#91 Vaccinemonsteret


Foto: Unsplash.com


Monstertekster er indlæg, hvor jeg klimprer løs om alt det, som lige falder mig ind, mens den yngste ligger ved siden af og nægter at falde i søvn. Jeg skrev en del af dem, da han gik i vuggestue, hvor putningen sagtens kunne vare halvanden times tid, men efter han er begyndt i børnehave, får jeg næsten aldrig tid til det. Så når jeg lige at sætte mig godt til rette og åbne word – og så er drengen faldet i søvn.


Og det er jo en god ting. Det er slet ikke det. Det er ikke sådan, at jeg sidder og drømmer mig tilbage til vågne og umulige børn, bare for at jeg kan sidde og skrive monstertekster. For de handler jo ret beset om, hvor frustreret man kan blive, når man sidder og venter på, at et barn skal sove, fordi man har været så dum at indføre en praksis, hvor man er nødt til at blive siddende til den bitre ende. Så det er selvfølgelig ikke det, vi skal tilbage til.


Men der var nu alligevel noget hyggeligt ved at sidde og fordybe sig i timen mellem 19 og 20. Noget ekstremt kontrastfyldt over at sætte sig til rette og nyde stilheden og bogstaverne, når man lige havde puklet rundt og lavet mad og vasket børn og puttet i opperen og givet nattøj på og alt det andet, der hører med en helt almindelig tirsdag aften. Og der var også noget tilfredsstillende ved at mærke, at skriveriet beroligede ham. Han fornemmede, at det ville blive ved for evigt, og han derfor ligeså godt kunne lægge sig til at sove. Jeg kender selv følelsen fra lange busture, hvor jeg også bliver frygtelig træt, når jeg kigger ud ad vinduet og ser motorvejen, der bare bliver ved og ved med at dukke op i mit synsfelt. Den der følelse af uendelighed som trætter hjernen, så man til sidst ikke har mere at stå i mod med og bare lukker øjnene. Ja, jeg var på en måde blevet hans bustur til Prag eller Bratislava.


---


Men nu er det juleferie, og nu har jeg chancen igen. Han ligger lige her ved siden af og er frisk, fordi han ikke har tonset rundt i seks timer i flyverdragt med en masse fremmede børn og pædagoger. Han har også sovet længe, i hvert fald længere end normalt, så jeg vil næsten tro, at han vil være vågen den næste times tid, og så skal jeg bare håbe, at han er i det humør, hvor han ligger stille og ikke forstyrrer - så jeg kan få formuleret alt det, som presser sig på. Jeg har så meget i mit hoved, der egner sig til monstertekst, og jeg skal i hvert fald skrive om vaccinen. Det er helt sikkert. Alle snakker om den, og den er blevet lyset for enden af tunnellen. Det føles helt surrealistisk at leve i en verden, hvor alle kollektivt holder vejret og krydser fingre for, at videnskaben taler sandt, når den lover os at to hurtige stik, kan gøre en ende på alle lidelserne. Nu skal jeg bare finde en familiemæssig vinkel, så jeg kan…..


….han har netop hevet mig i armen: ”Baba, skal vi ikke se nyheder?”


Og nej, Jeg ved ikke, hvorfor han er begyndt at kalde mig Baba. Det startede han bare med en dag, og så er det ligesom hængt ved. Måske har han hørt det fra et tyrkisk barn, for det er vist deres ord for far. Eller også synes han bare, det lyder fedt, og så vil han også bruge det.


Men jeg ved godt, hvorfor han vil se nyheder. Det var, fordi vi indførte en se-nyheder-praksis under første nedlukning, hvor han lå og faldt i søvn til lyden af vores allesammens tv-læge Peter Geisling, og billederne af italienske dødslastbiler i kortege. Min vurdering var, at han ikke fattede en brik af det, og det håber jeg i grunden, at jeg havde ret i.

