top of page

#198 En forvirret andalusisk bjergged


Foto: Ældste søn kigger udover Granada fra det respektindgydende Alhambra

Jeg har rendt rundt i gaderne som en forvirret andalusisk bjergged. Eller en forpustet. Eller forfjamsket. Min gamle matematiklærer Niels, som var en blændende fortæller, sådan en som kunne få hele første klasse til at sidde med udspilede øjne og åbne munde i spænding over, om hovedpersonen lige præcis nåede hjem, inden forældrene opdagede, at han var kravlet ud af vinduet, nævnte ofte den andalusiske bjergged og satte et tillægsord foran. Og selvom det er længe siden, jeg har skænket ham, eller bjerggeden, en tanke, så dukkede de begge op i erindringen for få minutter siden, da jeg oksede op og ned ad strøget i Granada for at finde et sted, hvor jeg kunne købe en kop kaffe og sidde og skrive lidt. Det var jo åbenlyst mig, der var den andalusiske bjergged. Den var i virkeligheden en metafor for et menneske i en region i Spanien og ikke bare et fantasidyr, han havde opfundet for at få klassen til at grine.


Nå, men grunden til at jeg oksede rundt som en forvirret andalusisk bjergged, var, at jeg havde bevilget mig selv et lille frikvarter fra familielivet. Jeg havde besluttet mig for, som en anden Karl Ove Knausgård i Min Kamp, at søge ned på en café en times tid og skrive denne tekst, men modsat Knausgård, der altid finder et velegnet sted med det samme, dukkede der ikke noget op. Enten var det klaustrofobiske barer, fyldt med råbende spaniere, eller også havde de kun drinks eller var fancy a la Kongens Nytorv, fordi det altid lykkes mig at finde den del af enhver storby, der minder om Kongens Nytorv. Men netop som jeg nærmede mig lejligheden igen, med uforrettet sag, dukkede en lille kaffebar op. Ikke Knausgård romantisk og ugeneret, men dog rummelig nok til, at man kan skrive og samtidig sidde og drikke en americano og spise en bocadillo med skinke og ost og lad mig i den forbindelse indskyde: Hold op, hvor spiser man meget brød med skinke, pølse og ost i det her land. Som om det eneste, man kan være sikker på, er, at man i løbet af en dag kommer til at indtage et aflangt stykke brød med pålæg.


Heldigvis smager det godt. Endnu da.


---


Når jeg har brug for et frikvarter fra familielivet skyldes det, at vi bliver ved med at løbe ind i uforudsete udfordringer på ferien, der i dag har varet i en uge. Først var det toget mellem Roskilde og Ringsted, der gik i stykker, så vi måtte suse af sted i en taxa og kun med nød og næppe nåede afgangen til Hamborg. Så var det nattoget til Spanien, der blev aflyst, så vi måtte tage en natbus med anseelige mængder opkast, tynd mave og forsinkelser til følge (du kan læse mere om natbusturen her, hvis du har nerver til det). Da vi så ankom til Córdoba, en utrolig flot by med gamle middelaldermonumenter og det respektindgydende Mezquita fyldt med kristne og muslimske symboler, fik den yngste det pludselig dårligt. Øm hals og høj feber, som umiddelbart ikke lige har tænkt sig at fortage sig.


Så lige nu ligger han i lejligheden og sover. Heldigvis er han en anelse friskere i dag, men stadig syg på den måde, hvor jeg har det dårligt med det, fordi jeg i udpræget grad er indrettet sådan, at familien skal have det godt, især når vi er nogle tusind kilometer hjemmefra og ikke har mulighed for at ringe efter en vagtlæge, fordi ingen mennesker i Spanien taler engelsk.


Ja, og her er jeg faktisk, måske naivt, en lille smule overrasket. Jeg troede, at de ville have styrket engelskkundskaberne, siden jeg rejste i landet sidst for cirka ti år siden - som følge af tiltagende globalisering, større integration i EU, fokus i skolerne, og fordi en betragtelig del af deres BNP stammer fra vesterlændinge, der kommer og køber americanoer og bocadilloer. Men alt er præcis som det plejer. De fatter hverken, når jeg siger mine sidste fem erindrede spanskgloser fra gymnasieundervisningen, eller når jeg taler mit aller-langsomste og lettest forståelige skoleengelsk: No hablo ingles, siger de bare. Og så står vi der og peger og laver fagter, indtil vi er nogenlunde enige om, hvad jeg skal have fra menukortet, og så får jeg alligevel noget lidt andet, end det jeg troede, jeg havde bestilt. Men det er nu også en del af charmen ved at være her. De laver sig ikke om for vores skyld. De dyrker deres sprog, deres kultur, deres skikke og deres livsstil, og så må turisterne tilpasse sig, hvis de har lyst til at besøge dem. Men hvad er der sket med snackkulturen? Førhen fik man altid oliven, chips, eller pølser på pinde, når man bestilte noget at drikke, men sådan er det ikke mere. I hvert fald ikke her. Måske skyldes det inflationen, måske er det kun sådan i nogle enkelte regioner, eller måske bestiller jeg bare det forkerte?


Nu har jeg spist min bocadillo og drukket min kaffe og skal snart tilbage til lejligheden. Det er også fint. Selvom min kæreste har sagt, at ”det er altså helt okay” og ”bare giv dig god tid”, så er svært at koncentrere sig og fordybe sig, når man ved, at der er tæt på 40 i feber og halsbetændelse hos sit afkom. På den måde bliver jeg aldrig cool som Knausgård eller min nye helt Carl Frode Tiller for den sags skyld. Hvis du ikke har læst noget af ham endnu, skal du se at komme i gang. Han skriver, så fuglene synger. De ville begge to helt sikkert sidde på sådan en café og skrive i timevis, fordi litteraturen for dem er langt vigtigere end en smule sygt barn i en lejlighed.


Men sådan er jeg ikke. Jeg er en bekymret dansk familiefar, som nogle gange tager et skrivebreak og okser op ad gågaden i Granada som en forvirret andalusisk bjergged.


Tak fordi du læste med.



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page