Jeg cykler igennem Roskilde, og regnen pisser ned. Jeg skubber vandet væk fra øjnene og bander en smule, men er slet ikke irriteret, som normalt, på vej til et pædagogisk eftermiddagsmøde i regnvejr.
Jeg er nemlig lige blevet oplyst. Eller dannet. Har været til foredrag med Ove Korsgaard, der fortalte om højskolebevægelsens historie fra bondeskolerne i 1800-tallet frem til i dag, hvor forskelligartede skoler på hver deres måde insisterer på at fremme ædle idealer om demokratisk dannelse, livsoplysning og folkeoplysning. Ove fortalte om de historiske bevægelser og forandringer på en passioneret og indlevende måde, og jeg fik lyst til at blive ligesom ham. En kultiveret dannet samfundsborger med rigelige mængder indsigt og udsyn.
Så nu sidder jeg på min cykel og føler mig lillebitte og kæmpestor på samme tid. Lillebitte fordi Ove fik mig til at indse, at vi alle er små brikker underlagt kæmpestore bevægelser og diskurser, der forandrer og flytter os, uden at vi nødvendigvis forstår det i vores samtid. Kæmpestor fordi han fik det til at lyde afgørende vigtigt, at vi alle sammen bliver oplyste og dannede, så vi er i stand til at tænke i løsninger og handlinger, der rækker ud over egne privilegerede små næsetipper (hvis man overhovedet kan bruge det ord i flertal).
Så jeg føler mig lidt som en anden Grundtvig eller K.E. Løgstrup, mens jeg triller hen ad gågaden i Roskilde og nærmer mig cykelstien mod Trekroner. Men det er måske også lige i overkanten. Måske er jeg mere ligesom doktor Hansen fra Matador, en almindelig veluddannet samfundsborger, som har set lyst og forstået, at han skal hæve sig over landsbysladderen og hamsterhjulet. Tænk på hvordan de lider og dør for friheden i Ukraine. Tænk på dem, der må flytte fra hus og hjem på grund af inflationen. Tænk på alle dem, der føler sig nødsaget til at stemme på Inger Støjberg, fordi de er lammet af frygt og angst for fremtiden. Der er så mange, der ikke er stand til at se det store billede. At sætte forholdene i perspektiv.
Men hold kæft hvor er det svært at tanke store tanker, når det pisser ned på cykelstien i Trekroner. Jeg er snart drivende våd, og jeg magter ikke at sidde til et pædagogisk møde og dryppe på gulvet, dryp dryp dryp og forsøge at lade som om, at det overhovedet ikke irriterer mig. Og jeg skal også handle bagefter. Så kan jeg stå der i REMA 1000 og dryppe videre, dryp dryp dryp og købe rød peber og økologisk mælk og lade som om, at livet er skønt. Og åh nej, det er torsdag. Så skal den store til svømning, og jeg kan ikke en gang nå at skifte tøj. Fuck. Jeg magter det ikke. Jeg må vende om og tage mødet over teams, så jeg kan handle og køre til svømning bagefter. Det gode ved teams er, at så kan jeg sidde i underbukser med dynen over mig og blive tør, mens jeg stadig ser ud som om, jeg deltager.
Men der er fandeme ikke meget Grundtvig eller Løgstrup over det. Eller doktor Hansen. De ville aldrig sidde til elektroniske møder i underbukser. De ville heller aldrig cykle i regnvejr. De ville tage en drosche eller en hyrevogn eller en spadseretur med en paraply af et fornuftigt fabrikat. Og de ville også have en vigtig mappe til dokumenter. Jeg har bare en åndssvag rygsæk og en regnjakke, som snart ikke kan modstå de her vandmasser.
Og nu er jeg præcis ligeså irriteret og frustreret, som jeg altid er på vej til pædagogiske møder i regnvejr. Men det er også, fordi de altid skal lægge dem om torsdagen. I Trekroner. Om eftermiddagen. Der er sgu da ikke noget at sige til, at dannelsen i det her land har trange kår, når man helt konsekvent nægter at tage hensyn til sådan nogle mennesker som mig.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
