Tidligere købte jeg altid økologisk mælk, fordi det føltes rigtigt at gøre noget godt for klimaet, samtidig med at det gav en god følelse i maven at lægge mælken på båndet, så kassedamer og øvrige kunder kunne se, at her havde vi at gøre med en far, der var god mod både dyr og klima. Så læste jeg et interview med Venstres Mads Fuglede, der lidt drillende sagde, at han var holdt op med at købe økologisk, simpelthen fordi klimaaftrykket blev for stort. Senere sagde de i radioen, at det mest klimabelastende ved mælk var plastiklåget, og det gik op for mig, at jeg havde haft grundløs god samvittighed ved adskillige mælkeindkøb, hvor jeg i virkeligheden burde have skammet mig og kigget ned i gulvet. I al min iver efter at være en klimabevidst forbruger havde jeg købt den mest plastikindpakkede ko-bepruttede-CO2- mælk, der overhovedet fandtes på markedet.
Siden den dag har jeg købt en billig ikke-skruelågsbehæftet ikke-økologisk mælk i et andet supermarked (hvor man ikke går så meget op i den slags) og min undskyldning er, at de tre kroner jeg sparer ved hvert mælkeindkøb skal bruges til vores næste rejse, der naturligvis skal foregå med tog og derfor må forventes at blive væsentlig dyrere og mere besværlig, end hvis vi havde gjort som flertallet og taget en flyver. Men så har jeg da en forklaring parat, hvis jeg en dag skulle blive spurgt, hvordan i alverden jeg kan finde på at købe en discountmælk. Og man kan jo altid sørge for at finde en økologisk mælk fra en dansk ko uden skruelåg, hvis man en dag skal have besøg af sine gamle venner inde fra Østerbro.
Men det er jo fuldstændig umuligt at være klimatisk korrekt, når man ikke kan gennemskue, hvad der er det rigtige at gøre. Måske har det kostet tonsvis af CO2 at producere batteriet til vores el-cykel. Måske er vores agurk fløjet ind fra de varme lande, og måske har vores reduktion i oksekødsspisningen ført til, at der nu bliver produceret køer i Ungarn i stedet for i Danmark med alt hvad det medfører af øget CO2 udledning.
Jeg er med på, at man skal bidrage som økonomisk forbruger, og det gør jeg skam også ved at bruge oceaner af I-landstimer på at fundere over mine indkøbs enorme betydning, men hvis jeg et øjeblik skal hæve mig op over provinshøjde og se på min position som enkeltindivid i landet Danmark på kontinentet Europa på planeten jorden, må jeg bare konstatere, at jeg er så lille en brik i det store klimaspil, at min indsats nærmer sig det grinagtige. Der bliver fyret med kul i Polen, brændt regnskov af i Amazonas og født børn som aldrig før i Afrika. Det er næsten til at dø af grin af at tænke over hvor lidt en enkelt eftertænksom familiefar betyder i forhold til bestræbelsen om at holde klodens temperaturstigning nede på et acceptabelt niveau. Og når det så oven i købet er komplet uoverskueligt, om ens nøje tilrettelagte indsats så overhovedet virker. Ja, så føles det bare endnu mere meningsløst og ligegyldigt.
Men det er så her, at børneopdragelsen kommer ind i billedet. Jeg kan simpelthen ikke lære mine børn, at deres handlinger er betydningsløse i forhold til klimaet. Jeg bliver nødt til at forsøge at plante en følelse hos dem om, at man som enkeltindivid kan gøre en klimaforskel udover at sætte sit kryds det rigtige sted hvert fjerde år. Og heldigvis har jeg opdaget, at et klimavenligt liv ofte fører nogle positive afledte effekter med sig. Når man kører på ladcykel, får man frisk luft. Når man spiser mindre kød, får man flere grønsager. Når man tager sin egen mulepose med i supermarkedet, sparer man penge. Jeg kan med andre ord give mine børn en illusion om, at deres handlinger betyder noget i det store klimaregnskab, samtidig med at vi spiser broccoli og får røde kinder.
Men jeg ved, at jeg ville have svært ved at finde entusiasmen, hvis ikke jeg havde børn. Det er helt klart tanken om børnenes fremtid, og ambitionen om at lære dem, at man sagtens kan leve et godt liv med et lavt CO2 forbrug, der giver mig motivationen. Hvis jeg boede alene i en lejlighed på Nørrebro, er jeg ret sikker på, at jeg ville se det som en håbløs kamp, som jeg slet ikke ville kaste mig ud i. Som Pernille Rosenkrantz Theil sagde en gang i sin røde fortid, da hun skulle forsvare at have købt en Coca Cola i Seven Eleven: ”Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad en enkelt forbruger køber i en døgnkiosk en torsdag aften i København i forhold til den forskel det kan gøre, når den rigtige politiker vælger at ændre en enkelt decimal i det rigtige dokument” (citeret løst og frit efter hukommelsen). Det er sådan, jeg har det med klimaet. Det er fuldstændigt ligegyldigt med den politiske forbrugers indsats, men vi skylder vores børn at lære dem, at klimakampen er værd at kæmpe.
