#370 Fars store trappefald

Dette indlæg er dramatisk. Kan lige så godt sige det som det er. Det handler om, hvordan jeg vågnede mandag morgen og tænkte: ”Fandens også det er mandag, men det er der ikke noget at gøre ved.” Og så kravlede jeg ud af sengen og tog tøj på, som jeg altid gør. Og forsøgte at lade være med at vække de andre, som jeg altid gør. Og så tog jeg lige en tallerken i hånden, som havde forvildet sig op ovenpå. Og så gik jeg hen til trappen. Og så tog jeg et skridt...

Og så forsvandt foden under mig. Eller også gled jeg, eller også trådte jeg forbi trinnet…

Og her kommer en indskudt sætning: Jeg har altid troet, at jeg var for elegant til at falde ned ad trapper. For motorisk stærk. Og hvis det endelig skulle ske, troede jeg, at jeg ville bruge mine superstærke armkræfter til at tage fra eller strække dem ud til siderne med en sådan kraft, at jeg ville sætte mig i spænd mellem væggene og på den måde stoppe faldet. Eller noget andet sejt.  

Men det skete ikke. Overhovedet ikke. Jeg faldt bare ned ad trapperne. Hele vejen ned. Bump. Bump. Bump. Kurrede på røv og albuer. Og tommeltot åbenbart. Tallerkenen fløj i forvejen som en frisbee og splintrede mod væggen. Hold kæft en larm. Også fra mig. ”Av, for helvede”, råbte jeg, da jeg lå nede på gulvet og ømmede mig. Jeg slæbte mig op på vores briks, der heldigvis står tæt på trappen.

Jeg var tilsyneladende stadig i live. Og de fleste knogler og lemmer responderede stadig. Jeg begyndte at kampsvede. kroppen var tydeligvis i granatchok.    

---

Men så skete der noget fascinerende. Alle mine folk kom stimlende ned til mig. Hurtigt. Selv teenageren der meget nødigt sætter sig i bevægelse, og da slet ikke mandag morgen, kom ned med det samme. ”Er du okay,” spurgte de alle tre? Og satte sig rundt om mig. Og aede mig.

-Øh ja, det jeg vel, fremstammede jeg. "Efter omstændighederne. Og jeg har vist heller ikke brækket noget.” Jeg lavede et hurtigt bodyscan, og kunne se et stort blåt mærke over ballen (yngste søn mente, at jeg havde brækket røven), en øm tommelfinger, og nogle hudafskrabninger på arm og albue.

Jeg kunne mærke, at jeg blev lidt rørt over, at de alle sammen smed hvad de havde i hænderne for at tilse patienten. Som om vi har et kollektivt alarmsystem, som aktiveres, når der sker en dramatisk hændelse. Jeg har oplevet det flere gange tidligere. Når min kæreste har vrikket om på foden, eller når vi står i udlandet og skal løse en vanskelig situation, der kræver fuld koncentration. Så aktiveres den kollektive familie-alarm, skænderier suspenderes og alle antenner rettes mod at finde en løsning eller hjælpe et familiemedlem i nød.    

Vi går med andre ord i gang med at overleve som salig BS. Christiansen ville formulere det. Adrenalinen pumper, og vi mærker, at vi er en familie, der er nødt til at holde sammen, når verden bliver utryg og farlig.

Så på den måde kom der måske noget godt ud af det. Vi fik tjekket, at det kollektive familie-alarmsystem stadig virker, og at vi er der for hinanden i nødens stund.  

Dermed ikke sagt, at jeg vil anbefale nogen at starte ugen med at falde ned ad trapperne. Jeg skulle i øvrigt til tandlæge en time senere bare for at gøre mandag morgens modbydelighed komplet.  

Og så bliver jeg nødt til at slutte ugens indlæg med at gøre noget, jeg ellers aldrig gør. Jeg bliver nødt til at trække en holdning tilbage. For et par år siden skrev jeg, at det var pylret, når forældre satte alle mulige sikkerhedsforanstaltninger op i deres hjem, herunder skridsikring på trapperne. Du kan læse indlægget her. Det synspunkt vil jeg gerne trække tilbage. Jeg synes pludselig, at det er en mægtig god ide at lave skrid-sikring på trapperne i hjemmet!

Tak fordi du læste med

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her