Jeg blev opereret i foden i går, hvilket vil sige, at der var en kirurg, der skar i mig og fiskede død knogle eller brusk, eller ”mus”, som de kaldte det, ud af mig, mens jeg lå på en hospitalsbriks og krampagtigt holdt fast i en slidt paperback, Hollywood af Jackie Collins, som jeg prøvede at læse, men mest brugte som interimistisk afskærmning, så jeg ikke kunne se, hvad der foregik i fodenden. Læste den samme sætning igen og igen uden rigtigt at få greb om handlingen.
For det var ikke småting, de fiskede ud af foden. Eller det var det jo rent faktisk, men det var mere, end de regnede med og et ”noget større område end forventet”. Så de måtte hen og have fat i saven. Og så ligger man der med sin paperback om de store dramaer i Hollywood og tænker: ”Fuck nej, de skal da ikke hente saven!! Hvad fanden skal de med en sav nede ved mine tæer?” Men så gik det også op for dem, at det lød dramatisk, så sygeplejersken henvendte sig til mig, mens jeg for tredje gang forsøgte at læse om en ung kvinde, der havde fået lavet falske bryster og en næse og i det hele taget var en stor støtte af plastikkirurgien: ”Bare rolig, det er egentlig ikke en sav, man kan nok mere sammenligne det med en boremaskine”.
En boremaskine!? Er det bedre med en boremaskine end med en sav? Og hvorfor spiller de egentlig hyggelig countrymusik i baggrunden her på stuen? Er det for at skabe en kontrast til det, der rent faktisk foregår? Er jeg med i en gyser lige nu? Skærer de hele foden af, inden de til sidst fortæller mig, at jeg er med i et samfundsvidenskabeligt eksperiment udtænkt af en gal professor?
---
Men sådan gik det trods alt ikke. Alt forløb planmæssigt, og da de var færdige, gav de mig en lille pose med forbindinger og piller og sagde, at det nok ville komme til at bløde en del, fordi de havde "været inde og rode med noget knogle". Og så gav de mig en kæmpestor sko som jeg kunne forlade hospitalet i og mindede om, at det nok kommer til at gøre ondt de kommende dage, for sådan er det, når man åbner op til indersiden.
Og så tog jeg hjem, heltemodig med min store sko og min indbundne fod og min lille pose med piller, og jeg var klar til at blive modtaget som en af Hollywoods hjemvendte sønner. Som filminstruktøren fra romanen, der havde gennemlevet det hårdeste filmset i mands minde og som endelig kom hjem til sin tålmodigt ventende hustru.
Men så viste det sig sgu, at yngste søn i mellemtiden var blevet ringet hjem fra skole på grund af et forvokset myggestik, der væskede og gjorde ondt, og så var det pludselig ham, det var synd for, selvom det var mig, der var blevet skåret i!!
Og så lå jeg der på sofaen med min ny-opererede fod, som oven i købet var begyndt at bløde, fordi de jo havde ”været inde og rode ved noget knogle”, og så var der ingen der kunne tage sig af mig. Og jeg måtte endnu en gang tage til takke med romanen, som jeg igen havde svært ved at koncentrere mig om, og jeg lå der med mit forpinte ansigt, indtil min kæreste omsider var klar til slippe den lille og komme mig til undsætning med masser af omsorg og vand, for det ville jo være uheldigt, hvis jeg udover at forbløde også lå og dehydrerede.
---
Men det gik sgu alt sammen. Heldigvis. Og nu er det blevet næste dag, og Hollywooddramaet er aftaget en smule. Sønnike og jeg ligger på hver vores sofa med vores skavanker og småkeder os og venter på, at vores kroppe skal blive bedre. For sådan er det vist bare med sygdom i småbørnsfamilien. Det veksler mellem drama, intensitet, kedsomhed og ventetid, samtidig med at det trækker store veksler på de raske, der må stå til rådighed for brok, bekymringer og forventninger om tjenesteydelser i en udstrækning, der enkelte gange antager nærmest Hollywoodske dimensioner.
Men alt godt kommer til den, der venter, og nu vil jeg have mig nogle flere piller.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments