#352 Brunkageforbandelsen

Jeg ved fra de sidste års historik, at det her bliver årets mindst læste indlæg, fordi alle mine læsere sidder og mæsker sig i julemad og prioriterer familier og samvær og snaps og pakkespil. Og nogle er jer er blevet tykke og fede, fordi I ikke har kunne modstå julens fristelser. Andre har trænet på løbebånd og i romaskiner til I er blevet blå i hovedet af anstrengelse. Alle har I haft tonsvis af juleri og overgearede unger, og en hel af jer af så småt begyndt at glæde sig til at skulle tilbage på arbejde. Det er det samme hvert år. Samme overflødighedshorn af fed mad, hygge, forventninger, juleri, mørke, gaver og indendørs aktiviteter på ganske få kvadratmeter.

Men lad mig benytte lejligheden, når nu ingen læser med, til at tage fat i et de mindste problemer, jeg går og bakser med. Og det er brunkageforbandelsen. Jeg er i denne december kommet til at spise alt for mange brunkager. Og jeg gjorde det også sidste år. Og året før. Ja, jeg synes, jeg begynder at ane et mønster. Selvom jeg hvert år siger til mig selv: ”Ingen brunkager i år. Færdigt arbejde. Ikke på vilkår.”

Men så bliver det første december, og jeg kommer ind i supermarkedet med ungerne, og de siger: ”Far, skal vi ikke nok have noget guf til når vi ser julekalender”. Og jeg tager med det samme en pose mandariner: ”Uhm, lækre økologiske mandariner til en tier”. Men så siger ungerne, at det ikke er nok med frugt, vi plejer også at få noget lækkert. Og så orienterer jeg mig og kan ikke undgå at få øje på de monstrøse beholdere med vaniljekranse, pebernødder og brunkager, kæmpe poser, som kun koster 12 kroner. Og så hiver jeg fat i en pose vaniljekranse, men den går ikke: ”ikke dem, dem kan vi ikke lide”. Og så tager jeg pebernødderne: ”Åh nej, ikke pebernødder, de er kedelige, og vi får dem hele tiden ovre i skolen”   

Og så siger jeg til mig selv: ”Okay, så køber jeg en enkelt pose brunkager, men jeg skal ikke selv have nogen, for jeg gider ikke at æde så meget sukker og kage i år. Og så kommer vi hjem, og det bliver julekalendertid, og der bliver lavet en lille skål til hver af drengene, og vi sætter os og ser Valdes Jul, som hurtigt viser sig at have et tyndt plot og være fyldt med overgearede skuespillere. Og jeg kan med det samme mærke, at det her bliver tungt at slæbe sig igennem som voksen. Og ungerne hygger sig med deres skåle, og det går op for mig, at brunkager dufter godt, og jeg tager hånden frem og siger: ”Giver I ikke en enkelt lille brunkage?”

-Okay far, én!

Og vupti. Er jeg hooked igen. For de smager jo godt. Og jeg må have flere. Jeg går ned og tager en skål til mig selv med brunkager og mandariner, i øvrigt en virkelig god kombi, og så er jeg i gang igen. Et par dage efter er brunkagerne sat ned til en tier, og jeg køber to poser, for det har vist sig, at det både kræver brunkager til de sløve julekalendere og til de gode, som Theo og den magiske talismand, for det gør ganske enkelt samværet hyggeligere.

Og pludselig har jeg gang i et ukontrollabelt forbrug af brunkager (igen), for jeg tager også lige et par stykker efter frokost, når jeg arbejder hjemme. Og man kan jo ikke bare tage en enkelt brunkage, det svarer til nærmest ingenting. Og derfor får jeg hurtigt to-tre stykker til frokost, og så napper jeg også lige et par stykker, når jeg er i køkkenet om eftermiddagen, og en lille skål til begge julekalendere….og….og.

Jeg faldt i igen. Ligesom sidste år. Ligesom hvert år. Tidligere drak jeg for mange øl og røg for mange cigaretter i juledagene. Fordi det ligesom hørte sig til. Jeg bilder mig ind, at det trods alt er bedre at være hooked på brunkager.

Men er der ikke bare noget ved denne højtid. Som i helt exceptionel grad er får os til at proppe alt for meget i hovedet?

Tak fordi du læste med og rigtig god fornøjelse med julefrokosten.