#28 Boligmareridt for begyndere

For et par år siden oplevede min familie og jeg, hvordan det føles at forelske sig i et byhus, se indretningen for sig, hvordan børnene ville lege harmonisk på gulvet, mens man selv ville stå i køkkenalrummet og grine overskudsagtigt med et glas hvidvin i hånden - for så pludselig at stå med en lang næse, intet sted at bo og med den spændende udfordring det er at finde et hus til leje i Roskilde med tre ugers varsel. Så hvis du er typen, der elsker lykkelige historier om, hvordan det føles at flytte ind i drømmehuset med sin familie, og hvis du er mere til Bo Bedre end socialrealisme a la Tove Ditlevsen, bør du nok overveje, om dette indlæg er noget for dig.


Først et resumé: Vi havde i lang tid kigget efter noget at bo i. Det måtte gerne ligge centralt, være i to plan, ikke have for mange m2, være så tilpas nyrenoveret, at der ikke var for meget, der skulle fikses, ikke have nogen have, da tre års havepasning havde vist os, at vi bare ikke er typerne. I praksis betød vores krav og kriterier, at vi skulle finde noget tæt på en trafikeret vej, en jernbane eller en industrigrund, da det ellers ville blive alt for dyrt inde midt i Roskilde.


Og minsandten om ikke det lykkedes. Efter lang tids ihærdig søgen på nettet og opskrivninger hos diverse ejendomsmæglere, fandt vi et byhus, der levede op til samtlige kriterier, så vi endte med at give et bud – som oven i købet blev accepteret. Vi havde et halvt års opsigelse i vores lejebolig, så vi aftalte en overtagelsesdato og opsagde lejemålet.


I vores købsaftale var der et forbehold, der kort fortalt gik ud på, at der var et rum i boligen, der ikke var registreret som bolig og som derfor skulle have en ny registrering hos kommunen. ”Det er en formsag. Intet problem. Et tryk på en knap”. Både advokat, mægler og sælger var enige om, at der ikke var nogen grund til at stresse, og vi fornemmede, at de fandt os en smule emsige, da vi tre måneder før overtagelsesdagen begyndte at spørge ind til det der forbehold. Om det var blevet fikset, når det nu var så meget en formsag. Vi synes ikke, vi fik noget klart svar, så henvendte os selv til kommunen, og selvom de ikke måtte sige noget, så antydede de, at denne boligsag ikke var åbnet endnu, og at det da bestemt ikke lignede en formsag.


Og dér begyndte vi så småt at få i panik. Skulle vi så ikke købe huset alligevel? Hvad var i grunden risikoen? Ja, vores boligadvokat sagde, at hvis kommunen ikke ville godkende rummet til beboelse, skulle det muligvis rives ned, hvilket sagtens ville kunne til at koste os en million i nye el-installationer, vægge og alt muligt andet, så det burde vi ikke løbe an på.

-Men hvad så, hr. advokat? Hvor pokker skal vi så bo? Var det ikke dig, der sagde, at det var ”en formsag, intet problem og et tryk på en knap?”

Det mente han nu ikke lige at have formuleret på den måde, og han kendte i øvrigt ikke nogle ledige boliger, vi kunne flytte ind i.


Herefter fulgte halvanden måneds tid, hvor det føltes som om vi havnet i en boligcentrifuge og blev kastet rundt i det ene scenarie efter det andet. Den ene dag kunne det være en mulighed at leje byhuset i en periode, indtil papirarbejdet gik i orden, den anden dag var det muligt at få et andet forbehold i købsaftalen, den tredje dag kunne intet lade sig gøre, den fjerde dag var der muligvis fremskridt i sagsbehandlingen hos kommunen, den femte dag tog vi ud og kiggede på en lejlighed, der stod tom, så vi måske kunne købe den med lynhurtig overtagelse, og så videre og så videre. Hele tiden døre, der lukkede og nye døre, der åbnede, inden de lukkede sig igen. Ord som BBR-registrering, ejerskifteforsikring, skøde, tinglysning og stempelrefusion føg gennem luften, og hver gang vores børn spurgte os om noget, måtte vi sige ting som, schyy…ikke lige nu…mor sidder lige og roder med noget grundskyld, mens far prøver at komme i gennem til kommunen.


To uger før overtagelsesdatoen lykkedes det os at finde et hus til leje, som hverken var billigt eller optimalt eller godt beliggende eller noget som helst andet. Men det var der. Og det var tilgængeligt. Og det kunne blive vores, hvis vi ville have det. På dette tidspunkt var vores nerver så flossede, at vi kiggede hinanden i øjnene og slog til. ”Vi har brug for ro og afklaring lige nu” Ikke noget huskøb til os i denne omgang. Så vi ringede til alle de implicerede og sagde, at handlen ikke kunne blive til noget alligevel. At vi havde fundet en anden løsning.











