#136 Lad os lege i Berlin
top of page

#136 Lad os lege i Berlin


Foto: Unsplash.com

Jeg har altid forbundet Berlin med eksotiske barer, besatte huse, koncerter og spektakulære 2. verdenskrigs- og koldkrigsmonumenter. Jeg har aldrig tænkt den som en børneby eller et sted, man tager hen som småbørnsfamilie. Men ”The times they are a changing” som gamle Bob siger, og jeg er blevet 40 år og dermed ligeså gammel, som mine forældre var, da jeg selv var på mine første storbyferier. Så nu er det min tur til at vise Europa frem for mine unger på den forældreagtige måde, hvor man siger sætninger som: ”Bare rolig, han er ikke farlig, han har bare drukket for mange øl ” og ”hold mig lige i hånden, når vi skal over denne meget trafikerede gade”.


Og nu har jeg så lært, at Berlin også er et lækkert sted at besøge som småbørnsfamilie. Byens afslappethed og coolness er ligeså god for små mennesker, som for unge mennesker på flugt fra studier og hverdagens problemer. I Berlin er man ikke bange for larm og anderledeshed, og det er rart at gå rundt i en by, hvor man ikke skal være bange for, om børnene larmer eller opfører sig ordentligt. I Berlin trives rummeligheden, og der er i den grad plads til alle. Og så er det en grøn by. Med masser af store legepladser og parker, hvor ungerne kan boltre sig.


Her får du en stribe tips, hvis du er en del af en familie, som pønser på at tage en tur til Tysklands hovedstad:

Først og fremmest skal du overveje at tage nattoget fra Høje Taastrup, hvis du bor i københavnsområdet. Det kan du læse mere om her.


Når du så ankommer til byen, skal du skynde dig at købe welcomecards, som er adgangsbilletten til al offentlig transport, og du tænker måske, at det er dyrt med 46 euro for sådan et kort, men det er det ikke. For Berlin vrimler med lettilgængelige sporvogne og overskuelige metrosystemer, og før du har set dig om, er hele familien blevet komfortable med at drøne rundt på kryds og tværs, og det er altså fedt, at man bare har billet til det hele. For de fleste er det rigeligt at købe til de to centrale zoner, og det er nemt at få fat i kortet på de større stationer, hvor der er billetkontorer og personlig betjening.


Og så skal du sørge for at leje en familievenlig bolig. Vi lejede en treværelses lejlighed, fordi det er rart at have flere rum og kunne lave mad selv, og så pyt med at de fleste private udlejere taler ligeså dårligt engelsk, som danskere taler tysk. Vi var heldige at få en lejlighed med bunkevis af legetøj og et kæmpestort badekar, og vi boede lige midt i Prenzlauerberg, som bestemt kan anbefales i forhold til hyggelighed, transport og gode legepladser.


Og så er det ellers bare med at få kørt noget sporvogn. Og U-bahn. Og S-bahn. Og få gået nogle ture. Vi brugte en dag på at køre med sporvogne og gå rundt i den historiske del af Berlin, og hvis man er til byvandring, kan jeg stærkt anbefale turen fra Alexanderplatz mod Brandenburger Tor over Museumsinsel med alle de gamle flotte museer og imponerende bygninger, der på mirakuløs vis overlevede krigen. I sær Berlin Cathedral og Alte Nationalgalerei imponerede mig med deres udtrykte romerske og katolske storhedsvanvid. Der er også masser af turistunderholdning med frosne grønne mænd og selfiestænger, men hvis man bare tager det hele i en køre, føles det ikke så slemt. Vores største udfordring denne dag var, at vi ikke havde forplejning nok med, og museumsinsel er nok det eneste sted i Berlin, hvor man ikke lige kan finde et bäckerei, der sælger brød og kaffe - så sørg for at have rigelig med forsyninger til turen.



Brandenburger Tor. Foto: Unsplash.com

Man kan også tage på Naturhistorisk museum (Museum für Naturkunde). Det er lige, som det skal være. Starter med en kæmpedinosaurus og fortsætter med planeter i montrer og en pokkers masse udstoppede dyr fra hele verden. Den otteårige synes det var et pragtfuldt sted, mens den fireårige primært lod sig forføre af en sparekasse-bamse-gris i menneskestørrelse, der tilfældigvis var dukket op som en del af et kommercielt fremstød. Det naturhistoriske museum er helt sikkert godt (særligt for de naturvidenskabeligt interesserede), men man skal nok være 6-7 år gammel eller i hvert fald have mere fordybelseskapacitet end vores den fireårige for at få maksimalt udbytte af det.



Zoologisk have i Berlin kan helt klart anbefales, men vær opmærksom på, at de har droppet welcomecard-rabatten, som ellers står nævnt i diverse turistbrochurer. Vi stod i kø i 20 minutter for at opnå denne rabat, men kunne ligeså godt have købt en billet ved automaten og være gået lige ind. Men det er en vild og kæmpestor zoo. Helt sikkert et besøg værd, og vi kan anbefale cafeteriet ved legepladsområdet og i det hele taget legepladsen, som er gigantisk og som holdt vores drenge beskæftiget så længe, at de voksne til sidst ikke kunne drikke mere kaffe og måtte insistere på at gå videre over til flodhestehuset. En langt mere blæret zoo end dem i Danmark med masser af plads til både mennesker og dyr.



Foto: Unsplash.com


Og så skal man helt klart tage et smut op i fjernsynstårnet. Vi havde bestilt et bord i restauranten til den sidste dag, og det var intet mindre end en genistreg. Hele ugen kunne vi gå og pege op i luften og sige: ”Er det ikke vildt, at vi skal derop og spise på fredag?” Og da dagen endelig kom, kunne vi sidde (over vores middelmådige burgere og kyllingenuggets) og kigge rundt på hele byen og finde alle de steder, vi havde været: ”Derude ligger zoologisk have, der er det høje hotel og se Brandenburger Tor helt derovre”. Virkelig en hyggelig måde at slutte ferien af på og ligesom få opsummeret alle minderne. Og når børnene taler om ferien nu, er det fjernsynstårnet (og nattoget) de nævner.



Her sidder vi i restauranten i fjernsynstårnet, der langsomt drejer rundt, så udsigten skifter.


Mens ellers skal man bare slentre rundt og se de forskellige bydele, spise en shawarma i Kreuzberg, tjekke et par museer ud, se på malerierne på East side Gallery, drikke kaffe på de hyggelige caféer og gøre stop på alle legepladserne, som popper op overalt i særligt den østlige del af byen (og så pyt med at de stadig har coronaen tæt inde på livet med mundbind til børn helt ned til syvårsalderen og krav om coronapas på flere af restauranterne).


De varmeste anbefalinger herfra.


Tak fordi du læste med


Husk at der her på siden udkommer et indlæg om børneopdragelse hver fredag de næste 14 år. Det kan du læse mere om her.

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page