Jeg synes, det er fedt, at så mange forældre i dag har lyst til at være sammen med deres børn. Jeg synes også, det er godt, at de tager stilling, engagerer sig og har holdninger til pædagogik, skolegang og den gode opdragelse. Men jeg kan mærke, at jeg har det lidt svært med, at mange forældre vælger folkeskolen fra uden overhovedet at have givet den chancen.
I søndags var jeg inviteret i Radio 4 programmet Hjælp- jeg er forælder for at diskutere hjemmeskole vs. folkeskole med Mie Storm, som jeg respekterer på mange områder, men som jeg også er rygende uenig med, når det handler om, hvilket ansvar vi har som forældre i forhold til at sikre os, at ungerne lærer at forstå mennesker, der er anderledes end dem selv. Mie Storm er kritisk over for folkeskolen som institution og synes, at vi propper børnene ned i nogle snævre kasser, som kun er skabt på grund af de voksnes behov for at gøre karriere og få samfundets hjul til at snurre.
Ja, man kan mildest talt sige, at Mie og jeg har forskellige syn den gode skole og skolegang, men jeg synes, det lykkedes os at debattere emnet på en god og konstruktiv måde, og du kan høre udsendelsen her. Du kan også vælge at læse nedenstående tekst, hvor jeg giver mit bud på, hvorfor folkeskolen er så pokkers vigtig som sammenhængsskabende institution:
---
Det er fredag, sneen daler sagte, og der er klippeklisterdag i 4. b på udkantsskolen i Nørre Foulum. Alle børn og forældre er mødt op til en formiddag med julemusik, sakse, limstifter og æbleskiver, og selvom ingen af forældrene inderst inde har lyst til at være der, er stemningen alligevel julet og temmelig hyggelig. En far sidder og nørkler med et julehjerte og spørger en anden far ved siden af: Kan du ikke lige holde her?
-Jo da, selvfølgelig.
Og så sidder de to fædre, med deres alt for store tommel- og pegefingre og prøver at få has på det glatte julepapir, der hele tiden bliver ved med at smutte fra dem. Situationen er komisk, så børn og voksne omkring dem begynder at grine og følge med i dramaet. Ved et andet bord har to mødre fundet ud af, at de begge to er glade for at fiske, hvilket i sig selv er usædvanligt, og hvad er sandsynligheden for at to fiskeglade mødre, ender med at have børn i samme klasse? De bliver enige om at tage ungerne med ned til åen og fiske efter gedder, når vejret på et tidspunkt tillader det.
Det interessante ved denne sekvens er, at de voksne, der mødes her, i virkeligheden burde være uvenner. Eller i hvert fald have det svært med hinanden. Den ene far er aktiv i Enhedslistens lokale partiforening, mens den anden ofte skriver harmdirrende læserbreve for Nye Borgerlige. Og den ene mor er på overførselsindkomst, mens den anden arbejder som beskæftigelseskonsulent på kommunen. Men fordi de kommer i snak til klippeklisterdagen og i øvrigt jævnligt har legeaftaler og arrangementer, hvor de mødes, finder de ud af, at der er mindst ligeså meget der samler, som der skiller.
Og det er her, folkeskolens egentlige styrke og værdi kommer til udtryk. Folkeskolen formår som ingen anden institution at bringe folk fra alle samfundslag sammen og ”tvinge” dem til at forstå hinanden.
For børnenes vedkommende starter det allerede på første dag, hvor de bliver sat i klasse med en masse mennesker, som de ikke har andet tilfælles med, end at de er lige gamle. Og så deler de ellers hverdag og skæbne år efter år og ser hinanden vokse og udvikle sig, mens de gennemlever lærerskift, nye fag, intriger, dramaer, glæder og sorger. Måske opstår der overraskende venskaber og erkendelser, og under alle omstændigheder lærer de noget om andre mennesker, der ikke ligner dem selv.
For forældrenes vedkommende er demokratiseringen knap så indgribende, men mindst ligeså vigtig. De bliver sat til at forstå, hvordan andre tænker fællesskab og trivsel, og de får testet deres eget rummelighedskompas, når de skal planlægge og gennemføre adskillige hytteture, forældrearrangementer, klippeklisterdage og legeaftaler. Jeg har hørt adskillige beretninger om klasseråd, hvor der er opstået en høj grad af solidaritet, og hvor man er blevet enige om initiativer, arrangementer og indsamlinger, der har handlet om at få alle med, så man også kan komme på hyttetur, selvom man ikke har råd til at smide 1500 kr.
Så hvis vi gerne vil blive ved med at have et samfund baseret på tillid, empati og forståelse, hvor mennesker taler med hinanden på kryds og tværs af samfundsskel og lærer at opnå konsensus og indgå kompromiser, er folkeskolen måske den allervigtigste institution at støtte.
Derfor bliver jeg også så glad, når jeg hører om ressourcestærke forældre, der aktivt vælger folkeskolen til og kaster al deres kraft og energi ind i at skabe et godt og levende børnefællesskab, selvom de måske bor i et skoledistrikt med faretruende boligblokke, hvor fordomme og sejlivede anekdoter om grov mobning og dårlig ledelse gentages år efter år. Disse forældre har nemlig indset, at det bedste, de kan gøre for deres børn er at udsætte dem for ægte diversitet og mangfoldighed, så børnene udvikler empati, forståelse og tolerance for andre mennesker -og her kan folkeskolen faktisk noget ganske særligt.
Tak fordi du læste med.
Hvis du er blevet nysgerrig på Mie Storms perspektiver på hjemmeskoling, kan du følge hende her .Husk at der på denne side udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
