Ekstremt trofaste læsere af denne side vil vide, at der findes noget, der hedder monstertekster. Det er tekster, der skrives, mens der ligger et barn ved siden af, som prøver at falde i søvn. Og i denne uge er det ikke bare et normalt barn med normale behov, men et sygt barn, som kræver særlig omsorg og ikke bryder sig om bevægelse.
Søndag kl. 11:07:
Jeg er rolig, som man kun kan være det, når ens fireårige er syg. Jeg havde planlagt at gå en søndagstur og kigge efter et møbel i storskrald og tjekke det nye byggeri ved ungdomsboligerne ud. Måske svinge forbi kaffebaren og drikke en americano, mens jeg missede med øjnene i solen og sagde sætninger som: ”nu ser det da omsider ud til, at foråret er kommet”. Men i stedet er jeg plantet som en stuebirk i sofaen. Indtil min kæreste står op, må jeg ligge fuldstændig stille og ikke røre mig overhovedet.
Den fireårige ligger nemlig med hovedet på min brystkasse og trækker vejret roligt. Han sover ikke, men har de der blanke sygdomsøjne, som er så karakteristiske for små børn. Jeg vil gerne have ham til at sove. Kroppen reparerer sig selv, når den sover, og det er ubehageligt for ham at være vågen i den her tilstand. Han kan ikke holde noget i sig. Han tror hele tiden, at han skal kaste op, og cirka hver tredje gang har han ret. Kunne han dog bare falde i dyb søvn, så han bagefter kunne vågne op og være sit gamle bevægelige jeg.
---
Jeg har lige lyttet til en hel times radio om skilsmisser, og det gik op for mig, at jeg aldrig hører radio uden at lave noget. Enten rydder jeg op, støvsuger eller spiller brætspil med ungerne, men med en syg fireårig på brystkassen, er man nødt til at være stille, og da nettet var uden for rækkevidde, var min eneste mulighed skilsmisseradioen (i øvrigt en tankevækkende udsendelse om, hvorfor man ikke skal blive skilt), og der var flere gange, at jeg fik impulser om, at jeg burde gøre noget, være aktiv, men det kunne jeg jo ikke. Jeg var låst. Tvunget til bare at ligge og slappe af. Og lytte.
Måske kan jeg blive bedre til at kigge ud i luften og lave ingenting. Hvis jeg øver mig. Jeg lærte det faktisk i Kenya for efterhånden mange år siden. Hver morgen gik jeg op på min tagterrasse, røg en smøg og drak en kop kaffe, og blev siddende, nogle gange i op mod en time, inden jeg tog hul på dagen. Og jeg nød det. Og blev afhængig af det. Men da jeg kom til Danmark, fordampede evnen som dug for solen. Måske er det på tide at gå i en form for sidde-og-glo-ud-i-luften-og-lave-ingenting-træningslejr.
Mandag kl. 08:27
Jeg er urolig, som man kun kan være det, når ens fireårige er syg. Jeg skulle have mødtes med en gruppe studerende om en time, men nu ligger jeg her, grounded igen, som et sanktionsramt russisk passagerfly og er tvunget til at skrive og bede om et online møde. Mig, der hader onlinemøder. Som altid insisterer på at mødes fysisk eller tale i telefon, så vi kan få motion imens. Jeg er simpelthen så træt af at kigge på småbitte menneskelige firkanter på en skærm. Men når en fireårig er syg, er man tvunget til at omlægge møderne. Og man melder jo ikke ”barnets første sygedag”, på grund af en lille smule børnefeber og dårlig mave. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg ved godt, at fagforeningsdelen af mig siger, at jeg burde, men den anden del siger, at opgaven også er der i morgen, og at det er nemmere at gennemføre i dag end at skulle til at åbne fire menneskers kalendere for at finde et nyt tidspunkt. Og de skal jo også have deres vejledning. Når de har brug for den.
Og nu håber jeg bare, han når at falde i søvn inden mødet, for det vil være uprofessionelt, hvis jeg skal sidde med ham samtidig. Men det fedeste vil selvfølgelig være, hvis han sover tungt. Eller bliver overraskende frisk, så jeg kan plante ham foran i-Padden med god samvittighed.
Jeg kan mærke, at det stresser mig, at han skal være syg en mandag. Det duer ikke med syge børn på hverdage. Jeg magter ikke at være ”nu-er-han-hjemme-igen- med-sine-syge-børn-typen”, og jeg kører med total dobbeltstandard her, for jeg ville aldrig bebrejde nogle af mine kolleger for at være for at hjemme med deres syge børn. Jeg vil bare ikke selv være det. Jeg vil være sådan en, der passer sit arbejde og kun har syge børn i weekender og i ferier. Er det for meget forlangt?
Og nu er der så tikket endnu en arbejdsmail ind. En af dem, der starter med ”kære Jesper”, som ikke forsvinder af sig selv. Og den fireårige ligger her stadig. På min brystkasse. Med halvåben mund, som var han en lille strandet fisk. En forsvarsløs fisk som ikke kan flyttes og som ville ligge fint, hvis det var søndag med skilsmisseradio, eller hvis vi boede i Afrika eller et andet sted med masser af tid. Men det gør vi bare ikke. Vi bor i Danmark. Og i Danmark er vi produktive og effektive og arbejder og tjekker mails og river os selv i håret over problemstillinger og udfordringer og onlinemøder og almindelige møder og arbejdsprocesser og procedurer og MUS og udvikling og ledelse og afgørende fremtidssikrende strategier for organisationen. Og det må sådan en lille syg fisk da også kunne forstå.
Tak fordi du læste med
Hvis du godt kan lide monstertekster, kan du overveje at læse denne oldgamle sag. Ellers skal du bare huske, at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her. Og at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse her.
Comments