#348 Zombieforældrene

Jeg er træt for tiden. Umanerlig træt. Og det er mine familiemedlemmer også. Hver morgen når vækkeuret ringer, hører man suk og opgivende støn fra værelserne. Så lad os da for pokker sove en halv time længere.

Men det giver også god mening. Det er mørkt, det er koldt, der er ingen vitaminer i luften, og når klokken bliver 21 om aftenen, går alle rundt og gaber kæberne af led og begynder at glæde sig til, at man kan tillade sig at gå i seng.

Nogle gange kigger jeg ud ad vinduet og får øje på en mennesketype, som sætter trætheden i perspektiv. I min bydel vrimler det med forældre, der har fået barn nummer tre og som er på barsel lige nu. Og jeg har faktisk svært ved at forestille mig, hvor træt man må være, når man indgår i et familie-kredsløb med fem individer, hvor de store børn helst skal opleve en form for hverdag og normalitet, mens den mindste har besluttet sig for at vågne klokken halv fem hver eneste morgen. Og i øvrigt ikke slet ikke kender til det med at sove flere timer sammenhængende. Det må være en out-of-this-World hård tilværelse.   

For nylig faldt jeg over et gammelt dagbogsuddrag, hvor jeg selv piver over manglende nattesøvn (og jeg havde altså kun et enkelt andet barn at forholde mig til):

September 2017

kl. 5:04:

Jeg er så fucking træt af at skulle vågne klokken lort. Det er jo absurd at gå på arbejde klokken halv ni, og så have været oppe i fem timer. Og jeg ved godt, at det er en god deal, at jeg skal tage ham om morgenen mod til gengæld at sove om natten. Men hvorfor kan han ikke i sin babyhjerne bare en gang imellem finde på at sove længe? Jeg er træt af at gå rundt ude i samfundet og ligne en zombie. I Netto, hos bageren, i børnehaven.  Må have kaffe. Nu. Uden at vække de andre. Og nu tier du stille, når jeg lige om lidt går ud i køkkenet for at sætte vand over. Lad nu være med at skrige, som du gjorde i går. Lig nu bare helt stille, eller endnu bedre, bliv som en normal baby, som man kan plante foran en skærm med noget Teletubbies eller andet bras i ti minutter, så man kan få lov til at hente en ærlig kop kaffe.

Jeg går en tur med barnevognen. Nej, det regner. Jo, jeg går alligevel. Nej, jeg gider ikke. Skal i hvert fald have kaffe først. Hvis du skriger, når jeg henter kaffe, så går jeg, ellers bliver jeg siddende. Fuck jeg er træt. Magter ikke at tage på arbejde. Burde melde mig syg. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var et menneske med en normal arbejdsmoral, der kunne pjække en gang imellem. Hvorfor jeg ikke kommer? Fordi jeg er edderfucking lortestangtræt, fordi en irriterende baby har besluttet sig for at fucke hele familiens døgnrytme op.

Hvor længe bliver det her ved? Nu har det været sådan her i en måned, jeg kan seriøst ikke overleve, hvis det fortsætter i et halvt år. Ja, hvorfor fanden skal det egentlig være så hårdt at formere sig?

---

Tak fordi du læste med og husk at give en kop kaffe, hvis du møder en zombieforælder på din vej.

 Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 10 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du har mulighed for at købe min debatbog om børneopdragelse, som du finder her