#338 Far, hvorfor vælter de cykelrytteren?
- jesperkoerstz
- 19. sep.
- 2 min læsning

Dette er et uddrag af en fiktiv samtale mellem en far og et barn under sidste søndags cykelløb i Spanien:
-Far, hvorfor løber der folk ud på vejen?
-Fordi de gerne vil standse cykelrytterne.
-Hvorfor dog det?
-Fordi de gerne vil gøre opmærksom på, at der sker forfærdelige ting i Mellemøsten, hvor en masse mennesker bliver slået ihjel hver eneste dag.
-Lidt ligesom den gang med Hitler?
-Øh…ja…det kan man på en måde godt sige.
-Men så er det vel okay? Man skal jo stoppe sådan noget.
-Ja, men spørgsmålet er, om det er den rigtige måde. Det er i hvert fald vildt farligt, når rytterne kan vælte, og de har også smidt tegnestifter på vejen, så de punkterer. Det duer jo ikke. Jeg tror heller ikke, at de får løst problemerne i Mellemøsten ved at ødelægge et cykelløb i Spanien.
-Hvorfor gør de det så?
-Fordi de er magtesløse? Jeg tror ikke, de synes folk lytter, når de laver almindelige demonstrationer, og så føler de sig nødsaget til at gøre noget andet.
-Men er det så ikke okay?
-Jo…eller nej…det er faktisk ret svært. På den ene side er det jo godt, at der er nogen der siger fra, når der sker forfærdelige ting i verden, for historien har jo vist os, hvad der sker, når man ikke siger fra. Omvendt duer det jo heller ikke, at man ødelægger det for en masse uskyldige, og Vingegaard og de andre ryttere har jo helt sikkert ikke gjort noget. På nær måske lige dem fra det israelske hold, som nok burde have trukket sig.
-Vinder Vingegaard så ikke alligevel?
-Jo jo, han skal nok vinde løbet, men jeg tror bare ikke, han synes, det er helt ligeså sjovt, som det kunne have været.
-Næh, men verden er måske bare ikke så sjov lige nu.
-Nej, det har du vist desværre ret i. Godt at vi bor et sikkert sted.
-Ja, det er godt nok heldigt.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




Kommentarer