Nogle gange får jeg lyst til at skrive noget vildt. Noget aggressivt. Noget, der får tastaturet til at ryste og adrenalinet til at koge. Noget, der giver afløb for al den vrede, der er inde i mig. Fordi jeg ved, at det at være kreativ kan føles forløsende. Derfor sætter jeg mig ned og skriver hurtigt og vildt, ligesom nu, men konstaterer, at det ikke helt har den forventede effekt. At jeg nok i virkeligheden burde gøre noget andet. Men hvad? Hvad er det egentlig man bør gøre, når man som velfærdsmand bliver vred og aggressiv og har brug for at komme af med frustrationerne på en måde, der hverken er psykopatisk eller til fare for en selv eller andre?
Bør man melde sig til et Carl Mar kursus og rende rundt med pikken flagrende om benene, mens man skriger ad sine lungers fulde kraft og banker hinanden i hovedet med køller og spiser en masse kød, mens man taler om hvor ”rigtigt” det er at være mand?
Eller bør man spurte rundt på en syvmandsbane i regnvejr og lave glidende taklinger, mens man skriger overdrevet højt, når ens modstander strejfer en på skinnebenet?
Eller bør man finde en sofahynde og skrige ned i den, som er det vi altid opfordrer vores ældste søn til at gøre, når han er monstervred, som kun en seksårig kan blive det?
Eller bør man løbe langt ud i skoven, eller tage ud til vesterhavet, eller tøndermarsken og skrige ad naturen, fordi man ved, at naturen kan rumme det og ikke råber tilbage, og fordi man ved, at det gør noget ved en, at være helt derude i uendeligheden?
Eller bør man tage til psykolog og tale om, hvorfor man har sådan et stort behov for at skrige?
Eller til en anden slags behandling, hvor de kan løsne op for en og sige: Du var sørme anspændt, men nu har jeg løsnet dig op, og nu vil du nok opleve at komme hjem og være i hundrede procent balance.
Eller skal man snakke med sin kæreste om det og foreslå, at man råber lidt af hende.
Eller foreslå et spændende seksuelt ritual, der virkelig kan have en ”ud af kroppen-forløsende virkning”.
Ja, mulighederne er mange, men det er nok et faktum, at vi lever i et samfund, der er så gennemciviliseret og gennemreguleret, at der ikke er særlig meget plads til den rå maskuline energiudladning (ja, nu skriver jeg maskulin, og her kan det godt være, at jeg er på tynd is, men min fornemmelse er bare, at der findes en eller anden form for maskulin urkraft, som nogle gange stikker sit ansigt frem, ret mig gerne, hvis jeg tager fejl). Og måske bliver vi også i velfærdsstaten trænet i at gemme noget så barbarisk og primitivt som vrede og frustration, så vi ikke forstyrrer vores omgivelser. Måske gør pædagoger og lærere os en bjørnetjeneste, når de hele tiden beder os om at tale os ud af konflikterne, finde kompromisser og være demokratiske. Måske burde man nogle gange have lov til at få afløb for frustrationerne, ikke ved at give hinanden nogle på lampen naturligvis, men måske på andre måder, så børn lærer, at det er naturligt at være vred, og at det er noget der er rum og plads til.
Jeg oplevede selv at gå rundt i flere år i mine tyvere og være så teflonbelagt, at jeg ikke var i stand til at mærke ægte vrede, sorg og frustration. Og så det oven i købet som et positivt karaktertræk: ”Jeg er ikke i mine følelsers vold, jeg er rationel, jeg kan styre mine følelser. Jeg kan styre mig selv”.
For mig blev det et vendepunkt, at jeg blev far. Det var som om, det gik op for mig, at et menneske rummer adskillige følelser, og at de alle sammen er naturlige. Når jeg så min søn være vred eller ked af det, virkede det ”rigtigt”, og jeg oplevede at være omgivet af meget stærkere, og voldsommere følelser end tidligere.
Og jeg kunne ikke trække mig, når jeg pludselig følte, at noget blev ubehageligt, eller jeg var ved at blive vred. For nu var jeg pludselig en del af en familie. Tidligere kunne jeg slå op, skride, se en film eller drikke mig stiv og slippe væk fra følelsen. Men med en baby i huset, kunne jeg ikke bare gå min vej (i hvert fald ikke mere end en gang), når jeg blev presset. Jeg blev nødt til at blive, og jeg blev tvunget til at opleve, hvordan det føltes at blive lidt for vred og lidt for presset og lidt for ked af det. Og jeg fandt ud at, at jeg ikke døde af det, og at min kæreste ikke slog op med mig, selvom jeg viste lidt flere af de mørke sider inden i mig.
I det hele taget kommer man bare så tæt på hinanden, når man får børn, og ser hinanden i så mange mærkværdige situationer, at det pludselig ikke er så farligt at blive vred eller ked af det. Man dealer med vrede og frustration og uhæmmet glæde konstant, så et enkelt vredesudbrud fra eller til gør ikke den store forskel.
Jeg påstår ikke med denne tekst, at jeg pludselig er blevet ekspert i at vise følelser og være tilstede, som jeg er. Jeg siger stadig ofte ting som:”Er du okay, selvom jeg blev lidt vred” eller ”Uha, der blev jeg godt nok lidt vred, hvad?” Men det er nok bare, fordi jeg er nybegynder. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive rigtig god til at være vred, hvis jeg bare bliver ved med øve mig og opfatte det som noget naturligt. Og hvis jeg så oven i købet minder mig selv om, at det er den sikre vej til at undgå et Carl Mar kursus, skal det nok give mig den fornødne motivation.
Skriv en kommentar eller opret et indlæg i Jagtstuen, hvis du er god til at være vred - eller hvis du er dårlig.
Tak fordi du læste med.
