top of page
jesperkoerstz

#289 Lejrskolens ABC


Foto: Unsplash.com

Nogle gange sidder man i et tog og slapper af med sin avis, og så kommer man til en station og kigger ud af vinduet og ser, at der står en hel lejrskole klar til at stige på, og man når lige at tænke: ”Please ikke her, please ikke denne vogn”. Men selvfølgelig kommer de ind, og selvfølgelig er det en flok larmende teenagere, der er helt oppe og køre. Og man tænker ved sig selv: ”Hvad fanden er der galt med dem?” Men så mindes man for en stund sin egen skoletid og sin egen lejrskole, og pludselig står det lysende klart: Nå, ja, de er ved at gøre sig deres første erfaringer med ungdomshierarkier, kærlighed og det modsatte køn, præcis som generationer af børn og unge har gjort før dem.  


På min egen lejrskole i midt-halvfemserne, var jeg en af de populære drenge, (fordi vi var meget få, og jeg var god til fodbold), og det betød, at pigerne blev interesserede i mig på kærestemåden, hvilket jeg synes var spændende, selvom jeg overhovedet ikke var klar til det. Vi skulle med toget ud til en spejderhytte, og jeg kan huske, at Marianne Nielsen valgte at kaste sin kærlighed efter mig allerede på togturen, hvor hun diskret tog min hånd, under nogle jakker, så ingen kunne se det. Og senere, da vi ankom til hytten spurgte hun, om jeg ikke ville med ud og gå en tur, og det ville jeg gerne, og da vi så gik der, vendte hun sig mod mig og sagde: "Kys mig". Og jeg kyssede hende, på kinden, men hun ville kysse med åben mund og tunge, og jeg tænkte: ”Ad Så lad dog være. Hvorfor?” Men jeg gjorde det selvfølgelig, og det kildede da også i maven. Kort tid efter slog hun op med mig. Jeg var for barnlig. Ja, faktisk tror jeg, hun voksede fra mig under selve lejrskolen, så jeg har sikkert siddet med kærestesorg på vej hjem i toget, men det har jeg heldigvis lykkeligt fortrængt.   


Men noget tyder på, at intet har ændret sig siden dengang. For nogle dage siden skulle jeg dele togvogn med en lejrskole (selvfølgelig) i 20 minutter mellem Ringsted og Roskilde, og jeg nåede at opleve en dreng, der skulle kaste op, to piger, der hviskede højlydt om deres klassekammerater og en dreng, der havde utrolig mange sodavand, som han kunne del ud af.


Og så var der ham, der stod i midtergangen og daskede til en pige, mens han sagde en lyd, der vel bedst kan beskrives som weee weee weee. Og pigen, som han åbenlyst prøvede at imponere, var halvvejs vendt mod ham og halvvejs mod nogen veninder, men hun smilede indimellem til ham, og alle teenagedrenge, der har prøvet at daske til en pige, der smiler, vil helt naturligt forsøge at daske videre. Det resulterede selvfølgelig i, at hun til sidst blev træt af ham, eller måske af daskningen? Eller lyden?  I hvert fald endte hun med at skubbe ham væk og gå hovedrystende hen og sætte sig hos en veninde. Drengen grinede fjoget, som kun teenagedrenge kan, og ledte desperat efter et sted, hvor han kunne sidde, fordi det var ”akavet” at stå alene i gangen, men nu var alle sæder optagede. Fuck. Hvad skulle han gøre? Han endte med at sætte sig ved siden af mig, fordi det var det absolut eneste ledige sæde. Men han var tydeligvis forpint. Og eleverne måtte ikke have mobiler, så han kunne ikke en gang gemme sig bag skærmen. Stakkels dreng. Afvist af drømmepigen og tvunget til at sidde ved siden af en fremmed avislæsende mand.


Jeg havde lyst til at fortælle ham, om mine egne erfaringer med Marianne Nielsen og ikke mindst de efterfølgende år, hvor jeg blev ufattelig meget klogere. Havde lyst til at sige noget i stil med: ”Bare vær dig selv og tag det roligt. Der er ikke nogen, der ser ned på dig, bare fordi du sidder ved siden af en fremmed i ti minutter. De opdager det slet ikke. De har nemlig ligeså travlt med at fokusere på sig selv, som du har, så bare tage det roligt og sænk skuldrene.”


Men jeg sagde selvfølgelig ikke noget. Og han ville heller ikke have lyttet. Jeg husker tydeligt fra min egen teenagetid, at råd fra gamle mennesker ikke er særligt interessante, og han ville helt sikkert betragte mig som et fortidslevn og sidde og tænke, at mine erfaringer var værdiløse og over sidste salgsdato, for hvad ved jeg egentlig om at vokse op i en moderne verden med smartphones og snaps og et konstant pres om at være nærværende og præstere i alle mulige fysiske og digitale arenaer? Og det har han jo fuldstændig ret i. Det ved jeg ikke en pind om.


Men jeg sad nu alligevel og konstaterede, at lejeskoleunger i 2024 minder utrolig meget om dem fra halvfemserne. Præcis ligeså forvirrede, overgearede, usikre og elektriske som mig og Marianne Nielsen og alle de andre var dengang.     


Tak fordi du læste med


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




 

 

 

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page