Forleden nat vågnede jeg midt i et mareridt, sveden piblede og hjertet hamrede i halsen og jeg havde det sådan: ”Shit, godt det bare var en drøm”. Og så prøvede jeg at tænke over, hvad der i grunden var sket, og først kunne jeg ikke huske det, men så var der noget, der dæmrede. Jeg havde drømt, at jeg havde været en ti år ældre udgave af mig selv, og at jeg havde skældt og smældt på min teenagesøn, som var kommet for sent hjem fra Dansebar, altså sådan alvorligt for sent, og så havde jeg stået i vores lille gang og hævet armen og truet ham, mens spyttet stod ud fra mine vibrerende mundvige.
Og udover, at det var irriterende, at jeg var blevet en moraliserende far til en teenager (hvilket uden tvivl kommer til at ske om nogle år), så opstod det egentlige chok, da jeg i drømmen kom forbi et spejl og så mit plus-haltres-look, hvor jeg havde fået mave, altså sådan en hold-op-hvor-stofskiftet-ændrer-sig-når-man-fylder-halvtreds-på-en-måde-som-ikke-lige-kan-fjernes-med-et-par-ugentlige-løbeture-mave. Jeg havde også fået vigende hårgrænse, og mit lange hår var erstattet af en Donald Trumpsk frisure med hentehår, der forsøgte at trodse naturlovene og kravle over til modsatte side, hvor der sad nogle ensomme hårdepoter og insisterede på at gro.
Og en helt forandret kropsholdning. Fremskudt mandemandskrop (ternet skjorte) hvor maven ligesom hele tiden bliver skudt frem og armene hænger langs siden, når de ikke automatisk søger ned til hofterne eller samles over hinanden på maven i det der bedst kan beskrives som klassiske bedrevidende og ”du kan bare komme an”- velfærdsmandspositurer.
Og min personlighed var blevet en anden. Jeg var blevet selve inkarnationen af den midaldrende mand, jeg altid har frygtet at ende som:
-Ham, der altid henvender sig til manden i forholdet, fordi vi mænd jo er dem, der må tage affære, når der skal træffes vigtige beslutninger.
-Ham, der synes, Me too er gået for langt og at ”kvinderne også tit selv spiller op”.
-Ham, der altid kommer med sin mening på mødet, selvom ingen har bedt om at høre den.
-Ham der altid drikker for meget rødvin for derefter at tale om sig selv.
-Ham, der kommer med forslag til rettelser eller justeringer, når han skal samarbejde med nogen, fordi han altid har et bud på ”Lean” eller ”simpel optimering.”
-Ham, der tromler sin kone derhjemme, så hun til sidst begynder at tro, at hun ikke er særlig klog og er heldig, at hun har fundet en som ham.
-Ham, der laver tø hø vittigheder og synes, at han minder om Hausgaard (hvilket han bestemt ikke gør).
-Ham, der ofte sladrer om andre, selvom hans motto er, at folk skal blive bedre til at kalde en spade for en spade.
-Ham, der synes, at folk var lidt hårde ved Jes Dorph.
-Ham, der finder stor nydelse i at sætte andre på plads, fordi det bestyrker ham i, at han er den naturlige autoritet.
-Ham, der elsker at tale om sit arbejde og altid nævner sin titel i første sætning.
-Ham, der nyder at korrigere for sproglige fejl.
-Ham, der altid fortæller historier, hvor han selv er helten.
-Ham, der aldrig siger undskyld, aldrig tager fejl og aldrig siger ”det ved jeg ikke noget om”.
-Ham, der er en plus halvtreds selvfed bedrevidende karikatur af en hvid mand.
Men så vågnede jeg heldigvis og fandt ud af, at det hele bare var en drøm.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments