Lørdag kl. 14:22
Vi har taget togbanen ned i stuen. Skidehyggeligt. Jeg har kravlet rundt på alle fire og forbundet og konstrueret og vejledt: ”Har du overvejet, om det er smartest med en tunnel eller en færge?” og ”hvad sker der egentlig, hvis du lader banen køre under bogreolen?” Jeg har forsøgt at være tilbageholdende og lyttende og ikke lade mine inderste hvordan-kan-vi-lave-verdens-fedeste-Brio-bane-ambitioner skinne alt for meget igennem.
Og jeg tror, det er lykkedes meget godt. Måske er jeg rent faktisk blevet en mere lyttende far. Mere rummelig. Og demokratisk. Og måske er det derfor, at de sidder og leger så harmonisk lige nu. Fordi de kan mærke, at deres far er nysgerrig, tager byggeprocessen alvorligt og lader dem opleve følelsen af medejerskab. Ja, man kan nærmest se, hvor meget de udvikler sig, når de sidder og leger sådan på gulvet med deres trælegetøj. Den femårige laver ”verdens længste godstog”, mens den niårige tester det elektriske lokomotivs evne til at forcere forskellige broer. Fascinerende som man bliver belønnet for at investere i sine børns leg og næsten for godt til at være sandt, at jeg kan sidde og skrive og drikke kaffe lørdag eftermiddag, mens de fordyber sig i togbanen og hinandens selskab.
kl. 14:33
Okay, mindre togkatastrofe afværget. Den niårige har besluttet sig for at lave en film om en togkollision, men den mindste ville ikke afgive hverken gods- eller passagervogne:
-Jeg skal bruge dem til verdens længste tog.
-Jeg skal bruge dem i min film
-Det er mine
-Nej
-Jo
-Nej
-Jo
Så måtte jeg lige træde til. Jeg kom i tanke om, at der var flere togvogne i kassen, og så var konflikten løst med et snuptag. Måske er jeg rent faktisk blevet en mere opmærksom far. Mere årvågen. Tidligere ville jeg ikke have anet, at der var ekstra togvogne, men efter tusindvis af igangsættelser af lege, er jeg begyndt at lægge mærke til den slags. Har udviklet en form for faderlig underbevidsthed. Vupti, far ved, hvor der er en togvogn. Værsgo at lege videre.
Kl. 14:53
Det er åbenbart umuligt at lave verdens længste tog og kollisionsfilm samtidig. Der er simpelthen ikke plads nok på skinnerne. Som en anden hurtig-reagerende-farmægler måtte jeg pludselig rejse mig fra sofaen og adskille dem, da jeg kunne se, at de var ved at ryge i totterne på hinanden: ”Vi deler lige banen op i to dele, så du har området herovre, og du bliver i nærheden af stuebordet”.
For en sikkerheds skyld måtte jeg også sætte tid på og sige: ”Vi bytter om ti minutter”. Ellers ville de helt sikkert komme op at skændes om, hvem der skulle være hvor. Måske er jeg blevet så rutineret nu, at jeg ser konflikterne, før de opstår. Jeg fornemmede med det samme, at der var optræk til ballade, og øjeblikkeligt tog jeg affære. Nogle gange bliver man nødt at sætte demokratiet på pause og anvise en god løsning. Og de accepterede det jo også med det samme, fordi de forstod argumenterne: ”Det duer ikke, at vi sidder her og river hovedet af hinanden, når vi kunne lege sammen og hygge os i stedet. Far har jo ret.” Og nu sidder de igen og leger og udvikler sig nede på stuegulvet.
kl. 14:59
Okay, det er helt fucked. Den femårige har lige givet den niårige en fod i hovedet, hvilket fik ham til at tage den nærmeste godsvogn og torpedere den ind i maven på lillebror. De har grædt begge to. Jeg reagerede ved at sige noget i stil med: ”Så kan vi jo ikke have togbanen nede i stuen. Så må vi tage den oven på igen. Er det måske det, I vil?” Trusselsniveauet var højt, stemningen i stuen intens og alle skulede til hinanden. Især den femårige var på krigsstien. Pludselig ville han ikke længere lege med tog, og jeg fik vist sagt noget i retning af: ”Nu har vi brugt overe en time på at bygge en god bane, og så gider du ikke lege med den.” Så nu leger de igen. Men det ser ikke hyggeligt ud. Det ligner mere en tvangspræget leg fremtvunget af en forsmået voksen, der følte sig uretfærdigt behandlet. Fandens også. Nu gik det lige så godt.
kl. 15:02
Jeg har plantet dem begge to med en skærm i sofaen. De kunne ikke mere. Det kan åbenbart ikke lade sig gøre at lave film og verdens længste tog samtidig. Ligesom det ikke kan lade sig gøre at være en demokratisk overskudsfar i mere end et par minutter ad gangen. Børn er tilsyneladende designet til at bringe deres fædre ud af fatning, og inden for den sidste time har jeg følt en glidende personlighedsudvikling fra en demokratisk og fredselskende Gandhi-far til en frådende og kontrollerende type, der måske bedst kan sammenlignes med en diktator a la Mussolini eller Gaddafi.
Tak fordi du læste med og glædelig fars dag på søndag.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
