Onsdag d. 2/11 Kl. 08:27
Jeg har hjemmearbejdsdag. Det har været en elendig morgen, hvor den store ikke ville spise, og jeg endte med at prøve at tvinge et knækbrød ind i kæften på ham. Helt forfærdeligt. Hvis det her er et forvarsel til teenagetiden, går vi tunge tider i møde. I det mindste har vi ikke fået en blå regering. Jeg sad oppe det meste af natten og fulgte valgets afgørelse, som blev ved med at trække ud. For pokker. Så bliv da færdige. Jeg skal på arbejde i morgen. Totalt flash back til 1998 (det første valg, jeg husker) hvor etteren og toeren var uenige til det sidste. Men Pyha, endnu en gang blev vi reddet af færingerne og grønlænderne, der åbenbart synes, vi skal være røde. Historiske billeder af en overtændt Pape, en selvovervurderende Lars Løkke og en grådkvalt Mette Frederiksen, der havde givet alt, hvad hun havde af annoncer, skræmmebilleder, skattelettelser og lønforhøjelser, og nu blev belønnet for det.
Herhjemme tog vi os sammen i søndags og gjorde en sidste indsats: ”Vi bliver sgu nødt til at involvere ungerne i sådan en valgkamp. Lad os tage ind og deltage i folkets klimamarch.” Vi sprættede en flyttekasse op og omdannede den til skilt, og den lille sagde med det samme: ”Der skal stå nok er nok, jeg går klimaamok”, som er den lokale SF’er Mads Olsens valgplakat-slogan, som vi passerer hver morgen på vej til skole og børnehave. Vi fandt tusserne frem, alle gik i gang med at male, og tyve minutter senere havde vi det flotteste klimaskilt, som vi kunne montere på et kosteskaft med gaffertape.
Da vi var hjemme igen efter en aktivistisk dag, hvor særligt de mange mennesker, en pige med hjortehoved, en kæmpestor gris og en vandrende jordklode gjorde indtryk, satte den 5 årige og jeg mig for at følge med i noget, der trods alt er vigtigere end klima og demokrati, nemlig favoritholdet Silkeborgs drabelige duel mod lokalrivalerne fra Viborg. Men i det samme jeg trykkede på knappen for at tænde computeren, skete der noget vildt. Den eksploderede. Fuck. Hvad var det? Den larmede og slog gnister og viste en underlig flimrende skærm, og jeg oplevede en form for mental nedsmeltning, som fik begge mine drenge til at kigge bekymret på mig. De havde tydeligvis aldrig før set en jeg-gemmer-aldrig-noget-i-skyen-voksen, som på et splitsekund mister hundredevis af timers af arbejde og tekster til at fylde en børneopdragelseshjemmeside helt frem til jul. Fuck. Fuck. Fuck. Hvad gør jeg? Tekster, arbejde, billeder, artikler, sange, dagbøger alt sammen forsvundet fra jordens overflade.
Det viste sig heldigvis, at solen står op igen, selvom folks computere går i stykker, og jeg besluttede mig for at kontakte IT-afdelingen og sætte deres bedste folk på sagen: ”Ja ja, jeg ved godt, at jeg burde have gjort det ene og det andet, men kig på mig. Jeg er mere analog end de fleste folkepensionister, og vil I ikke nok give det et skud og forsøge at redde mine word-dokumenter?” De indvilgede lidt tøvende, og da jeg kom ud på arbejde for at aflevere det udbrændte computerkadaver, mødte jeg Mads, altså ham med ”nok er nok, jeg går klimaamok” fra lygtepælene, som stod og delte de sidste flyers ud, og jeg besluttede mig for at tale med ham.
-Hej, du skal bare vide, at din kampagne har været en kæmpe succes hos mine unger.
-Fedt, det er jeg bare helt vildt glad for at høre.
Og så stod vi snakkede politik, og han var sød og energisk og tyve år og enormt SF-agtig, og jeg tænkte, at det kunne have været mig, hvis jeg havde været mere modig (og mindre fordrukken) efter gymnasiet, og hvor er det bare sejt, at han står og kæmper for et bedre samfund til langt ud på valgdagen, og hvor er det fedt at bo i et lille bitte demokrati, hvor man helt naturligt løber ind i dem fra lygtepælene. Ungerne blev selvfølgelig begejstrede, da jeg fortalte det om aftenen, mens vi sad og gnaskede valgflæsk og ventede på den første exit poll. Seriøst. Altså ham fra plakaten? Ja, lige præcis. Jeg skulle hilse jer og sige tak, fordi I har spredt budskabet.
Måske bliver mine unger ligesom Mads, når de bliver store, hvis vi sørger for at tage dem med til demonstrationer og bliver ved med at tale politik og samfund med dem (og hvis de lader være med at blive alt for fordrukne som unge), men har man egentlig overhovedet lyst til at ens unger skal blive politikere….
Tankemylderet er massivt som jeg sidder her og skriver på min nye computer, mens jeg i virkeligheden burde arbejde: Computerbreakdown, ny regering, Silkeborgs smertefulde nederlag til Viborg, Mads fra lygtepælene, redningskampen i it-afdelingen og en helt masse andet.
Det eneste jeg ved med sikkerhed, er, at jeg skal have skabt nogle hyggeligere morgener for mig og min ældste søn fremover. For han reagerede selvfølgelig bare på, at jeg var underlig og ude af balance, og jeg tror, jeg vil give ham en kæmpestor undskyldning i eftermiddag, når han kommer hjem fra skole.
Pyha, det er godt, at der ikke er computernedsmeltninger og valgaftener hver dag. Det ville tage livet af mig. Og nu skal jeg have en kop kaffe.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
