Nu har jeg fulgt debatten om the Mental Load i en periode, altså fænomenet hvor mødre oplever en overbelastning, fordi de ender med at være projektledere derhjemme, samtidig med at de knokler løs på arbejdsmarkedet. Og jeg tror, de har helt ret. Jeg er overbevist om, at vi har udviklet nogle strukturer og normer i samfundet, der betyder, at mødrene ender med at stå for det meste. Hvor mange af os kan ikke se en husmor for sit indre blik, sådan en, der styrer familiekalenderen og uddelegerer opgaver til højre og venstre og kører i et gear, der ville få de fleste af os andre til at bukke under, inden vi kunne nå at sige ordet overbelastningstilstand.
The mental load er en kompleks problemstilling, fordi den handler om vores forestillinger om ”rigtige mænd”, ”rigtige kvinder” og "den rigtige familie." I Danmark er det stadig sådan, at piger overvejende opdrages til at tage ansvar for relationer, trivsel og alt det nære, mens drenge opdrages til at fylde noget, være vilde og erobre verden.
Måske derfor ender vi i en situation, hvor mændene retter deres fokus mod arbejdsmarkedet, mens kvinderne føler en forpligtelse for at tage ansvar for de andre familiemedlemmers trivsel og velbefindende og sørge for, at der er styr på det hele. Og dette arbejde med at have styr på det hele er stort, men tillægges ikke særlig stor værdi i samfundet. Det er langt mere prestigefyldt at få en forfremmelse på jobbet end at håndtere tre tråde på Aula og komponere en vellykket børnefødselsdag. Derfor ender vi i en situation, hvor vi lever i langt mere traditionelle kønsroller, end vi måske i virkeligheden har lyst til.
Hvis vi skal sikre en mere ligelig fordeling af opgaver og ansvar i familien, så kræver det, at vi begynder at tale om arbejdet i hjemmet som netop et arbejde. At vi begynder at anerkende, at koordination og overblik er langt mere ressourcekrævende og mentalt opslidende end at slå græsset eller støvsuge, når man får besked på det. Men det kræver så også, at mødrene er klar til at give slip. Og jeg spekulerer nogle gange på, om mødrene er parat til at miste den indflydelse, der følger med at have ansvaret for de koordinerende funktioner i hjemmet? For hvis de skal opgive koordinationen, mister de samtidig en væsentlig del af definitionsretten over, hvad den gode familie egentlig er – og hvordan den ser ud. Det vil sige, at de skal være klar til at acceptere en helt ny hverdag med nye regler og standarder på en række områder.
For man kommer ikke the Mental Load til livs, hvis man ikke hundrede procent afgiver ansvaret og kontrollen. Og det kan være svært, når vi ved, at kvinder bliver bedømt langt hårdere end mænd, når det kommer til forhold som opdragelse og det ”at holde styr på et hjem.” Hvis en far er sammen med sit barn, er det en bedrift, hvis en mor er sammen med sit barn, er det bare en hverdag.
Så mor skal være klar til at træde i baggrunden og overlade ansvaret til far og finde sig i, at han muligvis vil gøre tingene helt anderledes. Måske vil han ændre radikalt i madpakkesammensætningen, måske vil han træffe utraditionelle valg i forhold til tøjvask, og måske vil han ændre på mængden af økologiske grønsager. Måske vil han også overse en masse ting i starten, fordi han ikke har været vant til at koordinere. Måske vil han glemme legeaftaler og forældremøder, og måske vil børnehavepædagogerne minde jer om, at der er en udtalt mangel på skiftetøj i garderoben.
Så det kræver, at mødrene er klar til at gennemgå en periode, hvor de i andres øjne muligvis vil blive opfattet som lidt underlige og uorganiserede, og at de vil øve sig i at være ligeglade med andres bedømmelse.
Men jeg synes, at kvinderne skal insistere på at tale med deres mænd om de her ting og foreslå dem, at de har ansvaret for julegaveindkøb, Aula eller hvad pokker der nu stresser mest. Og så skal de modstå, når vi forsøger at undvige og kommer med uhensigtsmæssigt meget smiger for at smyge os udenom og bevare status quo. Og de skal være klar til at gennemleve en juleaften, hvor julegaverne bliver købt meget sent og en periode, hvor I var den eneste familie, der ikke fik afholdt legeaftalen.
Men hvis mødrene er klar til at overdrage ansvaret, slippe kontrollen og acceptere, at vi gør tingene på vores egen måde, er jeg sikker på, at fædrene også er klar til at træde i karakter. Mødrene har jo trods alt alle de gode argumenter på deres side. For hvorfor er det, at hun skal stå for alt det benhårde organisatoriske arbejde, når vi som minimum burde dele det?
Og hvis vi er nogle virkelig snedige og empatiske fædre, kommer vi hende ligefrem i forkøbet og begynder selv at række ud efter kassen med skiftetøj nede i børnehaven - selvom det er en både kedelig og prestigeforladt opgave.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 13 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
