#359 Snemænd og skeleton

For satan i helvede. Så forsvind dog tåbelige snevejr og bring mig mit elskede forår. Men næ nej. Ikke tale om: "Nyt snevejr på vej. Op mod 30 centimeter. Nye prognoser melder om snestorm og risiko for fygning." Og børnene elsker det. Eller nej. Faktisk ikke mere. De synes, det var eksotisk i starten: ”Far far, vil du med ud og kælke?” og ”skal vi ikke bygge en snemand?” Og jeg brokkede mig rutinemæssigt: ”Okay da, men det bliver under protest ho ho ho”.

Og jeg medgiver, at det var hyggeligt. Så stod vi ovre ved kælkebakken og sludrede med naboerne og drak te, mens ungerne grinede og fik røde kinder.

Men det var i starten. Det var den første uges tid. Nu er det bare som om Danmark er blevet et hvidt ufremkommeligt land, hvor det føles som om man tager en chance hver gang, man kører ud på sin ladcykel. Enten ruster kæden på rekordtid, eller også kommer man til at køre efter en snegl, fordi byen er fyldt med store sne-bjerge, som ikke levner en eneste chance for overhaling. Og så kan man ellers trille af sted med fem kilometer i timen, mens man mærker kaffepausen på arbejde skrumpe ind og til sidst forsvinde og blive til ingenting.  

Og hele tiden er det på med jakker og vanter og huer og ekstrajakker. Og nu er ungerne jo omsider nået en alder, hvor det er slut med flyverdragtsshowet, men på grund af ekstraordinært snefald, er de nu igen begyndt at gå med termobukser, som kan ligge og flyde i entreen. Og igen skal der fyldes avispapir i våde vinterstøvler, fordi sne åbenbart også er sjovt, når man er blevet stor.

Og fodbold bliver aflyst. Og løb bliver besværliggjort. Og det føles som om man får en lussing eller bliver til Anders And fra Disneys juleshow, hver gang man åbner hoveddøren. Og det eneste man egentlig har lyst til, er at lægge sig under dynen og tænde for fjernsynet, men der er jo ikke noget, der er værd at glo på. Det er jo fandme kun genudsendelser eller en verden fyldt med konflikter.

Eller hov. Hvad er nu det?

For satan i helvede. Der er OL i vinterhalløj. Det starter sgu nu. Jeg havde fuldstændig glemt, at det eksisterede, og så pludselig dukker det op som en fjern bekendt, som man ikke en gang vidste, at man savnede. Nu giver sneen jo pludselig mening. Jeg kigger på skærmen og ser sne over det hele, og jeg kigger ud ad vinduet og ser det samme. Det er jo bedre end virtuel reality! Det er jo nærmest som at være der selv!

Indtil videre kan jeg anbefale følgende discipliner:

Skeleton: En absurd sport, hvor man kaster sig på hovedet ned på en lillebitte kælk og kører nedad med 130 kilometer i timen. Og vi har en dansk familie med, som er storslået underholdning. Manden hedder Rasmus og bliver kaldt maskinen fra Malling, og hans far er sportsdirektør og søsteren er også med. Det er ekstremt god underholdning (ikke mindst at høre interviews med dem), men sporten er også cool nok, og med nogle dybt engagerede kommentatorer (det lykkedes altid DR at fremtrylle nogle fantastiske eksperter under vinter-OL). Så det skal du klart glo på. Også med ungerne.  

Snowboard: Det er ikke længere breaking News, at Peter Falktoft kommenterer snowboard, men det er stadig temmelig hyggeligt. Og teenagetiltrækkende. Min teenager havde besøg af en anden teenager en dag, og selvom ingen af dem er sportsnørder, blev de alligevel suget ind i snowboarduniverset på et splitsekund. Så hvis du har en teenager, som du savner kontakt med, så tænd for noget Slope Style og Half Pipe og hvad det hedder alt sammen, og se, hvad der sker.

Skiskydning: Sporten er dybt underlig, og ingen begriber, hvem der har fundet på den. Men

hvor er den dog underholdende. Selvom man ikke kender atleterne. Og selvom det altid er favoritten der vinder. Jeg ved ikke, hvad der gør det så dragende. Måske handler det om, at man følger skydningen så intenst. Pletskud. Pletskud. Pletskud. Misser! Jeg sad og så det med min ældste søn forleden, og selvom vi havde svært ved helt at begribe stillingen og mellemtiderne, så var det alligevel dramatisk. Underligt og skønt. Præcis det som OL i vintersport kan.

Curling: Intet over. Intet ved siden af. Man har et hjerte af sten, hvis man ikke kan blive grebet af curling. Her hjælper det selvfølgelig også, hvis man er gammel nok til at kunne huske Gramsespektrum og curlingdamerne fra sluthalvfemserne. Jeg har testet sporten på min yngste søn, og det går desværre for langsomt til et barn, der er flasket op med Minecraft og Steal a Brainrot. Så her er der nok mest tale om forælder-snesports-terapi, som bør dyrkes, når ungerne laver noget andet. Men så er det til gengæld også skønt. Og man glemmer lynhurtigt alt omkring sig.

Overvurderede discipliner:

Hvis det er første gang, at du anvender vintersportsterapi, vil jeg gerne advare mod disse sportsgrene:

Ishockey: Mange elsker det, men man kan faktisk ikke se, hvad der foregår.

Skihop: Det ser ud som om alle hopper lige langt, og man får ikke rigtig noget føling med atleterne.

Langrend: Bare lidt kedeligt.

Men selv de kedeligste discipliner er som skabt til at få tiden til at forsvinde. Og lige om lidt kommer foråret.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her