top of page

#350 Julekalendersamlekort

ree

For et par måneder siden fandt jeg en stor bunke Tinkakort herhjemme. De havde en gang været ekstremt vigtige for ungerne, men nu lå de bare i en skuffe og samlede støv. Jeg overvejede et kort øjeblik at smide dem ud, men man må aldrig smide børneting ud uden at spørge (har jeg lært på den hårde måde). Men ungerne var komplet ligeglade: ”Bare smid dem ud, de er totalt værdiløse”. Og sådan er det tilsyneladende med julekalendersamlekort. De er vel nærmest det eneste, der er dummere at investere i end biler, for de mister al deres værdi den 25. december, når julekalenderen er slut og supermarkederne stopper deres uddelinger.


Men hvad er egentlig dealen med de der kort? Er det et fænomen, der er kommet for at blive? Jeg kan godt forstå det fra supermarkedernes side, for selvfølgelig er det i deres interesse at opnå et mersalg på noget så uskyldigt og lækkert som en julekalender til børn. Jeg kan også godt forstå det fra tv-stationens perspektiv: ”Fedt hvis vi kan få udbredt kendskabet til serien og få alle børn til at gå rundt og snakke om Valdes Jul.”


Men hvad er der af pædagogiske gevinster? Jeg har besluttet mig for at iføre mig min største pædagogiske ja-nissehue og finde alle de gode grunde til, at dine unger bare skal fyre den af med at samle og bytte julekalendersamlekort: 


1 Dine børn kan få en masse hyggelige oplevelser ved at sidde med samlemapperne og bytte med hinanden. 


2 Dine børn kan opnå prestige og social anerkendelse ved at besidde de rigtige, eller de fleste, samlekort.


3 Dine børn kan lære noget om god argumentation. Måske har et andet barn et vigtigt kort, og så må man jo prøve at komme med nogle gode argumenter for, hvorfor man selv skal have det. På den måde lærer man, hvilke argumenter der virker, og hvilke der bare preller af.   


4 Dine børn kan også lære noget om forhandlingsteknik. Måske finder barnet ud af, hvordan det føles at ”have noget at handle med”, og hvordan man kan få den bedst mulige pris for sin vare.


5 De kan også lære noget om penges virkelige værdi. Mange børn finder ud af, at der skal købes for mere end 100 kroner for at få et vist antal kort, ligesom der åbenbart også opstår et sort marked for køb af salg af julekalenderkort på en del skoler, hvor man købe sig til særlige kort ved hjælp af gode gammeldags kontanter (jeg har også hørt, at der kan opstå et decideret kortmarked på diverse hjemmesider).


6 Børnene kan lære en masse om konflikthåndtering, når de selv får mulighed for at løse eventuelle bytteproblemer.  


Så konklusionen er klar: Bare lad dine unger bytte løs. Især hvis du gerne vil træne dem i kapitalisme, konkurrence, frie markedskræfter, Fluernes herre, magt, spekulation, sortbørshandel og materialisme.


Du skal blot sørge for at ignorere den pædagogiske skepsis, der udtrykkes af moraliserende pædagogtyper og ikke mindst på skolerne. På nogle skoler har de helt forbudt samlekort, og på andre er det kun er tilladt at bytte på bestemte dage. Men mon ikke, du finder nogle lommer. Som jeg forstår det, er Danmark på vej i en mere blå retning, og så må der være masser forståelse for at træne ungerne i egennyttige og erhvervsspecifikke kompetencer, og her tænker jeg bestemt, at julekalendersamlekortene kan komme til sin ret.  


Tak fordi du læste med og god fornøjelse med bytteriet.    



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her


ree

 

 

 

 
 
 

Kommentarer


bottom of page