Jeg savner ikke mine børn, når jeg er væk fra dem. Ved ikke hvorfor. Nu har jeg efterhånden oplevet mange gange at holde forlænget weekend eller have dem på ferie hos deres bedsteforældre, og jeg har endnu til gode at mærke følelsen af savn, når de ikke er der. Jeg når det simpelthen ikke. Jeg har også prøvet at være af sted sammen med andre mennesker, også min kæreste, der relativt hurtigt siger sætninger som: ”Nå, nu begynder jeg da også at savne dem” eller ”det bliver meget rart at få dem hjem igen”. Sådan har jeg det ikke. Jeg har det mere sådan, at det er sgu da meget fedt at vær lidt ”alene”, og jeg kunne sagtens nappe et par dage mere.
Måske skyldes mit manglende savn, at jeg er så meget sammen med dem på hverdage og derfor oplever det som befriende at have nogle dage uden dem. Jeg synes også, det er rart at være sådan helt væk, så jeg heller ikke er telefonisk kontakt eller dem, eller hører fra dem, mens de er væk - med mindre selvfølgelig der opstår kriser eller noget.
Jeg har også overvejet, om mit manglende savn skyldes, at jeg bare ikke er god til at mærke ubehagelige følelser. At jeg skubber dem væk. Når jeg tænker tilbage på min barndom husker jeg ikke at have savnet ret meget, selvom jeg har været igennem et par skilsmisser, et par bedstefædres død og par teenagebreakups, som burde have gjort mig til en mester i savn, men som måske har gjort mig til en mester i savn-ignorance i stedet.
Jeg har også overvejet, om andre mennesker overdriver, når de siger, hvor meget de savner deres børn. Måske fordi de har brug for at være sådan nogle, der savner eller nogen, der savnes. Savn er trods alt en rimelig massiv kærlighedserklæring, og det er jo på en måde ret fedt at være savnet, ligesom savn vel også er et tegn på, at ens liv giver mening. At man har noget eller nogen at leve for.
Jeg kan under alle omstændigheder mærke, at det er kontroversielt, når jeg siger til folk, at jeg ikke savner mine børn, når jeg er væk fra dem. De kigger lige en ekstra gang for at se, om jeg laver sjov eller rent faktisk mener det. Der eksisterer en stærk norm om, at man ret hurtigt skal savne sine børn og også gerne italesætte savnet, så alle kan forstå, at man er en normal far med helt normale følelser. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor tabuiseret det må være, hvis man er en ikke-savnende mor, der efter et par dage i et sommerhus med veninderne kommer til at sige ”Gud, det er egentlig sjovt, nu har jeg været hjemmefra i tre døgn, og jeg kan mærke, at jeg har langt mere lyst til et par dage mere med rødvin, end at skulle se mine børn igen ”
----
Nå, men inden du én gang for alle stempler mig som følelseskold betonfar, vil jeg gerne tilføje, at jeg altid synes, det er enormt lækkert at se mine unger igen, når jeg har været væk fra dem. Så selvom jeg ikke mærker savnet, imens de er væk, mærker jeg altid en stor glæde ved gensynet. Så måske bor savnet alligevel inden i mig et sted, der bare ligger uden for min umiddelbare bevidsthed.
Og heldigvis er mine unger ikke nær så følelsesmæssigt forkrampede som deres far. De har i hvert fald ingen problemer med at savne eller sige de har savnet, og der er ikke noget bedre end at få et kram af sine to små unger, hvor man kan mærke, at de nærmest dirrer af glæde over at se én igen.
Tak fordi du læste med.
Ovenstående tekst har tidligere, i en lidt anden form, været udgivet her på siden. Henover sommeren forsøger jeg at give nyt liv til nogle af de gamle tekster. Husk ellers at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 12 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments