#375 Nonfirmation for fuld udblæsning

Jeg sidder i kongrescenterets cafeteria og skriver. Og drikker en kop filterkaffe. Ved siden af sidder to håndboldkvinder og taler, og det bringer mindelser om min barndom, i en lille provinsby, hvor jeg husker det som om alle kvinderne spillede håndbold og sad og talte i cafeteriet bagefter.

Min yngste er til fodboldtræning, men jeg har for meget uro i kroppen til at stå og se ham spille, så derfor sidder jeg her og skriver. Selvom jeg egentlig også har for meget uro til det.

Sagen er, at vi skal afholde nonfirmation på lørdag, hvilket er vildt nok i sig selv. Jeg fatter ikke, i mit hoved, at jeg nu er så gammelt et menneske, at jeg har et barn, der skal nonfirmeres. Det næste bliver vel, at han får en kæreste og flytter hjemmefra, og at jeg skal på efterløn. Eller noget andet absurd. Ganske enkelt ubegribeligt. Især fordi jeg er ligeså ung indvendig, som jeg altid har været. Er jeg ikke?

"Nonfirmation". Hader egentlig det ord, og det gør min kæreste også, men nu er nonfirmanten blevet enig med sig selv om, at det er et okay ord, og eftersom det er hans dag, må han vel også have lov til at bestemme, hvad festen skal kaldes. Selvom det jo nærmest er et vrøvleord. Et i-dag-skal-jeg-ikke-konfirmeres-ord, og hvorfor vil man have en betegnelse for noget, man ikke skal. Som oven i købet relaterer til den kristendom, som nonfirmanten jo åbenlyst har valgt fra.

Vi forsøgte at lokke ham til humanistisk konfirmation (som vel egentlig også er noget vrøvl, når det nu ikke er en "rigtig" konfirmation) for det lød i vores voksenører som et fortrinligt alternativ, hvor man hylder etik og menneskerettigheder og alt det andet, som er svært at være uenig i, men godt at vide noget om.

Men det havde absolut ingen interesse. Alt for skoleagtigt. Så derfor opfandt vi vores eget dannelsesprogram til barnet, der bestod af en række oplevelser og aktiviteter, han skulle nå at gennemføre inden festen. Blandt andet en tur i folketinget, en tur på Nationalmuseet, Glyptoteket, samtale med en præst og en masse andet.

Herunder at se Matador: ”Hvis du skal være voksen i Danmark, bliver du nødt til at kende Matador.” Så det sidder vi og ser om aftenen nu, med vores 13 årige snarlige nonfirmant.

I går så vi så afsnittet med faster Anna, fra missionen i Vestjylland. Og vi fulgte hende til konfirmation med Daniel Skjern, hvor hun blev foruroliget over, hvor nedringet Ingeborg klædte sig, at Mads Skjern dansede rundt med sin ældste pige og at grisehandler Larsen havde et billede af Provst Meyer hængene på lokummet. Umiddelbart fik afsnittet ikke nonfirmanten bragt tættere på Gud.

Til sidst i afsnittet faldt Agnes søn i branddamen, så hun blev nødt til at forlade konfirmationen, hvor hun ellers var ansat til at servere for gæsterne. Og det fik mig til at tænke over, hvor meget der kan gå galt til sådan en fest.

Så derfor har jeg heller ikke tid til at skrive mere. Jeg bliver nødt til at få styr på det, der mangler. Og forudse det, jeg ikke lige har forudset. Og huske det, jeg har glemt.

Jeg har sgu aldrig prøvet at holde fest for så mange mennesker før. Heldigvis er der umiddelbart ikke nogen af gæsterne, der minder om faster Anna.

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her