Forestil dig, at I har besøg af et vennepar, og du sidder og fortæller om en tur i Føtex, hvor dine børn råbte og skreg og endte med at vælte en gigantisk pyramide med morgenmadsprodukter. Da du er færdig med historien og venter på, at vennerne vil klaske sig på lårene af grin og sige noget i stil med: ”Ja, det kender vi også godt” og ”sådan er det bare at have små børn”, bliver der i stedet stille, og din gamle ven læner sig frem og siger med helt alvorlig mine: ”Det har du da godt nok slet ikke styr på. Du siger bare til, hvis jeg en dag skal vise dig, hvordan man håndterer en flok unger i et supermarked.”
Ja, og det var så slutningen på det venskab.
For vi hader, når folk kritiserer vores børneopdragelse. Hader når andre bedømmer vores adfærd og kommer med stikpiller, hentydninger eller deciderede formaninger om, hvad vi bør gøre og ikke gøre i relation til vores afkom. Der er nærmest ikke noget mere provokerende end jævnaldrene, der kritiserer vores handlinger, for derefter af fremhæve alle deres egne spektakulære succeshistorier, mens de siger sætninger som: ”Sjovt, det problem kender vi slet ikke” eller ”vores dreng lægger sig altid til at sove klokken 19 i sin slyngevugge”.
Sådanne mennesker bryder nemlig samtlige uskrevne regler i forhold til sidde-og-sammenligne- børneopdragelseshistorier-med-hinanden-disciplinen. Normen er nemlig, at man altid bliver på egen banehalvdel, når man skal tale om hvordan det er at leve en tilværelse med små børn. Først fortæller det ene vennepar om deres problemer med i-Pads, mens det andet par siger ”det er bare så rigtigt” og ”sjovt, vi har oplevet præcist det samme. Og så bytter man bagefter.
Man må under ingen omstændigheder afbryde, være uenig, forarget eller ryste på hovedet. Først når vennerne er taget af sted, kan man sige til sin kæreste: ”Hold da op, de børn får lov at spille meget i-Pad” eller ”skælder de ikke helt vildt meget ud”. Men man gør det først når de er sikkert ude af døren, fordi man ved, at man ikke har ret til at kritisere hinandens adfærd, når det kommer til følsomme sager som børneopdragelse.
Og denne vi-kritiserer-ikke hinandens-opdragelses-kultur fungerer faktisk meget fint. I hvert fald det meste af tiden.
----
Men her er alligevel tre grunde til, at du skal overveje at smide konfliktskyheds-hatten og begynde at kritisere dine venners børneopdragelse.
For det første kan du ikke gå igennem livet uden at møde børn, der er møgirriterende og som overskrider dine grænser. Du vil på et tidspunkt få besøg af nogle venner, hvis afkom vælter dine potteplanter eller afbryder de voksnes samtaler konstant, og så er du simpelthen nødt til at kunne sige fra og sætte grænser. Bare tænk på, at du har Mads og monopolet (som jeg stadigvæk kalder det) i ryggen, for hvor mange gange har man ikke hørt et panel sidde og kloge sig på, at det er okay at sætte foden ned og bestemme reglerne i sit eget hjem. Så du kan lige så godt øve dig. En dag bliver du nødt til at kritisere, og så er det godt at være i træning.
For det andet er kritikken også med til at udvikle relationer fra overfladiske bekendtskaber til rigtige venskaber. Det er først, når vi tør ridse i lakken, at vi har mulighed for at finde ud af, hvad der gemmer sig inde bagved. Så hvis du ikke vil gennemleve en tilværelse med ren staffage, Instagram og glansbilledshow er du nødt til at turde stille kritiske spørgsmål til de mennesker, som du gerne vil have, skal være en del af dit liv. Om ikke andet for at finde ud af, om I egentlig deler værdier nok til at kalde jer venner.
For det tredje tror jeg også, vi udvikler os som mennesker, hvis vi tør kritisere hinanden på konstruktive måder. Hver gang du stiller kritiske eller undrende spørgsmål til et andet menneske, bliver du også en lille smule klogere på dig selv og dine værdier. Og især i et konsensussøgende socialdemokratisk land som det danske, kan det sikkert være meget godt at mærke, hvad man egentlig står for, og at vi ikke er fuldstændig ens alle sammen, selvom det nogle gange kan føles sådan.
Så bare frem med kritikerhatten, og sig fra, når du oplever noget opdragelsesmæssigt, der ikke er i orden. Men overvej, om du kan gøre det konstruktivt, med udgangspunkt i din egen oplevelse og på en måde, hvor du anerkender, at dem du kritiserer er eksperter i deres egne børn liv – ellers risikerer du nemlig at blive ligeså irriterende og bedrevidende, som de forældre, hvis børn ”altid falder i søvn klokken 19 i deres slyngevugger.”
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
