (alligevel) læste med og rigtig glædelig jul.



Hvis du vil høre flere af mine refleksioner over juleaften, traditioner og ritualer, så deltager jeg i radioprogrammet "Hjælp- jeg er forælder" d. 24/12 kl. 11 på Radio 4. Ellers skal du huske, at der udkommer et indlæg om børneopdragelse her på siden hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Du har også mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse. Det kan du læse mere om her.







0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page