Lort. Lort. Lort. Lort. Hvor bliver der egentlig skrevet lidt om lort i forhold til, hvor meget tid alle småbørnsfamilier bruger på det. Og det hedder lort. Det hedder ikke pølser eller pøller eller bæ eller det ekstremt dumme ”prut prut”, som jeg har hørt, at nogen er begyndt at bruge. Som om sundhedsplejersker og vuggestue- og børnehavepædagoger på et tidspunkt er blevet enige om, at alle skal bruge samme ord: ”Kære venner, lad os stå sammen om lorten, så vi udvikler et fælles sprog, og ingen er i tvivl om, hvad vi mener.” Der var en gang en pædagog, der direkte anbefalede mig at sige ”lort”, fordi det var det, de brugte nede i børnehaven. ”Det er bare en rigtig god ide, at vi kalder det, hvad det er og gør det til noget helt naturligt.”
Og jeg havde da godt regnet ud, at lort ville komme til at fylde noget, når jeg fik mine egne børn. Jeg så for mit indre blik, hvordan jeg ville tage mit barn med ud på badeværelset, gå hen til puslebordet og stå der og pusle i en halv times tid, mens jeg pludrede og dikkedikkede. Jeg var selvfølgelig helt indforstået med, at det ikke ville være som i 80’erne, hvor en far sagtens kunne sige: ”Jeg skal aldrig skifte en lorteble. Basta!”
Og det havde jeg det naturligvis fint med. For pokker da. Jeg er da med på ligestillingsbølgen og synes kun, det er fair, at vi deles om det praktiske.
Men jeg havde undervurderet lortens volumen og tilstedeværelse. Jeg havde undervurderet, at den ville kravle ind i stuen og i køkkenet, og jeg havde ikke regnet ud, at der ikke er plads til store pusleborde i små københavnerlejligheder. Det var som om, der ikke var nogen sammenhæng mellem mine indre billeder og min faktiske virkelighed, når det handlede om det med lorten.
Første overraskelse kom, da vi blev enige om, at puslebordet skulle hænge på væggen ude i vores køkken. Man kan sgu da ikke stå og skifte ble, mens man lever frikadeller!? Anden overraskelse kom, da min kæreste begyndte at skifte ham i stuen og i barnevognen og alle mulige andre steder. Det er sgu da ulækkert, er det ikke? Men jeg kunne jo godt se, at hun havde en pointe. Meget små babyer laver meget små lorte, og hvis man er bare en lille smule magelig, eller effektivt, anlagt, giver det sådan set god mening, at man hurtigt kan skifte sådan en ble. Og det var nok min tredje lorteoverraskelse. Hvor hurtigt det går med sådan et bleskift. Et bleskift på en mikroskopisk baby kan sagtens udføres på ganske få minutter, ja, vel nærmest sekunder, hvis der er behov for det. Så tager det selvfølgelig lidt længere tid, når barnet bliver større, men der er virkelig langt fra den halve time, jeg en gang gik og forestillede mig.
Og så fylder lorten overraskende meget i samtalerne. Sætninger som: ”Virkelig flot lort, den har en lidt underlig grønlig substans, ej, prøv lige at kom se denne her, sikke en slambert” bliver helt naturlige, og det er vel sådan set kun samtaler om søvn og mælk, der fylder mere, når man lige har fået en baby.
Men lortefokus fortsætter længe efter, at mælk og søvn mister betydning. For så er det pottetræning eller det der lille toiletbræt og bleer som bukser eller de almindelige og børn, der råber ”jeg er færrdiiiig, og så sent som i sidste uge sagde jeg til min treårige: Det er virkelig en flot lort, du har lavet på toilettet i dag”, og jeg er blevet så komfortabel med at tørre røv på små børn, at jeg tit ikke kan huske, om jeg har gjort det, når min kæreste spørger: ”Var han egentlig på toilettet i morges?”
Men selvom lorten har været omsiggribende i de senere år, har den faktisk også været en redningsplanke. Da min ældste søn var helt lille, og jeg selv var en nybagt og usikker far, blev bleskift hurtigt min sikre havn. Her var en konkret og praktisk opgave, jeg kunne udføre og som skabte umiddelbar glæde på flere planer. Min søn slap for en beskidt ble, min kæreste slap for bleskift, og jeg slap for at føle mig opgaveløs og malplaceret.
Så lorten er på mange måder en kompleks og naturlig størrelse. Man må for alt i verden ikke gøre den til noget ulækkert (for så åbner man for skammen), ligesom man ikke må forskønne den (for så er man fuld af løgn). Nej, man må nok bare finde sig i, at lorten er, som den er, og at den har sin absolutte storhedstid, mens børnene er helt små.
Tak fordi du læste med
Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her. Husk også at du altid har mulighed for at skrive en kommentar eller oprette et indlæg i Jagtstuen.