#390 Barndom uden have

Jeg har frarøvet mine børn en barndom med have! I sommerferien sad jeg på terrassen i et sommerhus i Rødvig, da den ældste spurgte: ”Hvorfor bor vi ikke et sted, der har sådan noget her?”. Han pegede rundt på træerne og buskene, og jeg kunne høre længslen i hans stemme. Det skar mig som en køkkenkniv i hjertet, for der er ikke noget værre, end når ungerne vender tomlen nedad til nogle af de livsdefinerende valg, man har truffet på deres vegne.

Samtidig følte jeg mig også forurettet og havde lyst til at sige noget i stil med:

”Hør nu her, kammerat. Man kan ikke få det hele. Nu har mor og jeg stået på hovedet for, at du kan få dit eget værelse i et lækkert hus i et bofællesskab med en masse mennesker, blandt andet en masse voksne forbilleder og bonusbedsteforældre. Og jævnaldrende som du kan hænge ud med. Og tilmed et kæmpe netværk, som du kan få gavn af, når du bliver ældre. Prøv lige at forstille dig hvor fedt det bliver om 5 år, når du fester løs ude på festivalen, og der hele tiden er nogle i nærheden du kender. Og rundt omkring i byen i de store klasser og på ungdomsuddannelsen. Ja, alle steder vil du møde nogen du kender, og I vil føle en særlig forpligtelse for hinanden, fordi I har hængt så meget ud sammen.

Ja, vi har faktisk foræret dig en kæmpestor menneskegave, og det vil du forstå en dag, når du bliver voksen.

Og kulturen. Glem ikke kulturen. Tænk på al den kultur, du får foræret af at bo her. Bare se på skaterbanen. Og tænk over at du selv har et skateboard, du kan drøne rundt på, når det passer dig. Og hvor sjovt tror du egentlig det er at køre på skateboard på en græsplæne?

Og danseforestillinger og biografen og alle de andre kulturelle oplevelser i byen, som du bare dumper ind i. Prøv at tænke over, hvor meget kulturel dannelse det giver dig?

Og muligheden for at gå til alt muligt. Jeg ved godt at fritidsaktiviteter hænger dig ud af halsen lige nu, men en dag kommer du igen til at synes, det er fedt, og så kommer du til at takke mig og mor. Sådan er det bare, og det er altså kun muligt, fordi vi bor herinde i byen. Det vil du også forstå, når du bliver voksen.  

Altså, jeg boede jo selv ude på syvende kartoffelrække, da jeg var barn, og er du klar over, hvor tit jeg gik rundt selv i naturen og snakkede med ørentviste og skrubtudser, og det kan da være hyggeligt og idyllisk, når solen lige skinner. Men det er fandeme ikke sjovt, når det er det eneste selskab man har. Hvor sjovt tror du egentlig det er at have legeaftale med en skrubtudse?

Så du kan nok forstå, at der er gode grunde til, at mor og jeg har truffet de valg vi har på dine vegne. Og at det er for dit eget bedste. Og mennesket vil jo altid have det, som det ikke har. Hvis du havde boet på landet, ville du ind til byen, og nu hvor du bor i byen, vil du på landet. Det er helt klassisk. 

Så hold dog op med at stå og glo på den græsplæne og de buske! Og tænk også på hvor grimme de er om vinteren. Og tænk på meget pasning de kræver. Og vedligeholdelse. Og så skulle mor og mig i haven, når vi kom hjem fra arbejde. Og hvor stressede tror du så ikke vi ville blive? Så ville vi stå der og bide af hinanden, og skændes om, hvis tur det var at slå græs og luge ukrudt. Og jeg kan love dig for, at det ville føre til konflikter og skænderier. Ja, i sidste ende vil det måske være uopretteligt og føre til skilsmisse. Og er det virkelig det, du ønsker? Ønsker du virkelig, at mor og mig skal skilles, så du kan få en åndssvag græsplæne og nogle buske?  

Nej, jeg tror nok, du skal være glad for, at du bor omgivet af mennesker, beton, stål, kultur og byliv.”

Ja, alt det overvejede jeg at sige, men jeg nøjedes med at nikke og give ham ret: ”Ja, det kunne være dejligt at have en have man kunne løbe rundt og lege i om sommeren.”

Tak fordi du læste med.

Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her