top of page

#381 Tour de sommerland



Følgende sætninger er hørt på en cykeltur forleden mellem Rødvig ved St. Heddinge, hvor den 9-årige legede Tour de France:


”Når vi kører ind i en by, er der point til den grønne. Jeg er Mads P. Du kan være Jasper Philipsen. Jeg kører bedre end dig opad. Til gengæld er du bedst på flad vej. Pointene er oppe på bakken. Ham med den grønne vest, der kører derhenne, han er en motorcykel med kamera. Jeg overhaler ham, når der ikke kommer nogen biler. Han er gammel, men vi lader som om han er en motorcykel, ikke?


Når vi kører forbi byskiltet, er der pause. Så kan vi få vand og gel og blive ladet op. Vores hjælperyttere skal give os dem. På bakken er der bjergpoint. Kører du efter dem? Sig du ikke kører efter dem, selvom du gør. Du må ikke afsløre det hele. Hvis du kører efter dem, kan du være Skjelmose, men så er jeg Pogacar. Jeg ved bare, Pogacar vinder touren i år, jeg kan mærke det. Jeg kan i øvrigt vinde etaper på Playstation nu som Vingegaard, hvis Pogacar ikke er med. Ligesom i virkeligheden. Jeg bliver godt nok hurtig grå og udsplattet, men jeg er så stærk, at jeg når det.


Hvor mange måneder er der til jul? Jeg vil gerne ønske mig det nye Tour de France spil, men det kommer også an på, hvornår vi skal aflevere det andet på biblioteket. Og hvad med det, vi har bestilt? Hvornår kommer det? Jeg tror faktisk, det er blevet mit yndlingsspil. Jul kommer da før fødselsdag, ikke?


Sikke en gul mark, og en af de der. Hvad er det nu, de hedder? De der, der drejer rundt. Nå ja, møller. Sikke en flot gammel mølle. Dem er der godt nok ikke mange af i Roskilde. Hov, der blev vi overhalet af to damer på racercykler. Hvad fanden? Det går ikke. Løbet er i gang. Jeg prøver at lægge mig på hjul af dem. Kom nu, vi kører efter dem. Pyha, de kører hurtigt. Men nu ligger jeg der. De tager min vind, og jeg kan næsten ikke mærke, at jeg selv kører hurtigt.


Hvordan kan der stadig være seks kilometer til Store Heddinge? Der har været syv kilometer på tre skilte, og det er lang tid siden, og nu er der seks. Det er sgu da snyd. Det er nogle alt for lange kilometer, de har ude på landet. Det er godt nok en af de lange etaper.


Se, der er en bil, der kommer røg ud af! Den holder ind til siden. Jeg tror, der er noget galt med den. Nu skal vi satme videre. Jeg skal ikke køre ind i alt det røg. Der sker godt nok meget, når man cykler. Far, skal vi ikke have en is, når vi når frem? Hvis jeg vinder etapen, skal vi have en is. Hvis du vinder etapen, skal vi have en lille is. Og noget at drikke. Jeg skal helt sikkert have noget at drikke. Hold kæft det er varmt.


Nu ved jeg præcis, hvordan det er at køre Tour de France.”


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her



 

 

 
 
 

Kommentarer


bottom of page