Har du også nogle gange lyst til at læse noget helt andet end de traditionelle indlæg om babyrytmik, work-life balance og småbørnsproblematikker? Så glæder jeg mig meget til at præsentere dig for Børnehaderen fra Herlev, der står over for nogle helt andre børneudfordringer, end dem vi andre går og tumler med:
Jeg hader børn. Så er det sagt. Jeg ved godt, det er kontroversielt og ikke oppe i tiden, men jeg har behov for at sige det. For nu er der sket det forfærdelige, at jeg er blevet forelsket. Ja, og det er jo ikke forfærdeligt i sig selv, for jeg har været alene i mere end ti år, og jeg har jo savnet en kvinde og en partner og en at dele livet med og alt det der. Og nu har jeg muligvis fundet hende. Men det forfærdelige er, at hun efter vores tredje date, hvor vi lå i sengen og røg efter et knald af den slags, der får væggene til at skælve og lysekronerne til at ryste, sagde, ligesom henkastet ud i luften, at det nu også ville blive meget godt at se børnene igen på mandag…
Børnene? Hvad fuck skete der lige der? Jeg havde ikke hørt om nogen børn. Jeg havde hørt, at det var fedt at være ude igen. At det var dejligt at drikke sig fuld. At det var dejligt at møde en rigtig mand, der ikke var ligesom alle de bløde mænd, der ikke tænkte på andet end deres høje tindinger, og om bukserne nu også matchede skjorten. Jeg havde hørt sætninger som: ”Jeg føler mig mere i live, end jeg har gjort i mange år” og ”skal vi ikke ryge og drikke hele natten”, men jeg havde fanden fløjteme ikke hørt om nogen børn.
Jeg tog et roligt sug af cigaretten.
-Børnene? Hvor mange børn har du?
-Tre. Ida på 15, Anton på 10 og Anna på 7. Det er en syv-syv-ordning, så jeg har dem kun hver anden uge.
Jeg var ved at få cigaretten galt i halsen. Tre børn! I den hjemmeboende alder! Jeg havde ikke set et eneste børnespor i lejligheden, på nær en playmobilmand på badeværelset, som jeg troede var en ironisk kunstinstallation, men vi havde selvfølgelig også været stive hver gang. Og talt om alt muligt andet. Måske havde jeg bevidst drejet samtalerne væk fra børnerelaterede emner, og måske var hun også klar over, at det krævede mere end almindelig god timing (og sex) at præsentere en gammel cowboy for tre hjemmeboende børn på en syv-syv-ordning. De måtte bo nede i den anden ende af lejligheden. Nede i de værelser jeg ikke havde set endnu.
Jeg fik instinktivt lyst til at skride. Næste gang hun skulle på toilettet, kunne jeg tage mit tøj og liste ud i gangen og lige hurtigt sige farvel i døråbningen. Eller jeg kunne rejse mig nu med det samme og sige: ”Du spiller ikke med åbne kort. Du har holdt mig for nar. Jeg smutter”
Men noget i mig holdt mig tilbage. Jeg havde ikke følt sådan her i mange år, og på mange måder var det min drømmekvinde, der lå under dynen ved siden af mig. Bevares, en lidt ældre udgave af drømmekvinden, men med de træk, hvor man kunne se, at hun havde været ubeskrivelig smuk en gang, og på en måde stadigvæk var det. Havde den der sex-vibe, der er så svær at stå imod og som forsvinder fra så mange kvinder, ligeså snart de får børn og giver sig til at glemme at leve.
Men tre børn! Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig skulle finde en fraskilt-med-børn-kvinde, fordi jeg ved, at det giver ballade. Hun vil til enhver tid vælge dem over mig, og i bedste fald ville jeg kunne blive femtehjul og sidde og peake hver anden fredag i en rødvinsbrandert, mens hun inderst inde glædede sig til det blev mandag, så hun igen kunne være sammen med sit afkom. Doomed to fail på alle mulige måder.
Især på grund af den ikke ubetydelige detalje, at jeg jo HADER BØRN. Jamen, det er rigtigt. Der er ikke noget, der kan pisse mig mere af, end når jeg står i et supermarked, og der er en forkælet unge med sin mor i køen foran mig. Jeg har tit lyst til at losse sådan et barn, så det suser hen ad gangen og vælter alle varerne ned af hylderne. Eller hvis jeg er til fødselsdag hos nogle af mine venner, og de ikke lige har nævnt, at deres søn er med (så jeg kunne have meldt afbud), og så kan man ellers sidde der og lytte til, hvor flot det er, at han er i stand til at deltage i undervisningen på en helt almindelig folkeskole, eller at han næsten er i stand til at spille to akkorder på sin guitar. Jeg kan ikke holde sådan noget ud. Jeg ved godt, at mange siger, at det er noget helt særligt, når ens venner får børn, og at man ser på dem på en anden måde end andre børn. Men sådan har jeg det ikke. Jeg synes, at mine venners børn er præcis lige så irriterende og ukontrollabelt snotnæsede som alle andre unger. Og bare tanken om at skulle have nogen selv, giver mig gåsehud. Ikke på vilkår.
Og nu ligger love of my voksen-life i sengen og siger, at hun har tre af slagsen. Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg besluttede mig for at være cool og stille et par ”interesserede” spørgsmål, men hun kunne mærke, at stemningen var forandret. Jeg havde egentlig tænkt, at vi kunne nå en ”tur” inden frokost, men jeg havde mere lyst til at komme ud. Med det samme. Jeg kæmpede mig med nød og næppe igennem et par kopper kaffe mere, inden jeg fandt på en lam undskyldning om noget arbejde, som jeg skulle nå at have klar til næste morgen. Som om jeg nogensinde ville arbejde på en søndag.
Men nu sidder jeg så her i min lejlighed og mærker tvivlen komme snigende. Jeg har ikke lyst til at stoppe med at se hende, men kan jeg virkelig indlede et forhold til en kvinde med tre børn? Skal jeg lægge kortene på bordet og sige, at jeg er en mandschauvinistisk børnehader, eller skal jeg hoppe på hovedet ind i et eventyr, jeg på ingen måde kan overskue?
Tak fordi du læste med
Du er selvfølgelig mere end velkommen til at skrive en kommentar, hvis du har et godt råd til børnehaderen fra Herlev. Husk også at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 15 år. Det kan du læse mere om her.