#388 Tessa og de gode ben

Mit hoved er ved at eksplodere, når jeg er til Tessakoncert. Og nu har jeg været det to gange indenfor et år. Første gang var til skolekoncert på Tønder Festival sidste år, hvor jeg seriøst var ved at tabe underkæben, da jeg hørte hendes tekster. Så meget sex, så meget krop, så meget overflade og materialisme. Jeg kiggede rundt på de ældre publikummer og kunne se, at de var mindst lige så forargede som mig: ”Sagde hun virkelig det? Det er jo vulgært. Det kan man sgu da ikke synge foran en masse børn.”
Men så kiggede jeg på børnene oppe foran, de fleste mellem tolv og femten. Og de var i den grad suget ind i koncerten. Og starstruck. Hundredevis af ansigter i benovelse og hengivenhed. Langt de fleste piger. Og Tessa leverede en fest, som jeg ikke kan huske at have oplevet magen til på Tønder.
Med den erfaring tog jeg til hendes koncert på Roskilde i sommer, og det var selvfølgelig præcis det samme. Bare i stor skala. Tusindvis af unge piger og drenge og en tydelig berørt Tessa: ”Hvis jeg kan ende sådan her, så kan I også” og ”den bedste hævn er succes”.
Jeg ved ikke, om jeg er enig i hendes rådgivning og livsanskuelser, men jeg skal love for, at hun har opbygget en menighed og en evne til at tale direkte til de kommende generationer. Mange stod og tudbrølede, og jeg kan ikke huske at have oplevet så stor hengivenhed på Orange, siden MØ for en del år siden erobrede hele verden.
Men det er jo ikke godt, at unge mennesker har Tessa som forbillede. Er det?
Og det er her, min hjerne er ved at koge over. For burde hun ikke tage ansvaret som børne- og ungeforfører på sig og begynde at synge om andet end sex og ben? Eller måske bare supplere med lidt andet? Eller er det netop her magien ligger? Er det kompromisløsheden og den rå tone og de vilde ikke-pædagogiske tekster, der er selve pointen? Men er det så ikke kvinde-fornedrende og objektgørende at være så sexfikseret på den heterosekuelle old-school-tag-mig-agtige måde?
Eller er det netop kvindefrigørende? Er hun måske ligefrem en feminist, der siger: ”Jeg giver ikke en fuck for, at jeg er kvinde, jeg synger præcis hvad der passer mig, og jeg ved godt, jeg er lækker, men jeg er det på mine egne præmisser?”. Eller er hun bare en hård banan og ensporet, fordi hun er vokset op i et barskt miljø på vestegnen? Eller en overdreven egoist, som kun kan synge om sig selv? Eller et overraskende forbillede for venstrefløjen, fordi hun viser, hvordan ægte solidaritet ser ud, når man ikke er født med en guldske i munden. Hun gik tydeligvis meget op i sine rødder og takkede alle, hun havde mødt på sin vej. Jeg fik virkelig en vibe af solidaritet, fællesskab og Brøndby stadion, da jeg så hende stå der på scenen.
Bum. Splat. Der eksploderede mit hoved. Jeg kan godt lide skemaer, papkasser og tydelige verdensbilleder. Og Tessa passer ikke ind. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal mene om hende. Men jeg ved, at det er god underholdning. Og jeg ved også, at jeg vil kigge forbi igen, hvis Tessa en dag lægger vejen forbi en af ”mine” festivaler.
Men jeg ved stadig ikke, om jeg ønsker, at mine unger skal blive fans.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




Kommentarer