Ja, sådan endte vores boligmareridt, og så tænker du sikkert, at det var da en forfærdelig historie, som man intet kan lære af, men her tager du heldigvis fejl. For ligesom med alle andre frustrerende forløb, var der også noget læring i det, og i en tid, hvor EU siger, vi skal lære fra vugge til krukke, og hvor læring generelt er i høj kurs, føles det oplagt at komme ind på, hvad vi som familie lærte af vores modbydelige rundtur i boligcentrifugen.


Tjah, for det første lærte vi, at alting nok skal gå, når der kun er tale om døde ting. Det her er Danmark, og i Danmark ender børnefamilier altid med tag over hovedet. Det lykkedes os at opsnuse en akut-bolig-telefon hos kommunen, og hvis vi ikke havde fundet os en lejet bolig på rekordtid, havde kommunen formentlig tryllet et eller frem til os i ellevte time. Og i sådan en situation kan jeg godt synes, at det er ret lækkert at leve i et land, hvor der findes nogle usynlige sikkerhedsnet, der er klar til at gribe os, når vi pludselig er ved at falde ud over kanten.


Vi fandt også ud af, at vi ikke river hovedet af hinanden eller børnene, når vi står i pressede situationer. Vi bliver heller ikke syge eller går i panik. Vi sover dårligt om natten, får koncentrationsbesvær og syv otte andre stresssymptomer. Men vi får alligevel det hele til at fungere. Vi får ordnet det vi skal, passet vores arbejde, taget os af børnene og får det hele til at løbe rundt. Men vi lærte også, at det har konsekvenser for børnene, når forældrene er under pres. De blev mere urolige, søgte os mere, og den store begyndte at tisse i bukserne igen. Der kommer en pris, når forældre i en længere periode taler mere om BBR-registrering og kommunalt arbejdstempo end Peter Plys og legeaftaler.


Vi lærte også, at ejendomsmæglere og ejendomsmæglerchefer er komplet ligeglade med almindelige menneskers drømme og forestillinger om kommende bolig, når et kompliceret salg nærmer sig en vigtig deadline. Alt deres øregas ”det skal føles godt i maven” og ”det er jer, og kun jer, vi er interesserede i” fortoner sig og bliver erstattet af sætninger som: ”I kan sagtens skrive under, det er en minimal risiko I løber. Skriv nu bare under.” De bliver nærmest tiggende i deres udtryk, og deres humør ændrer sig efter, hvor langt væk det kommende salær synes at befinde sig. Når salget ser ud til at lykkes, er de empatiske, når det ser ud til at smuldre, tager de ikke telefonen. Og det er endnu værre med boligadvokater. Vores boligadvokat skulle kun have betaling, hvis handlen blev gennemført, men da hushandlen begyndte at blive tricky, argumenterede han gentagende gange for, med luskede advokatord, at denne sag sørme havde taget meget af hans tid, og at vi måtte finde en anstændig måde at betale ham på. I takt med at vi blev mere og mere frustrerede, blev han mere og mere bekymret for, og fokuseret på, hans eget honorar. Vi var selvfølgelig godt klar over, at boligmarkedet var et kynisk marked, men at se disse professionelle boligmennesker kaste al menneskelig anstændighed over bord og alene fokusere på egen indtjening, var alligevel tankevækkende. De mindede om en flok smiskende brugtvognsforhandlere fra en Anders And historie, og de sværmede om os, indtil handlen endegyldigt faldt til jorden - så hørte vi aldrig fra dem igen.


Vi lærte også, at boligkøb er en kompleks størrelse, hvor det er umuligt at få overblik over alle detaljer, og hvor også de professionelle kan komme i tvivl, hvilket gør det rimelig afgørende at få fat i nogle rådgivere, der har en nogenlunde forståelse af, hvad de ved, og ikke mindst hvad de ikke ved. Så her er et godt råd: Find en ejendomsmægler og en boligadvokat, som du kan stole på og som er i stand til at sige: ”Det ved jeg faktisk ikke med sikkerhed, jeg vender tilbage når jeg har undersøgt sagen til bunds”. Held og lykke med at finde sådan en!


Og så lærte vi, at man ikke altid har brug for det, men tror, man har brug for. Vi troede, vi havde brug for et romantisk byhus og kort afstand til stationen, men efter at have boet i vores nye lejebolig har vi lært, at det er vigtigere for os, at der er mange børn i nærheden, og at vi ikke har det fjerneste imod at bo endog meget tæt på en masse andre mennesker. Ja, faktisk er vi slet ikke interesserede i et byhus længere og tænker tit, at det sørme da var godt, at vi ikke fik det som vi ville, den gang for snart to år siden.


Ja, og så var det jo faktisk slet ikke så slem en historie alligevel.





74 visninger