top of page

#394 Moussaka, kalamari og meterhøje fadøl

for 6 dage siden
3 min læsning

En meget præcis illustration af familien


Tjeneren tager imod os og siger: ”Welcome, you have a reservation?” Vi ryster på hovedet og bliver guidet videre til et ledigt bord. Vi sætter os og taler om, hvad vi skal have. Bedstefar gør, som han altid gør, kigger grundigt på kortet og konstaterer efter en del betænkningstid, at han gerne vil prøve deres Moussaka. Bedstemor skal have Greek Salad med både den lokale ost og feta. Vi diskuterer, hvad der er bedst. Nogle er mest den lokale fyldige, mens andre foretrækker den markante feta-smag. Her kan vi heldigvis kombinere det. Jeg skal have Pastichio, den pasta/lasagneagtige ret, som man ikke kan få alle steder. Min kæreste vælger fried kalamari, hvilket får os til at grine, for det er ungernes favorit, og nu er vi for en gangs skyld afsted uden dem.


Herfra bliver det underligt.


Jeg bestiller en hel liter fadøl, som jeg får serveret i et meterhøjt glas, som er så voldsomt, at jeg må holde om det med begge hænder. Jeg drikker lynhurtigt det hele og bestiller en ny gigantisk øl. Og på et splitsekund er jeg blevet plakatfuld. Jeg snøvler voldsomt, mens jeg siger til alle ved bordet, hvor glad jeg er for dem, og at de skal vide, at de er nogle af mine ”aljer bæsde væænner. ”


Så kommer den græske salat på bordet, serveret i en bøllehat på en strandketcher, bedstefars Moussaka viser sig at være en blyant, og min Pastichio har taget form som et viskelæder. Jeg brokker mig over, at portionen er så lille, for vi har besluttet at dele alle retter, men nu trækker jeg i land: ”Jeg tror altså gerne, jeg vil have det hele selv.”

Alle griner, for på tidligere ture til Kreta, da jeg var yngre, brød jeg mig ikke om at dele maden. Jeg foretrak altid at have min egen portion.


Vi taler videre, mens vi indtager vores mad. Vi forstærker vores personligheder en smule, taler lidt overdrevet, mens ungerne knokler som tjenere og kokke i køkkenet. Da regningen kommer, slår vi sten, saks, papir. Min kæreste taber, så jeg lister mit visakort og fem euro over til hende, mens tjeneren kigger væk. Et sekund efter kommer han anstigende med et penalhus, som er dankortterminal, og snart trækker han en lang kvittering ud af åbningen. En kvittering som vi huskede at tage med hjem, da vi tidligere på dagen sad og fik bananasplit, mens vi kiggede udover Paleochora og aftalte, at vi senere på dagen skulle lege restaurant. Alle sammen. For sådan noget er kun sjovt, når alle er med. Især de voksne!


Og vi har alligevel masser af tid. For sådan er det, når man er på sydkysten af Kreta i efterårsferien uden bil. Så har man masser af tid. Tid til at lege restaurant, til at læse, tegne, gå ud og spise og holde øje med, om der skulle komme en regnbyge: "For de skyer ser da noget mørke ud." Og når der kommer en byge, kan man skynde sig at hoppe i badetøjet og i poolen, for når det regner, har man poolen for sig selv og kan spille bold og råbe uden at blive tysset på eller smidt væk. 


Vi rejser til Kreta hvert andet år. Det er en tradition. Det er også derfor, det er nemt for os falde ind i rollerne, når vi leger restaurant. Vi ved hvad hinanden siger og gør.


Og vi har et særligt forhold til netop denne by. Som om alt er mere lækkert og atmosfærefyldt end på nordkysten. Selv deres souvenirs og varer i butikkerne har fået et kvalitetsløft. Man kan få fodboldtrøjer med Figo og Giroud på ryggen, t-shirts med Banksy motiver og skjorter af virkelig god kvalitet. Og der er bog-byttecentraler overalt. Koncentrationen af skønlitterære bøger ved poolen og stranden er massiv. Folk flokkes til yogaarrangementer og samtalecirkler på stranden, og grupper af vandrere kommer ned fra retreats i klostrene og ruter oppe i bjergene.


Så derfor havner vi ofte her. Selvom det er lidt mere bøvlet at komme til. Og som en familie med en tendens til altid at afsøge nye steder, er det faktisk meget fedt også at have et sted at vende tilbage til. Måske fordi steder også repræsenterer minder og oplevelser, måske fordi man får mulighed for at opleve stedet gennem ungernes øjne, og måske fordi man får mere overskud til at lege restaurant, fordi man alligevel har oplevet og set alt, hvad der sker oppe i byen.


Tak fordi du læste med



Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 9 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her



 
 
 

Kommentarer


bottom of page