#372 Tvangsleg og spejlingsøvelser

Det her sker inde i mit hoved, når jeg er til læringsfestival i København og to mennesker stiller sig op på en scene og beder mig om at spejle deres dansende, legende og gymnastiske bevægelser:

”Fy for fanden, skal jeg nu til at bevæge mig.? Åh nej, magter det ikke. Kan jeg stikke af? Nej, det er ikke en mulighed. Mine studerende vil se det, og jeg kan ikke slæbe dem til sådan et arrangement og så selv stikke halen mellem benene. Kan jeg være i det på en henslængt måde, hvor jeg ikke laver bevægelserne helt så dramatisk som de andre? Fandens også. De to på scenen insisterer på, at man går all in. De kigger rundt på folk, og hvis man ikke gør det entusiastisk nok, bliver de i bevægelsen, til alle makker ret. Det er tvangsleg og tvangsspejling det her. Også typisk, at de sætter sådan nogle elastiske og konsekvent smilende yoga-slaskedukke-typer til at demonstrere det, så alle vi andre kommer til at fremstå gamle og stivnakkede.

Åh nej, nu vil de have os til at hilse på hinanden. Magter jeg slet ikke. Hvorfor skal jeg give hånd til nogle mennesker, som jeg aldrig skal se igen, og som jeg kun skal dele oplevelser med i maksimalt fire timer?

Kan I ikke bare sige eller andet begavet om leg i mikrofonen og lade mig sidde med en kop kaffe og lytte? Og hvis jeg en dag får lyst til at hive leg og bevægelse ind i min undervisning, skal jeg nok gøre det. Hvorfor skal det absolut være mesterlære og en-til-demonstrationer med brainbreaks og håndtryk og kunstige smil. Kunne det ikke være forfriskende, hvis man bare en gang imellem kunne få lov til at sidde på sin flade røv og nyde et godt gammeldags oplæg. Ja, jeg vil til konference og sidde og lytte og tage noter og brokke mig over, at det er så kedeligt og teoretisk.

Åh nej, nu begynder jeg at smile. Modvilligt. Og nu ser de det garanteret. Underviserne. Og så skriver de i deres digitale logbøger og padlets, at aktiviteten var en stor succes, hvor stort set alle deltagere smilte. Og så kommer der endnu mere fysisk aktivitet ved deres fremtidige konferencer, og til sidst er der slet intet indhold, men kun en gigantisk sekstimers spejløvelse, hvor folk vælter rundt mellem hinanden i en overgearet og ekstremt legende massepsykose.

Åh nej, nu tager de det til next level. Nu skal jeg læne mig op ad min kollega, som jeg ikke kender særlig godt, og så skal vi lave en eller anden dansebevægelse, hvor vi ligesom skal løfte hinanden op på skuldrene. Og de stopper ovenikøbet musikken og siger ”nu skal I finde en makker”, de ved godt selv, at det her er over grænsen. Min kollega og jeg kigger på hinanden. Heldigvis en hun cool nok. Vi hopper vi ikke på den. No way. Vi er alt for hæmmede og akademiske til at svinge rundt med hinanden. Heldigvis giver de to på scenen fortabt og starter musikken i stedet for at gå ned og pege på os og fremstille os som dårlige eksempler, der ikke tør ”walk the talk” og sætte handling bag ordene.

Py ha, Nu slutter det vist. Det er overstået. Og fremover skal jeg bare huske det. Når jeg deltager i sådan noget her (som er vigtigt i teorien, men frygteligt i praksis) skal jeg stå nede bagved. Gerne lidt skjult. Så jeg kan luske væk og være alene, indtil det er overstået. Havde jeg da for fanden bare stadig været ryger. Så ville det være det mest naturlige at trække sig lidt væk og holde en pause. Så kunne jeg have nuppet en smøg eller to, indtil jeg kunne høre musikken stoppe og grinene aftage. Og jeg kunne som det mest naturlige slentre tilbage og tage del i det efterfølgende program.   

Spørgsmålet er om introen til den årlige læringsfest alene er årsag nok til at begynde at ryge igen?”

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her