Jeg håber ikke at skulle have denne her snak med min store dreng, når han om få år bliver rigtig teenager:
-Far, jeg tager med nogle af drengene ind til Nordvest i weekenden.
-Hyggeligt, hvad skal I lave derinde?
-Vi skal ind til ungdomshuset på Dortheavej. Hugos storebror bor derinde, og han siger, at vi kan være der hele weekenden og hænge ud. Og vi skal også med til koncert og kæmpefest, hvor de mindes det gamle hus på Jagtvej.
-Øh, det lyder da fint, men du er jo kun 14.
-Ja, men det er stille og roligt, og Hugo siger, at alder ikke er noget problem. Huset er åbent for alle.
-Ja, det kan da godt være, at det er åbent, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er et fedt sted for dig.
-Siger du, at jeg ikke må? Alle de andre skal derind.
----
Og her ville min hjerne gå i selvsving i en stream of consciousness af ungdomshusminder, og jeg ville blive kastet ud i en indre kamp mellem min indre ungdomsrebel og min nyere statur som curlingfar med ansvar for to projektungers sikkerhed.
Jeg kom selv som gæst på Jagtvej 69 til koncerter og arrangementer og kunne vældig godt lide stemningen derinde. Beundrede kompromisløsheden, anarkismen, deres insisteren på et miljø uden sexisme, racisme og Chauvinisme og kampen for forskellighed. Og jeg synes, de så seje ud i deres outfit, piercinger, læderjakker og sortsminkede ansigter og hanekamme.
Jeg boede også selv på Nørrebro i 2007, da politikerne insisterede på at sætte brugerne ud med magt, og der opstod brand i gaderne, smadrede vinduer og en kamp mellem betjente med pistoler og tåregas på den ene side og unge mennesker med brosten og molotovcocktails på den anden. Og jeg kan huske, at jeg kiggede ud af vinduerne på Peter Fabers Gade og så containere i brand, men jeg var ikke i nærheden af at gå derud. Jeg turde ikke. Og det føltes heller ikke som min kamp at kæmpe, og absurd nok endte det hele jo med, at de fik foræret et hus et par år efter, og i dag står grunden på Jagtvej stadig tom og minder om, hvor galt det kan gå, når mennesker ikke taler sammen, og lad mig da lige i den forbindelse slå et slag for DRs nye serie Ungeren, som giver et meget fedt indblik i livet i huset.
Og nu er jeg så i en ny livsfase og har etableret mig med børn i provinsen, og tænk nu hvis en af dem, eller begge to, bliver draget af miljøet derinde. Kan jeg så overhovedet sige nej? For jeg forstår jo godt, at det er dragende. Og for mange er det jo nok også et forældreoprør, og så bliver det bare endnu interessant, hvis man siger nej. Sådan var det i hvert fald for 20 år siden, hvor jeg husker adskillige historier om teenagere fra Værløse og Birkerød, der sneg sig ud af vinduet om natten eller tog direkte fra Rungsted Gymnasium for at tage til fest i ungeren.
Så ved nærmere eftertanke bliver det jo nok slet ikke det nye ungdomshus, som mine drenge vælger til deres oprør. For de ved, at jeg vil have sympati for det. Nej, de kommer nok snarere og spørger, om de må melde sig ind i Venstres Ungdom eller deltage i en af Alex Vanopslaghs Tik Tok videoer eller noget andet modbydeligt - og hvordan vil jeg så lige forholde mig til det?
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 11 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her
Comments