#97 Hønemor trøster

Ja, så giver vi endnu endnu en gang ordet til en Hønemor:


Tegning: Mette Jensen



Jeg er den eneste, der kan trøste mine børn. Sådan er det bare. Sådan har det altid været. Lige siden Maximillian var en lille baby, har det kun været mors trygge arme, der virkede. Og det er næsten endnu mere udtalt med Miabella. Hun kan hyle som en stukket gris, men så snart hun lander i mors favn, falder hun til ro og bliver salig. Jeg tror, det handler om, at man har båret det lille barn og mærket hjertet slå, og når de så bliver kede af det, søger de tilbage til deres tryghedsrum. Ja, nogle gange føles det nærmest som om, de prøver at kravle ind i maven igen - men det kan man jo naturligvis ikke, ha ha.


Nå, men for nylig fik jeg det bekræftet endnu en gang. Svigermor var kommet forbi, fordi hun skulle til noget aftenkursus, og så spurgte hun, om hun ikke skulle tage børnene et par timer om formiddagen. Og jeg vil jo gerne være en sød svigerdatter, så jeg sagde selvfølgelig ja med det samme. Og så pakkede jeg en lille picnickurv med hjemmebagte boller, avokado, humus, fuldkornskiks og grønsagsjuice, og så foreslog jeg, at de kunne tage på den nye naturlegeplads, som børnene holder så meget af.


Da de havde været væk en times tid, besluttede jeg at gå i Irma, og da jeg tilfældigvis passerede legepladsen, kunne jeg se, at børnene var ude af kontrol. Svigermor sad på en bænk og læste i et blad, mens børnene vippede på den store vippe. Uden opsyn! Og selvfølgelig gik det galt. I et uopmærksomt øjeblik faldt Maximilian fra den høje ende og landede med hovedet tværet ned i sandet. Jeg smed Vores Børn-indkøbsnettet og spurtede hen i mod ham, men inden jeg nåede at kaste mig over hækken, så jeg, hvordan svigermor ”håndterede” situationen. Hun rejste sig ganske stille og roligt op – klappede ham på hovedet som en hund - og satte sig på bænken igen. Og ikke andet!


Og Maximillian er ellers vant til både superkrammer og dobbeltpuster, og hvis det er særlig slemt også Bamses trøstesang, og nu stod han pludselig der helt overladt til sig selv. Mit morblik så tydeligt, at han var forpint og var lige ved at begynde at græde. Og var det ikke også, som om overkroppen rystede?


Og det er jo sådan nogle episoder, man ikke skal opleve for mange af som barn. Så er det jo, at man får traumer og mavepine og begynder at stamme eller tisse i sengen.


Og svigermor sagde ikke en gang tak for, at jeg kom over og overtog situationen. Jeg viste hende ellers meget tydeligt, hvordan man håndterer et chokeret barn, men hun lod bare som om det var ”åh, så spændende” at sidde og bladre i Alt for Damerne. Altså jeg har verdens bedste svigermor, det er slet ikke det, men nogen gange er det bare, som om, hun ikke forstår, at børn i dag er anderledes. Hun tror stadig, det er som i gamle dage, hvor man kunne proppe dem ind i en røgfyldt Ford Taunus og først se til dem, når man var nået til Gardasøen. Men sådan er det bare ikke længere. Børn i dag er sensitive og sarte, og især sådan en som Maximilian har brug for, at man er der for ham, når katastrofen pludselig indtræffer.


Ja, der skal i hvert fald gå lang tid, inden hun skal på naturlegeplads med dem igen. Det er helt sikkert. Det er ganske enkelt for farligt.


Tak fordi du læste med



Skriv endelig en kommentar, hvis du selv er en hønemor, eller kender en som er. Og husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her.






0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle