#391 Far, skal vi nu have frossen pizza igen?

Ja sønnike, vi skal have frosne pizzaer igen, og nu skal jeg fortælle dig hvorfor. Vi har gjort det til en vigtig del af vores familie-fortælling, at vi spiser hotdogs eller frosne pizzaer hver fredag. Og nu har vi fået hotdogs tre fredage i træk, så nu er det på høje tid med pizzaer.
Folk synes simpelthen, det er så hyggeligt, når vi siger det. Så tænker de, at vi er en meget børnevenlig familie, og det er jo en rar historie at have gående i en tid, hvor andres meninger betyder alt. Og folk kan jo ikke vide, at vi i virkeligheden bare ikke gider at lave mad. Og at vi faktisk synes, at hotdogs og pizzaer smager godt. Ja, måske er de voksne herhjemme også på en måde nogle store børn.
Men når det er sagt, så skal du vide, at alle mennesker spiser frosne pizzaer. Det er bare ikke alle, der indrømmer det. Vi kan sagtens være åbne, fordi vi er en loose familie, hvor forældrene oveni købet er vokset op i 90’erne, hvor alting skulle være ironisk. Så vi kan altid ironisere over det, hvis nogen gør os opmærksomme på, at det er hammer-usundt, ultraforarbejdet og formentlig lavet af rottekød. Så kan vi bare sige noget i stil med: ”Ja ja, døden skal jo have en årsag eller ungerne gider bare kun spise de billige”
Andre mennesker har det langt sværere. Nogle er så oplyste eller har læst så meget Jonathan Safran Foer, at de ikke længere er i stand til at spise frosne pizzaer med kød, og så bliver det svært. Udbuddet af vegetarfrysepizzaer er nemlig meget begrænset.
Andre er så økologiske i deres livsstil, at de kun kan købe frosne pizzaer i de dyreste supermarkeder, hvor de koster langt over en halvtredser stykket, fordi de skal have alle de rigtige certifikater. Og økologiske frosne pizzaer er altid lavet af fuldkornshvede og andre knastørre produkter. Og derfor mangler de alt det snaskede. Og snasketheden er ellers en vigtig del af oplevelsen. En frossen pizza uden snask svarer lidt til en hotdog uden pølse. Det kan såmænd være okay, men alligevel ikke helt det samme.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan folk ”bærer” deres pizzaer ovre i supermarkedet. Nogle få, som os, og enkelte studerende, bærer dem med stolthed, fordi de er en integreret del af vores (fredags-) identitet. Andre er langt mere plaget af skyld og dårlig samvittighed. Nogle kigger sig decideret over skuldrene, når de åbner kølemontren, mens andre forsøger at skjule dem under de andre varer i kurven. Og så er der dem, der sender kassemedarbejderen et nærmest undskyldende smil, som om de prøver at sige: ”Ja, det er altså ikke noget vi gør normalt, men ungerne ville så gerne have pizzaer, og så lod vi os for en gangs skyld overtale.
Supermarkederne er i øvrigt godt opmærksomme på problematikken og har derfor arbejdet med emballagen, så pizzaerne udenpå er begyndt at de lækreste kulinariske herligheder, selvom de stadig er præcis ligeså frosne og afpillede indeni.
Så sønnike. Glem aldrig at den frosne pizza er en identitetsmarkør, som fortæller omverdenen en masse om, hvem du er. Og så nyd de her år, hvor du er barn. For lige præcis i din alder signalerer frysepizzaen noget andet. Hvis du går over i supermarkedet og køber en pizza vil folk tænke: "Hvor er han dog en moden ung mand, at han sådan selv kan stå for sin aftensmad. Det kunne andre unge godt lære noget af."
Og det giver mig faktisk en ide. Fra nu af er det sgu da dig, der skal hente frosne pizzaer til os om fredagen - du kan jo gøre det helt uden at have noget på spil.
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her




Kommentarer