Da jeg var ung og skulle pakke til ferier og weekender, begyndte jeg typisk at orientere mig aftenen inden afgang ”Hm…hvor er egentlig min nye t-shirt”, og ”er min yndlingsskjorte overhovedet ren?”. Og så fik jeg nogle gange travlt. Med at lede eller vaske eller beslutte mig for, at min t-shirt ikke var helt så beskidt, som man umiddelbart skulle tro.
Senere da jeg mødte min kæreste, var vi enige om, at vi pakkede for os selv. Det var for bedsteborgerligt og lillemor-agtigt at pakke for hinanden. Det svarede nærmest til at have fælleskonto, færdiggøre hinandens sætninger eller noget andet identitetsberøvende. Så jeg pakkede min egen rygsæk, og hun pakkede sin (hvilket blandt andet betød, at det lykkedes mig at komme på ferie i Rom med kun en enkelt kortærmet trøje). Og hvis vi skulle have den store rygsæk med, lagde vi hver især vores ting på sengen, og så var der tilfældigt, hvem der lige proppede tingene i og lynede. Det kunne jo også være fuldstændig ligegyldigt, så længe der bare var pakket færdigt, inden vi skulle til lufthavnen.
Men så fik vi børn…
Pludselig var der flere behov, og pakkeriet ændrede karakter. Det var ikke længere en mulighed at vente til sidste sekund og bare vælte noget tøj i en rygsæk. Det krævede nu overblik, langtidsplanlægning, indsigt i børnetøj og forudsigelse af vejr og vind og svære beslutninger om regntøj eller ikke-regntøj og store frakker eller langærmede bluser. Ikke mindst fordi vi ikke har bil og derfor er nødt til at pakke meget præcist. Vi kan ikke som andre familier fylde bagagerummet og tage en ekstra kuffert med til ting, vi muligvis får brug for. Vi bliver nødt til at tænke os godt om og vælge paperbacks frem for tunge bøger, lette trøjer frem for flotte trøjer og så videre og så videre. Det var med andre ord blevet en helt anderledes krævende og omfangsrig opgave at skulle pakke til eksempelvis tre ugers sommerferie.
Så det satte også vores samarbejdsevner på prøve. Jeg havde ikke forstået omfanget af forandringen og havde ikke blik for, at pakning med børn kræver anderledes tænkning, så min kæreste følte, at hun stod med ansvaret alene: ”Du ved godt, at vi skal af sted på fredag, ikke? Vi bliver altså nødt til at lægge en plan for pakningen. Hvorfor tager du ikke noget ansvar?” Jeg havde det mere sådan: ”Fredag, der er jo en evighed til. Jeg kan da virkelig ikke begynde at tage stilling til ting, der ligger så langt ude i fremtiden. Der kan jo ske alverdens ting inden da.”
Men vi prøvede trods alt at gøre det sammen, fordi vi gerne vil være sådan nogle, der kan gøre sådan noget sammen. Men det kunne vi så bare ikke. For ud over at jeg kom for sent i gang, havde jeg også en anden opfattelse af, hvordan den gode pakning er: Jeg tænkte, at det kunne være en hyggelig proces, hvor man hører lidt musik og går og funderer lidt over, hvad man i grunden skal have med. Min kæreste er mere sådan en, der gerne vil have en koncentreret proces, hvor man bruger al sin tilgængelige tankekapacitet på at få pakket alt det rigtige i en pokkers fart - og på mange måder minder vores pakketilgange om vores rengøringstilgange, som du kan læse mere om her.
Så vi var både uenige om, hvornår vi skulle pakke, og hvordan vi skulle pakke, og samtidig foregik pakningerne med små hjælpsomme børn ved anklerne, så man var sikker på, at processen hverken blev særlig hyggelig eller særlig effektiv.
Så derfor blev vi enige om, at vi måtte gøre noget. Vi vil gerne være en familie, der rejser sammen og oplever noget sammen, og derfor er det ærgerligt, hvis afsættet hver gang skal være et skænderi om hvad, hvordan og hvornår, der skal pakkes.
Løsningen
Løsningen er i al sin enkelthed blevet, at det er min kæreste, der forbereder og udfører pakningen, mens jeg sørger for at give hende de allerbedste arbejdsbetingelser. Jeg finder alt det, jeg selv skal bruge og lægger det på sengen, og så sørger jeg for at tage børnene og gå på legepladser, cafeer og i supermarkedet i al den tid, det tager hende at gennemføre pakningen. Så kan hun gå og være grundig og effektiv og koncentreret uden forstyrrelser, og så vender vi snuderne hjemad, når vi ved, at hun er færdig. Det er en dejlig ustressende proces, som fungerer godt for alle parter.
Men det er selvfølgelig ikke så godt i forhold til perspektivet om moren som skjult projektleder, som jeg talte om i Deadline for nylig, for pakning er en organiseringsopgave, og den, der sidder på pakningen, sidder på en del af overblikket og dermed ansvaret i familien. Og hvis man gerne vil opnå reel ligestilling, er det måske lige præcis denne typer opgaver, man bør deles om eller skiftes til.
Og det er heller ikke så godt i forhold til at lære børnene at være en del af familieforpligtelserne, så de lærer, hvilke forberedelser og opgaver, der ligger i det at skulle på ferie. Og så de lærer, hvad det vil sige at pakke en taske, så de måske bliver gode til at gøre det selv, når de bliver voksne (modsat deres far).
Så jeg har grublet en del over, hvordan jeg skulle retfærdiggøre vores ”pakkeløsning”, når jeg nu gerne vil være en børneopdragelsesblogejer, der er fremme i skoende i forhold til den pædagogisk korrekte opdragelse. Og jeg tror, jeg har fundet svaret i vores nye identitet som ”familien, der kan klare sig med utrolig lidt oppakning i utrolig land tid”. For vi er nu nede på en stor taske, en lille rygsæk, et net og så børnenes krokodilletaske, og det udløser ofte kommentarer som: ”Hvor er resten af jeres bagage? Har I ikke mere end det? Skal I kun være væk i en weekend?”
Så vi er nu blevet en slags foregangsfamilie, når det handler om at pakke let, og det er jo godt i forhold til klimaet, og det er også godt, i forhold til at lære børnene, at man ikke behøver en hel masse ting for at have det sjovt.
Så det vi har tabt på ligestilling og børneinddragelse, har vi muligvis vundet på klima og antimaterialisme, og derfor håber jeg, at opdragelsesguden (hvis der findes sådan en) trods alt vil se på os med milde øjne, når vi sætter os ind i vores klimavenlige tog og sætter kursen mod tre ugers ferie på Langeland.
Tak fordi du læste med og rigtig god ferie.
Comments