Men han får ikke lov til at se nyheder i dag. Basta. I dag skal der skrives monstertekst, og det er jo på en måde også for hans egen skyld (som man siger). For når han bliver voksen, vil han gå ind på dengodeopdragelse.com, og læse tekster og så vil han studse over monsterteksterne, fordi de handler om ham selv, og så vil han tænke: ”Fedt mand. Fedt at Baba brugte alle de aftener og timer og dage og uger på at skrive, for det er jo fuldstændig uforligneligt, at jeg nu har sådan en skattekiste af skildringer, erindringer og minder fra min egen barndom. Jeg må huske at give ham en dybfølt tak, når jeg ser han til vores ugens-højdepunkt-frokost på søndag”. Nå, tilbage til vaccinen, som utvivlsomt vil være et vendepunkt og betyde, at vi alle sammen kan….


…Okay….nå, nu kravler han ned fra sengen og hen til vandflasken på bordet. Jeg fornemmer, at han kigger på mig i mørket, men jeg lader som om, jeg er fordybet i skriveriet og ikke registrerer ham. Måske undrer han sig over, at jeg ikke siger noget. Måske tænker han, at min manglende reaktion betyder, at han også må gøre andre ting, som for eksempel at finde legetøj eller kravle rundt på tremmesengen. Eller måske lægger han sig bare ned for at sove, fordi han føler sig træt, og fordi han ved, at det vil gøre hans gamle Baba glad….ja ja, nu ser det ud til, at han lægger sig op i sengen igen. Hvor er det fint. Han ved, at jeg gerne vil have, at han sover, og derfor lægger han sig til at sove. Ja, nu kommer han helt hen og lægger hovedet på min mave, så han tvinger mig til at løfte højre hånd, hvilket giver mig en helt forfærdelig skriveposition, men pyt nu med det.


Nu skal jeg bare i gang. Måske skal jeg lave en tekst, hvor jeg veksler mellem det familiære perspektiv og den max-ti-personer-store juleaften og så går op i helikopteren og betragter det hele oppefra og gør vaccinen til noget nærmest religiøst, der kommer og redder det moderne menneske fra problemerne. Og jeg skal gøre det på en essayistisk måde, så det virker let og nærværende og tilfældigt, ligesom i de andre monstertekster, og jeg tror faktisk, det kan blive ret godt, hvis jeg bare….


….Fuck. Nu sover han. Allerede. Det kan sgu da ikke passe. Han var vågen for to minutter siden. Jeg har lyst til at vække ham, men det er jo absurd.


Umiddelbart har jeg tre valgmuligheder. Enten kan jeg blive siddende og skrive min monstertekst og så gå ned om en times tid og sige noget i stil med: ”Pyha, den var hård i dag, jeg har godt nok kæmpet, men det lykkedes mig da heldigvis til sidst.” Og så vil min kæreste tænke, at hun er heldig, at hun har fundet en mand, der er vedholdende og som aldrig beklager sig over sovevagten, og så kan jeg få billige point i det evindelige regnskab, som vi alle sammen ville ønske ikke eksisterede, men som selvfølgelig findes, fordi småbørnslivet handler så meget om praktiske gøremål, at man hele tiden forsøger at opretholde en form for balance.


Eller jeg kan blive siddende i en time og så gå ned bagefter og sige sandheden: ”Ja, jeg blev sgu lige deroppe en times tid efter han var faldet i søvn, fordi jeg lige var i gang med en megagod monstertekst om julen og vaccinen og alt muligt.” Men så er det hende, der får point i regnskabet, fordi jeg har tilgodeset mine egne behov i stedet for at gå ned, ligeså snart barnet sov, som jo egentlig er aftalen.


Eller jeg kan vælge at være den bedste udgave af mig selv og gå ned lige nu og tage resten af den skide opvask, selvom det betyder, at verden muligvis aldrig kommer til at læse den perfekte monstertekst om menneskeheden og julen og vaccinen, og jeg kan jo se det hele for mig, og det eneste jeg har brug for er tid....og jeg....nå, fuck det….jeg går ned.



Tak fordi du læste med.


Hvis du godt kan lide monstertekster, kan du også læse vågenmonsteret eller onsdagsmonsteret. Ellers udkommer der som bekendt et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år - som du kan læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle