Jeg ved godt, at kvinder har masser at kæmpe for i dag. Lige løn, lige barsel og bedre repræsentation i bestyrelseslokalerne og på musikscenerne. Jeg ved det, fordi jeg har en avis og en kæreste, der jævnligt minder mig om det, og fordi jeg omgiver mig med mennesker, der synes, at ligestilling er et supervigtigt tema. Så der er ikke så meget at rafle om. Danmark er ikke i mål endnu, heller ikke efter endnu en bølge Me Too, og der er al mulig grund til at fortsætte kampen!
Men jeg ved det ikke fra mit eget liv. Jeg har aldrig oplevet uretfærdigheden selv - jeg vil snarere sige tværtimod. Jeg har i hele min barndom været omgivet af stærke kvinder, der tog sig af alt fra bleskift til punkterede bildæk. Jeg boede i flere år alene med min power-mom, der fiksede alt, og da jeg kom i børnehave og skole, blev jeg overladt til stærke selvstændige kvinder, der lærte mig at stave og lægge to og to sammen.
I klassen sad der også en masse dygtige piger, der lavede deres ting, rakte fingeren i vejret og knækkede alle skolekoderne. De havde allerede fra 6. klasse en udstråling og en styrke, der virkede fascinerende og skræmmende på samme tid, og jeg kan huske, at jeg opfattede dem som en slags overnaturlige væsner, som ikke havde noget med mig og de andre fodbolddrenge at gøre. Da vi nåede udskolingen, snuppede pigerne de høje karakterer, og i weekenderne droppede de os på stribe til fordel for de store drenge på gymnasiet. Jeg lærte hurtigt, at det er pigerne, der bestemmer i skolen og i nattelivet.
Og måske er denne meget synlige kvindestyrke en del af udfordringen, når det handler om at få ændret nogle grundlæggende strukturer. Måske har de fleste af os mænd oplevet et hav af stærke piger og kvinder derhjemme og i skolen, og måske er det derfor svært for os at forstå, hvorfor kampen er så vigtig. For hvorfor pokker skal vi være solidariske med en flok overnaturlige væsener, der er dygtigere end os selv og oven i købet bestemmer, hvem vi må gå i seng med?
---
Men det skal vi jo, fordi det er et faktum, at vi på et tidspunkt overhaler dem indenom og snupper de mest prestigefyldte jobs på arbejdsmarkedet.
Men hvorfor er det, at de dygtige skolepiger, mister deres superkræfter og opgiver at blive borgmestre, rockstjerner og virksomhedsejere?
Jeg tror, at en del af svaret ligger i opdragelsen og synet på drenge og piger generelt.
I Danmark dyrker vi nemlig stadig idealet om den gode pige, som hende, der er omsorgsfuld, køn, høflig, omgængelig og god til at sidde stille, mens drenge i højere grad omtales som nogen, der har masser af energi og skal brænde noget krudt af. Det er i Danmark langt mere socialt acceptabelt, at en dreng bøvser, praler eller konkurrerer uhæmmet, end at en pige gør det, ligesom det stadig er sejt hvis en ung mand er sammen med mange piger, mens det ikke gør sig gældende den anden vej rundt.
På den måde bliver vi ved med at opdrage en masse piger til at passe ind i skolesystemet og en masse drenge til at passe ind på de dele af arbejdsmarkedet, hvor det er en fordel at være kompetitiv, frembrusende og have meget spidse albuer. Der eksisterer altså stadig nogle ret tydelige forestillinger omkring rigtig og forkert drenge- og pigeadfærd.
Men det er altså pokkers svært det her. For vores forestillinger om søde piger og friske drenge sidder dybt i os, og jeg har selv mærket, hvor svært det var for mig at sige ja, da min søn insisterede på at ville have et par pink og lilla enhjørningesutsko, som han kunne bruge ovre i skolen. Og jeg ved også, at jeg ville have vildt svært ved det, hvis han en dag kom og sagde, at han ville stoppe til fodbold og gå til dans i stedet. Men det er nok lige præcis i sådanne situationer, at man skal finde modet til at ændre sine vaner og undgå at sætte sine børn i kønsspecifikke kasser eller påvirke dem til at gøre noget drenge- eller pigeagtigt. Hvis vi virkelig ønsker at stille kønnene lige, er det formentlig afgørende, at vi tør se på drenge og piger som små mennesker, der alle sammen rummer noget maskulint og noget feminint, som det er helt naturligt, at de udtrykker på alle mulige måder.
Så mit forslag er, at vi går til kamp for pigernes ret til at være vilde og frembrusende (og drengenes ret til pink og lilla enhjørningesutsko), så vi kan få ændret strukturerne og give fremtidens kvinder den power og selvsikkerhed, som det kræver at slå dørene ind på rådhusene og bestyrelseslokalerne.
Fortsat god kamp og tillykke med kvindernes internationale kampdag i mandags!
Tak fordi du læste med.
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.
Tusind tak for din kommentar. Jeg synes helt sikkert, at kvinder skal have lov til at dyrke moderskabet intenst, hvis de har lyst til det, og det er tankevækkende, at det i dag kan være svært for kvinder at sige, at de vælger familien over karrieren. Samtidig er det også bare klart for mig, at der er mange piger, der bliver opdraget til at være så høflige og hensynsfulde, at de måske aldrig får udlevet deres fulde potentiale. Og det er jo virkelig ærgerligt, hvis vi misser nogle Karen Blixen'er, MØ'er og Mette Frederiksen'er, fordi vi hænger fast i nogle forældede forestillinger, om at piger er sådan nogle søde nogle, der er gode til at sidde stille. Så mit ærinde…
“Men hvorfor er det, at de dygtige skolepiger, mister deres superkræfter og opgiver at blive borgmestre, rockstjerner og virksomhedsejere?“
Som du siger, findes der ikke kun et svar på det. Men du glemmeren afgørende faktor. Moderskabet. Én ting er graviditet og fødsel, der selvsagt sætter en naturlig dæmper på karriereaktivitetsniveauet. Noget andet er moderskabet i sig selv. For mange kvinder overskygger det at blive mor alle prestigejobs og lønstigninger. Det bliver sekundært at jagte prestigefyldte jobs, rockstjernestatus og høje lønninger. Det, der før var det højeste ønske, viser sig ikke at være i overenstemmelse med det inderste ønske.
I bogen Moderland (anbefalesværdi) refereres til en undersøgelse af, hvor mange kvinder, der sætter karriere over familieliv. Jeg kan ikke huske det…