#53 Coronadagbog: Lad os ryge og drikke hele natten


Foto: Unsplash.com


Søndag d. 29/3 kl. 07:42

Vi kommer hele tiden til at tale om coronaen, selvom vi faktisk ikke orker mere. Meget tit, når vi er i gang med at tale om noget andet, finder vores hjerner en vej, så vi ender med at vende tilbage: ”Det er også bare, fordi vi skal være hjemme hele tiden” eller ”det handler nok også om, at alt er anderledes i disse coronatider.” Det er som om, at arbejdsliv, skoleliv, fritidsliv og privatliv er knyttet an på coronaen i en grad, så det er svært for alvor at tænke på og tale om andre ting. Vi ser også fysiske advarsler alle vegne. På døre, ved busstoppesteder, på hjemmesider, i radioen og i fjernsynet. Ja, selv i huse hvor der bor en gravid, kan der hænge en advarsel på døren, så vi lige bliver mindet om vores usynlige, men alligevel allestedsnærværende fjende- hvis vi skulle have glemt den et kort øjeblik.

Og alle normale samtaleemner er suspenderet. Der bliver ikke spillet fodbold, der bliver ikke afholdt koncerter og fester og konfirmationer og parmiddage og fødselsdage og alt det andet, som vi plejer at få tiden til at gå med- og tale om. Og vi må ikke en gang gå på arbejde og i skole, hvor vi plejer at opsnappe langt de fleste af vores samtaleemner.

Så hvad skal vi så tale om?

Jeg ved det ikke.

Nogen keder sig så meget, at de har gjort det til en livsstil at kritisere dækningen af coronakrisen: ”Nu gider vi simpelthen ikke høre mere om, hvor hårdt det er at lave hjemmeskoling og hjemmearbejde” og”har vi ikke snart set eksempler nok på hotelejere, der har det svært uden gæster.” Disse coronafilosoffer synes, det er for galt, at vi skal høre så meget om almindelige mennesker, og det er typisk også dem, der brokker sig mest over, at Deadline er sat på pause.

Andre synes der bliver lavet for mange tiltag: ”Vi burde gøre ligesom Sverige, så vi ikke lukker hele landet for at redde nogle syge og gamle.” Det er typisk dem, der stadig omtaler coronaen, som en ”influenza”, hvilket virker en smule provokerende på dem, der har mistet, eller frygter at miste, en pårørende under pandemien.

Andre har så stærke arbejdsabstinenser, at de opfinder alverdens virtuelle tiltag for at holde kadencen oppe. ”lad os lave videoer og ugentlige Skypemøder og ledermøder og videokonferencer og måske en virtuel fredagsbar, hvor vi kan sidde med hver vores øl og skåle ind i computerskærmen”.

Andre søger ud i naturen. Jeg har aldrig set så mange mennesker i Boserup skov som i disse dage, og jeg så endda en familie, der så ud som om, de var flyttet permanent ind med store rygsække og masser af konserves.

Og andre gør alle mulige andre ting. Nogen synes, at det er det bedste, der er sket i lang tid, fordi vi pludselig har tid til hinanden, mens andre er så angste over verdensøkonomien og den permanente dødstrussel, at de ikke kan falde i søvn om aftenen. Men alle mennesker, i nærmest hele verden, gør noget andet end de plejer. Og det er en ret fascinerende tanke.

Mandag d. 30/8 kl. 07:57

De sidste par dage har jeg haft lyst til at ryge. Altså sådan rigtig lyst. Det er efterhånden to år siden, jeg stoppede med cigaretterne, og i lang tid har jeg nærmest ikke skænket dem en tanke, men nu har jeg igen lyst til den belønning, jeg i mange år tillod mig selv 10 til 15 gange om dagen. Coronatiden er en tid, der trigger min hjernes belønningscenter.

Jeg har også lyst til at drikke. Jeg tager næsten aldrig ud og drikker øl, men i denne tid har jeg lyst til at drikke fadøl uden nogen form for mådehold. Og hvis jeg får lyst til ti shots, vil jeg købe dem, og hvis jeg får lyst til at drikke mig mere end almindelig stiv, vil jeg gøre det. Hæmningsløst og utæmmet. Coronatiden er en tid, der trigger min hjernes drukcenter.

Jeg har også lyst til at være beskidt, og gøre hvad det passer mig uden at vaske hænder.

Jeg har også lyst til at være sammen med mine venner og tale om mennesker og fodbold og musik og politik og bøger uden at have en åndssvag virus hængende over hovedet.

Jeg har også lyst til at høre høj musik og danse og være helt og aldeles bekymringsfri.

Jeg har med andre ord lyst til at tage på værtshus. Som så mange andre danskere, lærte jeg i en ung alder, at man har det sjovest, når man drikker. At det er i branderten, man er ærlig, kærlig og giver hinanden komplimenter. Og sætter sig selv fri. Værtshuset er på mange måder modsvaret på coronakrisen, fordi det repræsenterer et frirum, et børnefrit rum, hvor voksne mennesker opfører sig uansvarligt og tåbeligt, og hvor man ikke tænker en skid på intensive behandlinger og dødsfald, og hvor det udelukkende handler om at være i nuet. Hvor normale regler om sengetider og ”der er også en dag i morgen- tænkning" er suspenderet. Værtshuset er et sted, hvor man holder om hinanden og siger ting som ”jeg ved godt, jeg ikke siger det så tit, men du er virkelig en god ven” og ”hold kæft, hvor har jeg det godt lige nu”.


Så værtshuset er det modsatte af infektionsforskrækkelse, hygiejnemani, afstand og bekymringer, og derfor vil jeg på værtshus, ligeså snart den her langstrakte science fiktion film er overstået.


Foto: Unsplash.com

Tirsdag d. 31/8 kl. 8:55

Mette og hendes myndighedsmænd har stillet os frihed i udsigt, hvis vi opfører os ordentligt henover påsken. Det er den ultimative selvdisciplineringstest for drikfældige danskere. Hvis du lader være med at tage til påskefrokost og drikke påskeøl, får du lov til at tage på arbejde ugen efter. Det er nu vi finder ud af, hvad der betyder mest. Arbejde eller alkohol.

----

Kåre Mølbak fra Seruminstituttet sagde ikke, at vi var på den grønne gren, men dog på den grønne kurve, og min kæreste var faktisk lige ved at græde af lettelse, da vi fik at vide, at indsatsen nytter, og at der ud til at vente en en mere normal tilværelse på den anden side af påsken.


Onsdag d. 1/4 kl. 07:32

Man må godt besøge sin gamle bedstemor på plejehjemmet.

Man må godt tage i biografen.

Man må godt give sine gode venner et knus.

Børn må godt gå i skole.

Aprilsnar!!!

Torsdag d. 02/04 kl. 19:42

Det er stadigvæk nogle bekymrende høje dødstal, man hører fra Italien, Spanien og nu også New York. Jeg kunne godt tænke mig, at nogle af de mest stejle kurver snart begyndte at falde, så man kunne få indtryk af, at det her var en forbigående tilstand og ikke noget, der har tænkt sig at blive ved i al evighed. Og der må sgu da også snart være en af de tusindvis af hvidkitlede forskertyper, der finder et eller andet brugbart i et af deres reagensglas: ”Nå, sjovt at det var sammensætningen af kardemomme, malariamedicin og en lille skive citron, der udgjorde den endegyldige kur mod Covid19. Det skulle vi da have vidst noget før. Men bedre sent end aldrig.”

Tak fordi du læste med.

55 visninger