Vi havde kørt cirka to timer i natbussen mellem Paris og Barcelona, da det første behov meldte sig.
-Far, jeg skal tisse
-Okay, lad os prøve at finde toilettet.
Hvad fanden. Der er ikke noget toilet. ”Sorry sir, where is the toilet? We don’t have a toilet. It’s broken.” Man kan sgu da ikke organisere bustur på 14 timer uden et toilet. Er der ikke regler for den slags? Hvad fanden gør vi? Vi har en sodavandsflaske, så må han tisse i den.
Efter cirka fire timer blev det endnu værre. Den yngste skulle lave lort, og det var åbenbart en hastesag.
-Jeg tror sgu, han har dårlig mave.
-Giv ham natbleen på. Så må han lave det i den.
-Så går vi ud og skifter ham, næste gang vi standser.
Fuck, hvor det stinker. Det her kan halvdelen af bussen lugte. ”Du må sørge for at ligge helt stille, så det ikke bliver tværet for meget ud.” Ved næste stop løb min kæreste hen til en oplyst bænk og skiftede den yngste, mens jeg stod i bussens døråbning og holdt vagt og tænkte over, hvordan jeg ville trække tiden, hvis buschaufføren skulle lægge an til afgang. Jeg ville brokke mig højlydt over det manglende toilet. Og han ville ikke forstå en brik, fordi spaniere og franskmænd som princip ikke forstår engelsk, men han ville forstå, at jeg var sur, og jeg ville synes, at han var forbløffende sløv og manana-agtig, og vi ville puste os op og baske med armene og bekræfte hinandens fordomme om sydeuropæisk og skandinavisk adfærd.
Heldigvis kom det aldrig så vidt. Det tog selvfølgelig mere end at kvarter at samle de fem passagerer op, for når en bus holder stille i Frankrig, skal chaufføren både ryge, tisse og drikke kaffe og tale med syv-otte mennesker imens.
Lidt senere blev alt lys i bussen slukket, og vi prøvede at lægge os til at sove, hvilket var vanskeligt, fordi de havde valgt temperaturen ”skidekold”, og jeg er ellers sådan en, der sover med åbent vindue og vattæppe om sommeren, men jeg frøs, så hvordan må det ikke have været for franskmændene og spanierne, der er vant til højere temperaturer. Vi måtte have alt vores håndbagagetøj i brug. Og jakkerne over os. Selv de ekstra underbukser måtte benyttes til at dække en lille smule maveskind hos den yngste, som selvfølgelig sov fredeligt og trygt, fordi det er sådan noget, små børn kan.
I løbet af natten valgte chaufføren konsekvent at holde pauser andre steder end der, hvor vi skulle samle folk op, så vi fik en del stop og ekstra rejsetid og blev mere og mere forsinkede. Og ved hvert stop sagde han det højt i højtaleren og tændte alt lys, så han var sikker på at vække alle dem, der måtte være faldet i søvn.
Henad morgenstunden, da vi nærmede os Barcelona, fandt chaufføren ud af, at bussen skulle have benzin på, og på grund af spansk langsommelighed og manglende koordineringsevner endte vi med at holde i over halv time i en bus med lukkede døre på et tidspunkt, hvor alle passagerer havde som højeste ønske at komme ud og strække benene. Det var nogenlunde samtidig, at den ældste begyndte at beklage sig over kvalme og ondt i maven.
-Her, tag en pose for en sikkerheds skyld.
-Arh, nu kommer det.
Og så væltede det ellers ud med opkast fra de sidste dages måltider. Hvad fuck sker der? Først får den ene dårlig mave, og nu kaster den anden op. Skyldes det mon de underlige pølser, som de spiste i Paris? Lad os snakke lidt højt, så de andre pasagerer ikke kan høre, at vi har en dreng her som sidder og brækker sig. Ta la la la la. Er vi bare totalt forfulgt af uheld? Eller er det et tegn fra Gud om, at man aldrig skal vælge natbussen, selv ikke når ens planlagte nattog med kort varsel bliver aflyst?
---
Men selvfølgelig nåede vi frem til Barcelona, for alting har en ende, selv ulidelige busture, og vi brugte vores sidste kræfter på slæbe os hen i en park, hvor vi satte os på en bænk og fik klaret syv-otte forskellige behov på få minutter. Utroligt hvad cappuccino, cola, croissanter og et offentligt toilet kan gøre for en afkræftet familie efter næsten 16 timers buskørsel. Og se, der løber nogle børn og spiller fodbold. Og se, nu bryder solen frem fra skyerne. Bare tag jakken af nyd det. Det skal nok gå. Nu begynder ferien, og jeg lover jer, at vi har overstået det værste, og at vi aldrig nogensinde skal sidde så mange timer i en bus igen.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
